Maria henter ikke sin styrke i sig selv, men fra Gud

Asser Skude har i de sidste otte år været tæt på Københavns hjemløse i sin egenskab af præst. Han har ...

Om nogen fik Maria fik ikke en let livsbane. Måske den vanskeligste opgave, der kan tænkes, skriver sognepræst Asser Skude i årets fasteblog. Foto: Scanpix Foto: digi als / Scanpix Denmark

Evangeliet om Maria er et pejlemærke for mig om, hvad Gud og troen formår at gøre. Troen er at forlade sig i en forventningsfuld tillid til, at uanset hvad, og hvordan det sker

Umiddelbart er denne søndags evangelium en afstikker fra de øvrige fastelæsninger. Og så alligevel ikke. Maria er en ung pige og får at vide, hun skal føde Guds søn. Det synes umuligt og ufatteligt, og det er det!

Alligevel bliver det muligt, dels fordi Gud lader det ske, dels fordi Maria tror, det kan ske. Maria er en helt almindelig person – som har sin tvivl og sin frygt – ligesom ethvert andet menneske, der står foran en ny begivenhed eller ændring i sit liv. Marias liv bliver ikke det samme igen, og hendes liv er for altid forandret – efter at Gud har grebet ind i hendes liv.

Gud udvælger hende og gør hende til noget særligt. Maria siger i sin lovsang til Gud om det, Gud gør mod hende, er, at Gud løfter småfolk op i højhed.
Sådan er det glædelige budskab – og det betyder det glædelige budskab for mig, at jeg kan tro, at Gud også kan og vil bruge mig til noget større, end jeg selv kan forstå. Det liv, som jeg til tider nedskriver og foragter, det ser Gud storheden i. Det liv løfter Gud op og gør det herligt. Det liv har værdi og kan bruges til noget.

Det er op til mig at leve mit liv i den tillid og forventning. At lægge min vilje ind under Guds vilje og leve så godt jeg forstår – uanset hvordan mit liv former sig.
Om nogen fik Maria fik ikke en let livsbane. Måske den vanskeligste opgave, der kan tænkes: At skulle overleve sit eget barn: Og se sin søns heltemodtagelse (Palmesøndag), sammenhold med vennerne (Skærtorsdag), svigt, forfølgelse og tortur og død (Langfredag) og til sidst opstandelse (Påske).

Evangeliet om Maria er et pejlemærke for mig om, hvad Gud og troen formår at gøre. Troen er at forlade sig i en forventningsfuld tillid til, at uanset hvad, og hvordan det sker, så er livet ikke ligegyldigt eller spildt. I eksemplet med Maria viser hun en forbilledlig hengivenhed og fromhed i ordets bedste betydning. Hun er optaget af at gøre Guds vilje og lade Guds vilje ske. Hun er modeksemplet på selvoptagethed (forrige søndags læsning). Hendes ønske er at være del af noget større.
 
Selvom Maria ikke syner af meget, og selvom hun måske kan virke svag og opgivende, fordi hun ikke forhindrer menneskene i at slå hendes egen søn ihjel, så skal man ikke tage fejl. Hun er en af de sidste, der står tilbage, da den døde Jesus skal tages ned fra korset og lægges i graven. Hun holder ud – til den bitre ende.

Hendes styrke er ikke af fysisk karakter, men en trosmæssig hengiven sig til noget større. I den forstand er evangeliet om Maria i forlængelse af de øvrige fastelæsninger, der lægger op til at lægge sin personlige vilje og tilbøjeligheder til side.

Og læg mærke til at Maria ikke henter sin styrke fra sin egen person eller fra sin egen viljestyrke. Altid henter hun den uden for sig selv, fra Gud. Altid tyr hun til at takke og lovprise Gud. Netop derved kan hendes tro blive større. Hun ophøjer ikke sig selv, hun underkaster sig Guds vilje, som er større. Derved bliver hun noget særligt og hendes eksempel noget særligt.

Asser Skude er sognepræst i Bellahøj.