LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

"Lad være med at surmule og kom i gang med Facebook!"

Det er et faktum, at præster bruger Facebook. Det er også et faktum, at ikke alle præster er lige IT-kyndige, skriver sognepræst og mediekonsulent Christian Roar Pedersen. Foto: Privatfoto

Brug tiden på at lægge en strategi for dit virke på facebook i stedet for at kritisere kirkeministeriets vejledning, skriver sognepræst og mediekonsulent Christian Roar Pedersen

Jens Kvist er galt afmarcheret i sin kritik af Kirkeministeriets vejledning til præster om brugen af Facebook. Øverst i vejledningen står der tydeligt, at "formålet med denne vejledning er at give præster i folkekirken nogle gode råd for brug af sociale medier."

Tag imod Kirkeministeriets vejledning i sociale medier
Der er altså tale om en række gode råd og ikke om et ministerielt forbud, der begrænser præsternes ytringsfrihed. I stedet for at være sur, sætte kommaer og absolut forstå teksten på en fjendtlig måde, er min opfordring til Jens Kvist: Brug tiden på at lægge en strategi for dit virke på Facebook i stedet for at kritisere Kirkeministeriets vejledning.

Kirken har brug for Facebook
Det er et faktum, at præster bruger Facebook. Det er også et faktum, at ikke alle præster er lige IT-kyndige. Derfor er det godt, at Kirkeministeriet gør opmærksom på, at det, man skriver på Facebook, kan læses af andre. Se bare, hvor galt det kan gå for politikerne, når de ikke tænker ordentligt igennem, hvad de skriver på de sociale medier.

Problemet med Kirkeministeriets vejledning er ikke, at den siger tænk jer om, præster, men at den ikke giver nogle konkrete idéer til, hvordan Facebook kan anvendes i sognene. Det er jo ellers det, vi har brug for: At få inspiration til, hvordan Facebook kan anvendes konkret til konfirmandundervisning, og hvordan kirken når flest mulige i sognet med dens Facebookside.

Også dette kunne man surmule over, men i stedet er det bedre at tage ja-hatten på og sætte gang i videndeling rundt om i stifterne. Det er netop derfor, at vi i Aalborg Stift har taget fat i en præst, Sussie Nygaard Foged, der har gjort sig mange erfaringer med at bruge Facebook i konfirmandundervisningen, og bedt om hende holde et kursus for sognene.

Vi har brug for videndeling
For en organisation er det nemlig vigtigt at gøre brug af den viden, der er i den. Og hvis ikke der er en konkret viden, så er det vigtigt at få hjælp udefra til at løfte opgaven.

For vi kan vel alle sammen være enige om, at folkekirken skal være tilstede på de sociale netværk. De seneste tal viser, at specielt de unge bruger disse kommunikationsformer. 97% af kvinderne mellem 16 og 24 år bruger sociale medier, for nu bare at fremhæve et tal.

Selv har jeg som præst brugt Facebook aktivt, og har et link til min profil fra sognets hjemmeside. Det har givet mange gode kontakter og samtaler over nettet. Den slags gode oplevelser skal gives videre i folkekirkens organisation til inspiration for andre.

Så stifter, provstier og Jens Kvist: Kom i gang!

Christian Roar Pedersen, sognepræst i Hals og mediekonsulent i Folkekirkens Informationstjeneste i Aalborg Stift