Luther giver hvert menneske frihed til at trodse autoriteter

Har professor Frederik Stjernfelt ret i, at vi har opbygget et forlorent sødsuppe-billede af Martin Luther? Postdoc Sasja Stopa er den første af syv Luther-kendere, der svarer igen på Stjernfelts syv-bladede kritik af Martin Luther

”Jeg oplever, at vi bliver præsenteret for et forlorent billede af Luther. For han var bestemt ikke nogen frihedshelt eller demokratisk foregangsmand," sagde professor Frederik Stjernfelt i et interview med Kristeligt Dagblad i marts i år. 

I sin nye bog "Syv myter om Martin Luther" gendriver han syv af de, efter hans mening, mest udbredte misforståelser om reformatorens positive betydning for Europas udvikling. 
 
Myte nummer et er ifølge Stjernfelt, at Luther indførte religions-, ytrings- og tankefrihed. Og det er for ham at se den værste af de i alt syv myter, han remser op, og som han gerne vil aflive i bogen. Her svarer postdoc i teologi, Sasja Stopa, på professorens kritik af Luther:

Som den første myte om Martin Luther i rækken på syv konfronterer Frederik Stjernfelt påstanden om, at Luther skal have indført religions-, ytrings- og tankefrihed. Ifølge Stjernfelt baner Luther ikke vejen for europæisk åndsfrihed, men opfordrer derimod til hovedafkapning af både katolikker og de reformationskollegaer, som er uenig med ham.

Men hvordan forstår Luther egentlig menneskets frihed? Og hvilken betydning får denne forståelse for Luthers syn på dem, der tænker anderledes?
 
Siden oplysningstiden er forståelsen af frihed blevet knyttet intimt til forestillingen om mennesket som et autonomt individ, der i kraft af fri vilje og fornuft er i stand til at forvalte sin frihed.
Men ifølge Luther er mennesket altid bestemt af noget andet end sig selv, og frit bliver mennesket kun i kraft af sit forhold til Gud. Overladt til sig selv er mennesket en synder, hvis vilje er bundet til Djævelen. Som en slave af sin egoisme handler mennesket udelukkende godt for at undgå straf eller for at skaffe sig belønning enten i form af enten frelse eller verdslig hæder og ære.

Når mennesket derimod lader sig binde til Gud i Kristus og får sin frelse gratis, bliver det fritaget fra at skulle behage Gud med gerninger og frisat til at binde sig til sine medmennesker. I sit berømte skrift "Om et kristenmenneskes frihed" fra 1520 beskriver Luther, hvordan mennesket med baggrund i sin absolutte frihed i forhold til Gud kan underkaste sig sine medmennesker:

“Et kristenmenneske er den frieste herre over alle, underlagt ingen. Et kristenmenneske er den mest tjenstvillige slave for alle, underlagt alle.”

Ifølge Luther får dette frie kristenmenneske del i Kristus og bliver dermed konge i et åndeligt rige og præst for sine medmennesker. Særligt forestillingen om det almindelige præstedømme er afgørende for en vurdering af, hvorvidt Luther banede vejen for åndsfrihed i Europa, for hermed hævder Luther, at det enkelte menneske er i stand til at forvalte sit eget gudsforhold uafhængigt af præster, biskopper og pave.

Ved Helligåndens hjælp er enhver i stand til at forstå Bibelen uafhængigt af den kirkelige lærestand og af den teologiske tradition. Luther oversætter Bibelen til tysk for at gøre den forståelig for lægfolket og betoner vigtigheden af prædikener på modersmål. Desuden autoriserer Luther den enkelte til at bryde med sin lydighedspligt mod forældre, præst og fyrste, hvis de forhindrer ham i at varetage sit gudsforhold. Dermed åbner Luther for, at den kristne åndsfrihed kan danne grundlag for politisk handling.

At enhver er kaldet til at læse Bibelen betyder selvsagt ikke, at enhver læsning er sand, og den evangeliske frihed medfører flere teologiske stridigheder om for eksempel forståelsen af nadver og om lovens betydning i gudsforholdet. I sin kamp mod vranglære afslører Luther sig som en benhård polemiker, der ytrer sig særdeles hadefuldt mod sine modstandere af både katolsk og protestantisk observans.

Derudover opfordrer Luther fyrsten til at slå hårdt ned på de bønder, der under bondekrigen i 1525 mener, at den evangeliske frihed giver dem ret til at gøre voldeligt oprør. Selvom Luther betoner den enkeltes frihed i gudsforholdet, understreger han samtidig nødvendigheden af orden i samfundet og af lydighed mod fyrsten. Lydigheden er dog aldrig blind, men derimod udtryk for undersåtternes forpligtende og endda kærlige forhold til fyrsten.

Luther bryder med kirkens fortolkningsmonopol og opfordrer alle kristne til at tage kritisk stilling til den teologiske tradition, som i dag indbefatter Luthers egne skrifter.

Eftersom Luther fastholder, at mennesket selv efter dåben vedbliver at være en synder, der er slave af sin egoisme, betragter han alle mennesker, sig selv inklusiv, som blasfemikere, der til stadighed har brug for Guds nådige hjælp til at befri deres ånd.

Sasja Emilie Mathiasen Stopa
Postdoc i teologi