Man skal jo også selv overleve åndeligt!

Folkekirkens præsters teologi spænder i dag langt videre end før. Derfor ser man også enkelte steder, at folk i IM forlader sognemenigheden og danner valgmenighed, skriver kirkehistoriker Kurt E. Larsen. Foto: Arkiv

Det var noget nyt, at Indre Mission (IM) forleden åbnede op for, at også frimenigheder og medlemmer af samme kan være med i IMs arbejde og at der kan blive mulighed for, at frimenigheder kan bruge missionshusene til gudstjenester. Et skridt, som næppe får stor betydning for IM som bevægelse og for dansk kirkeliv. Men et skridt, som ligger i naturlig forlængelse af IMs traditionelle kærligt-kritiske holdning til folkekirken.

Det begyndte med kærlighed til kirkens budskab
IMs kærlighed til folkekirken begyndte med, at en ung mand blev præst. Han var søgende, men havde ikke fundet fred med Gud og var ikke kommet til nogen åndelig afklaring. Så blev han præst, arbejdede med søndagens bibeltekster, bad kirkens liturgiske bønner, fulgte kirkens lære og ritualer og ad den vej fandt han selv ind til kernen i evangeliet. Han fandt fred med Gud. Kirkens egne bøger og skikke hjalp ham dertil.

Hans navn var Vilhelm Beck, og de næste 45 år tjente han som præst i den danske folkekirke, for at andre skulle møde kirkens budskab. Det lå ham fjernt at forlade den kirke, hvorigennem han havde fundet det åndelige liv. Derimod regnede han det som en reel mulighed at han kunne blive smidt ud af kirken, for ukritisk mod forholdene i datidens folkekirke var han ikke.

Beck kritiserede kirkens forhold
Beck var enig med Søren Kierkegaard i at rette en hård kritik af 1800-tallets dovne, pengeglade danske præstestand. Der skulle liv i kirken, og til det formål begyndte han at prædike ved møder over hele landet. Han fik igennem IM ansat lægfolk som missionærer, og de vidnede om Jesus på tværs af sognegrænser og uden biskoppernes tilladelse.

IM var i hele sit virke en kritik af manglerne i folkekirken: I en kirke skulle der være mere liv, mere mission, mere vægt på det almindelige præstedømme.

Mange præster var vrede på IM. Nogle klagede direkte over Beck og hans forening. Lige så stor kærligheden til folkekirkens lære og grundlag var i IM, ligeså kritisk var folk i bevægelsen over for kirken, når den svigtede sit grundlag ved at forkynde noget andet eller bare var faldet i søvn.

Som regel sad IM-folk på kirkebænkene om søndagen, også hvor man var kritisk over for præstens forkyndelse. Professor P. G. Lindhardt har malende beskrevet en kirke, hvor præsten har fået tømt kirken for folk, så der kun sidder enkelte trofaste missionsfolk tilbage og modtager præstens skældud.

Den situation kunne virke ekstrem for 50 år siden. Siden har folkekirken oplevet det endnu mere ekstreme, at man har accepteret en pastor Thorkild Grosbøll, der ikke tror på nogen skabende og opretholdende Gud.

Grosbøll-sagen flytter mennesker
Folkekirkens præsters teologi spænder i dag langt videre end før. Derfor ser man også enkelte steder, at folk i IM forlader sognemenigheden og danner valgmenighed. Måske i fremtiden også enkelte nye frimenigheder. Deres kærlighed til folkekirkens lære og gudstjeneste, dens tro og sakramenter er ikke lille.

Tværtimod er den så stor, at de ikke vil undvære at komme i kirke for at være sammen om ordet og sakramenterne.

Men hvor sognepræsten er en ekstrem Grosbøll-type kan kærligheden til den lutherske lære og gudstjeneste kun komme til udtryk ved, at man finder en udvej for sin berettigede kritik. Man skal jo også selv overleve åndeligt, og det kan man efter luthersk opfattelse bedst ved at være med i et fællesskab om evangeliets sandhed og sakramenternes rette forvaltning. Og hvis præsten så ikke forkynder sandheden

Frimenighed indtil det bliver bedre tider
Fremtiden kender ingen. Heller ikke folkekirkens fremtid. Historisk er det et faktum, at der i den grundtvigske lejr blev dannet en del valg- og frimenigheder, hvoraf nogle siden blev nedlagt igen, da de lokale kirkelige forhold igen blev til at leve med for de grundtvigske. Sådan kan det også gå i IM.

Fordi nogle i IM føler, at de må danne en valg- eller frimenighed for at overleve, behøver det jo ikke være en blivende ordning. Præster skiftes jo ud. Teologi og forkyndelse har før kunnet fornys til noget bedre.

En valg- eller frimenighed kan således være en god måske midlertidig - ventil for den kærligt-kritiske holdning til folkekirken, som altid har været Indre Missions kendetegn.

Kurt E Larsen er tidl. sognepræst, lektor i kirkehistorie ved Menighedsfakultetet og panelist ved kristendom.dk.