Må man fravælge en præst på grund af ideologisk ståsted?

Helligbrøden er, at menighedsrådet spørger ind til partipolitisk ståsted, hvis de har gjort det, skriver sognepræst Christian Roar Pedersen. Foto: Privatfoto

Det er ulovligt at spørge ind til en præstekandidats politiske ståsted, men hvad hvis ideologisk overbevisning får betydning for forkyndelsen? Sognepræst Christian Roar Pedersen gør sig et tankeeksperiment i debatten om præsten, der ikke blev ansat i Berlin

Sagen om præsten Marie Høgh, der ikke blev ansat som dansk præst i Berlin, har fyldt avisernes spalter denne sommer.

Nogle siger, at det er en sommeragurk, andre at der her er tale om en principiel sag med et politisk motiveret berufsverbot. Sagen startede i Weekendavisen ligesom Grosbøllsagen i sin tid. Og så spidser man jo ører.

Angiveligt skulle Marie Høgh være fravalgt af menighedsrådet på grund af politisk og teologisk overbevisning. Hun skulle tilhøre Tidehverv og måske sympatisere med Dansk Folkeparti. Om dette rent faktisk er tilfældet, kan vi som offentlighed ikke vide. Der refereres fra en ansættelsessamtale, som ingen af os har været med til.

Det kan dog konstateres, at menighedsrådet har valgt en anden præst. Det kan også konstateres, at der efterfølgende har været dønninger i menighedsrådet, hvor menighedsrådsformanden er gået af.

Biskop Peter Skov-Jakobsen og generalsekretæren for DSUK, Margith Pedersen, er blevet beskyldt for magtmisbrug. Hvori præcis deres brøde består, er dog ikke klarlagt. Anklagerne mod dem er snarere motivfortolkning og en generel mistænkeliggørelse. Hermed er sagen gjort til historien om den lille kvinde mod systemet.

At der bliver spurgt ind til teologisk ståsted ved en ansættelse som præst i folkekirken, burde ikke give anledning til panderynken. Menighedsrådet skal jo ansætte den præst, de mener passer til stedet. Her spiller teologien naturligvis også ind. Det er derfor man holder prøveprædiken: Så menighedsrådet kan se, hvordan teologien udmønter sig i konkret forkyndelse.

Der er heller intet mærkeligt i, at et bestemt teologisk ståsted udelukker en ansøger fra bestemte præsteembeder. Hvis ikke en præst vil vie fraskilte, er der menighedsråd, der vil vælge ham fra. Hvis ikke en præst vil vie homoseksuelle, kan han også blive valgt fra. På samme måde kan teologer fra Indre Mission og Tidehverv blive valgt fra på grund af deres teologiske ståsted. Sådan er det i folkekirken, og det ved præsterne godt, når de søger embede.

Pointen er, at præst og menighed skal kobles, så de passer sammen. Biskoppens rolle er at rådgive menighedsrådet i dette. Herunder også gøre opmærksom på en ansøgers position, som menighedsrådet måske ikke selv ser ved første gennemlæsning af en ansøgning.

Helligbrøden i Berlin-gate er altså ikke, at en teolog fra Tidehverv ikke kan få embede på grund af teologien. Helligbrøden er, at menighedsrådet spørger ind til partipolitisk ståsted. Hvis de altså har gjort det. Fordi det er ulovligt at spørge til den slags ting.

Men holder det nu også, at politisk overbevisning slet ikke er relevant for et præsteembede? Ikke helt. Der er nuancer af grå. For at blive klogere på sagen, kan vi lave det, som populært kaldes neger-testen. Feministen Sanne Søndergaard har med held brugt denne metode i kønsdebatten. Man skal prøve at bytte ordet “kvinde” ud med ordet “neger”. Det giver nye nuancer i en debat, når man eksempelvis taler om kvoter af negere i bestyrelserne.

Det er åbenlyst, at hvis et menighedsråd fravælger en person, fordi vedkommende er sort, så er det helt ude i hampen. Her gør negertesten os altså ikke klogere. Men hvad hvis vi kigger på det rent ideologiske og laver en test, hvor vi i stedet for "neger" bruger ordet "nazist" som lakmustest?

Lad os prøve. Vi skifter et politisk parti fra Folketinget ud med en politisk bevægelse som nazismen. 

Lad mig først understrege, at jeg ikke anklager Dansk Folkeparti for at være nazistisk. Ej heller antyder jeg noget sådant om Marie Høgh. Der er her tale om et tankeeksperiment, hvor friheden til at fravælge en kandidat på grund af politisk overbevisning bliver sat på spidsen.

Så bliver spørgsmålet: Må et menighedsråd fravælge en præsteansøger, fordi vedkommende er nazist? Her vil mange nok mene ja. En nazist passer ikke ind i vores sogn.

Der er tale om et menneskesyn, der er så langt fra kristendommen, at man kan blive dømt ude. Hvis et menighedsråd har mistanke om det, vil de nok også prøve at få et sådant synspunkt frem i en ansættelsessamtale. På den anden side er det jo ikke ulovligt at være nazist i Danmark. Der er tale om lovlig politisk virksomhed.

Ulovligt er det til gengæld at spørge ind til politisk ståsted. Et menighedsråd må ikke spørge, om den kommende præst sympatiserer med Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse. Det er ikke relevant for forkyndelsen og præstens embede, er argumentet. På trods af gode prædikener vil de fleste menighedsråd dog nok være trætte af at ansætte en nazist som præst.

I klassisk retorik kan person og budskab ikke skilles ad. Hvordan modtagerne - i dette tilfælde menigheden - hører et budskab, afhænger af den person, der siger det. Er vedkommende troværdig? Hvis en læge udtaler sig om sygdom, lytter vi efter, fordi vedkommende ved noget om sagen. Men hvis lægen selv ryger og drikker som en svamp, er det sværere for vedkommende at sige, vi ikke må.

Derfor er det heller ikke ligegyldigt, hvem præsten er, hvordan vedkommende opfører sig og hvilke holdninger vedkommende giver udtryk for uden for kirken. For det hænger sammen med formidlingen af forkyndelsen.

Pointen er, at der kan være visse politiske synspunkter, som ikke passer ind i bestemte sogne. De kan komme til at skygge for forkyndelsen. Nogle sogne vil være kede af at finde ud af, at deres præst er aktiv i Liberal Alliance, og andre andre sogne vil være kede af at komme til at vælge en præst, der går ind for revolutionen og er aktiv i Enhedslisten.

Nu kan menigheden jo være ligeglad med, hvad præsten stemmer. Problemet opstår først der, hvor præsten bliver politisk aktiv. For eksempel ved at stille op til byrådet eller folketinget. I den katolske kirke har man et forbud mod, at præsterne på den måde går ind i politik. De har en pointe. Man skal skille partipolitik og præsteembede. Folkekirken skal overveje, om præster må være partipolitisk aktive.

Indtil folkekirken indfører et sådant forbud, må menighedsrådene afholde sig fra at spørge ind til partipolitisk aktivitet ved ansættelsessamtaler.

Faren er, at man kommer til at ansætte en nazist, men det er en risiko, vi må løbe for ikke at komme ud på andre og værre glidebaner. Menighedsrådet må heller ikke spørge ind til seksualitet, og derfor risikerer man også at ansætte en præst, der er infantilist og altså får et seksuelt kick ud af at gå i ble.

Sådan er det, når man ansætter præster i folkekirken anno 2015.

Christian Roar Pedersen er sognepræst og mediekonsulent i Aalborg Stift