Luther var overbevist om spædbørnenes tro

Netop fordi børnene er uden fornuft og ubegavede, er de bedre skikkede til at tro, end de voksne og fornuftige, skrev Luther. Foto: stock.xchng

Luther mente, at det kun var til spædbørnenes fordel, at de ikke havde fornuften til at stå i vejen for troen, skriver sognepræst Michael Lerche Nygaard

Ved barnedåben spørger vi spædbarnet med navns nævnelse, om det tror på Gud. Luther forklarer os noget om, hvordan det hænger sammen.

Mange undrer sig over vores dåbsritual, hvor præsten med navns nævnelse spørger et spædbarn, om han eller hun tror på Gud Fader, på Jesus Kristus og på Helligånden.

Scenen deroppe ved døbefonten kan næsten virke absurd. Alle ved, at det lille barn hverken kan tale eller forstå almindelig fornuftig snak. Man fristes til at tænke, at ordene knapt nok har nogen at henvende sig til. Barnet er jo ikke i besiddelse af de simple evner, som en almindelig samtale kræver.

Der fandtes mange søforklaringer om dåben
På Luthers tid var der også mange, der havde svært ved at acceptere, at spædbørn kunne tro, når de blev døbt. Adskillige teologer benægtede, at så små børn kunne tro på Gud. De kunne jo ikke forstå Guds ord, sagde man, og derfor kunne de heller ikke tro på ham.

De lærde fandt derfor på nogle teorier, der skulle bortforklare, at troen var nødvendig ved barnedåben. Nogle foreslog den løsning, at barnet i virkeligheden blev døbt på kirkens tro, som fadderne bekendte. Andre gik et skridt videre, og beskrev dåben næsten som en slags automat, hvor børnene fik Guds nåde, når blot præsten og menigheden udførte ritualet.

Der var også dem, der forklarede barnedåben som en dåb på forventet efterbevilling. Når de havde døbt den lille, erklærede de barnet for frelst og genfødt, selv om de ikke regnede med, at det troede på Gud.

Luther accepterede ikke disse forklaringer. Han kaldte det for gudsbespottelse og gøgl, hvis man døbte børn, uden at regne med, at de kunne tro.

Troen alene frelser
Mange kender udtrykket troen alene, der var en slags motto for Luther. Troen var helt uundværlig for Luther, fordi han opdagede, eller rettere genopdagede, hvad Bibelen siger om retfærdiggørelse ved tro. Og hans opdagelse gav stødet til den sneskredsagtige vækkelse, vi kender som Reformationen.

Bibelens ord om tro og retfærdighed skabte en revolution i kirken efter Luthers opdagelse. En af konsekvenserne blev, at man fik et fornyet og bibelsk syn på sakramenterne.

Dåb og nadver havde længe haft ry for at være en slags magiske handlinger, men nu gjorde Luther op med denne misforståelse. Allerede i 400-tallet havde Augustin brugt et udtryk, som nu kom til ære og værdighed igen:

Det er ikke sakramentet, der retfærdiggør, men troen på sakramentet.

Det blev et kerneord for Luther.

Barnet skal ud af de vantros rækker
Folkekirkens nuværende dåbsritual er fra 1912, men har rødder tilbage i oldkirken. I de første menigheder blev mange døbt som voksne. Det var derfor også mest voksne, der blev spurgt ud om deres tro før dåben.

Den kristne kirke fastholdt imidlertid tilspørgelsen med navns nævnelse, også efter at barnedåben var blevet det mest almindelige. Og det var ingen tilfældighed.

Som Bibelen udtrykker det, er der kun én dåb. Børn og voksne døbes med den samme dåb. Og troen er nødvendig, hvis denne dåb skal frelse. Det gælder for både for dåb af børn og dåb af voksne.

I de dåbsritualer, Luther udarbejdede, understregede han da også betydningen af barnets egen tro. I en stærk syndflodsbøn før dåben (som ikke er med i vores nuværende ritual) beder Luther om, at barnet må drukne og opstå med Kristus i dåben og blive udskilt fra de vantros tal.

I dag som dengang ville mange sikkert protestere mod så klar tale om tro og vantro. Ikke mindst fordi det er svært at se de søde små som syndere. Men Luther var realist omkring disse ting. Børn er rigtige mennesker, og dermed også rigtige syndere.

Barnets egen tro
Luther såi Bibelen, at kun troen kan gøre et menneske retfærdigt for Gud (Troen alene). Derfor protesterede han også kraftigt, når nogen ville bortforklare, at troen er nødvendig ved dåben.

For Guds ord havde lært ham, at en personlig tro er nødvendig, hvis et menneske skal frelses:

Vi må lade den grundvold stå fast og sikker, at ingen bliver salig gennem andres tro eller retfærdighed, men gennem sin egen. Modsat bliver ingen fordømt på grund af andres vantro eller synd, men på grund af sin egen vantro, som evangeliet klart og tydeligt siger, Mark. 16,16: Den, der tror og bliver døbt, skal blive frelst; men den, som er vantro, skal blive fordømt.

Det er ikke fornuften, der skaber troen i os
Hovedargumentet hos dem, der satte spørgsmålstegn ved barnedåben, var, at børnene ikke kan høre Guds ord til tro, fordi de ingen fornuft har.

Man kan stadig høre det samme argument i dag. Og for kristne forældre er det en stor belastning at være usikker på, om vores små børn er genfødt i dåben eller først kan blive det en gang i fremtiden.

Vi kan ikke leve med, at børnene befinder sig i et åndeligt tomrum, hvor man hverken kan sige det ene eller det andet om deres forhold til Gud.

Luther viser os, med hånden på Bibelen, at børnene ikke er henvist til sådan et tomrum. Han peger på, hvad Jesus selv har sagt om troen: At vi må blive som børn og tåber, for at kunne tro.

Det er nemlig ikke fornuften, der skaber troen i os. Faktisk er fornuften en fjende af troen, fordi den stiller spørgsmålstegn ved Gud og hans løfter. Luther udtrykte det derfor sådan, at det kun er til spædbørnenes fordel, at de ikke har fornuften til at stå i vejen for troen.

Spørgsmålet er derfor ikke, om de ufornuftige børn kan finde ud af at tro som de voksne kan, men om de voksne kan finde ud af at tro som børnene.

Luther udtrykte det sådan:

Netop fordi børnene er uden fornuft og ubegavede, er de bedre skikkede til at tro, end de voksne og fornuftige, som fornuften altid står i vejen, så de ikke kan få deres store hoveder igennem den smalle port. Her skal man ikke se på fornuften eller dens gerninger. Her virker Gud alene, og fornuften er død og blind overfor dette som en ufornuftig sten.

Der er kraft i Guds ord
Det vækker stadig manges undren, at vi i kirken spørger et spædbarn med navns nævnelse, om det tror på Gud Fader, Jesus Kristus og Helligånden. Men i troens sager er der mange forhold, der vækker undren.

Tænk bare på beretningen i Johannesevangeliet kapitel 11. Det er der, hvor Jesus går hen til sin vens grav og råber med navns nævnelse ind i mørket til den døde:

Lazarus, kom herud.

Virker det ikke mindst lige så underligt som tilspørgelsen til det lille barn? Afdøde havde ligget derinde i flere dage. Hans ører kunne ikke høre noget. Der var faktisk slet ikke nogen at råbe til; ingen forudsætninger for en respons.

Og alligevel rejste Lazarus sig fra sin kolde stenseng og kom varm og levende ud i solskinnet til sin ven Jesus. Guds ord havde banet sig vej til Lazarus, på trods af de manglende forudsætninger.

Det var Luthers tiltro til den samme kraft i Guds ord, der gjorde, at han kunne hvile så afklaret i, at spædbørn kan tro. Børnene frelses ikke af faddernes eller menighedens tro. Men når de bæres bæres frem til Kristus under menighedens forbøn, vil Herren selv tale sit ord til dem, og kalde troen frem i dem på en måde, der overgår vores forstand. Ordet er stærkt nok.

Michael Lerche Nygaard er sognepræst og panelist på kristendom.dk