Menighedens bekendelse var vigtig for Grundtvig

Det er i kraft af dåb og nadver, at man kan være sikker på, at kristendommen stadig er levende og så at sige finder sted i menneskers liv, mener valgmenighedspræst Morten Kvist.

Det giver ikke mening at påkalde sig grundtvigsk inspiration, hvis man ikke døber sine børn eller aldrig tager del i nadveren, mener valgmenighedspræst Morten Kvist

Hvilken rolle spiller Grundtvig i dag - og hvad vil det sige at være grundtvigsk i dag? Kristendom.dk har stillet "Tre skarpe" til valgmenighedspræst Morten Kvist:

1. Grundtvig bliver ofte nævnt som ophavsmand til udtrykket det levende ord Men hvad betyder det?

Jesus troede på Gud. Denne tro kaldte han disciplene ind i med sine ord og handlinger, med sin tilstedeværelse i menneskers historie. Det blev til en fælles historie, hvor disciplene først sent fandt ud af, hvad de egentlig var med i, og hvad det betød.

Da de fandt ud af det, var deres egen ånd blevet fortrængt af ånden fra den fælles historie, Guds ånd, og deres ord og handlinger fik nyt liv fra denne ånd. Denne historie folder sig ud stykkevist eller helt som det levende ord og i kraft af det levende ord; den skaber ny historie, skjult og åbenbaret og på mangfoldige måder, og vil gøre sin virkning. Dens foretrukne element er mundtlighed og livlighed, men det levende ord falder ikke nødvendigvis sammen med det livlige.

2. Hvad ville Grundtvig have sagt ind i den nutidige kirkedebat, f.eks. om Thorkild Grosbøl, kvindelige præster og et kirkeligt vielsesritual for homoseksuelle?

Spørgsmålet er ikke relevant. Man kan ikke oversætte historien direkte og således få svar på nutidens spørgsmål. Vi deler langt fra problemer med Grundtvig i alle forhold. Historien kan imidlertid inspirere, åbne øjne og øren, så man er bedre rustet til at svare på sin egen tids spørgsmål.

Dog står Grundtvigs mageløse opdagelse, menighedens mundtlige trosbekendelse, med så stor vægt i hans indsats, at hvor bekendelsen til Kristus fornægtes, kan der ikke være sand kristendom. Thorkild Grosbøl ville sandsynligvis komme i klemme her.

3. Hvem er de sande arvtagere til Grundtvig i dagens kirkelige landskab?

De sande arvtagere er dem, der er i stand til at lade sig inspirere af og udfolde Grundtvigs sakramentale kristendom, altså det gamle slogan ved badet og ved bordet. Det er i kraft af dåb og nadver, at man kan være sikker på, at kristendommen stadig er levende og så at sige finder sted i menneskers liv.

Det giver derfor ikke meget mening i vore dage at påkalde sig grundtvigsk inspiration eller ville forvalte hans arv uden at døbe sine børn, eller hvis man aldrig tager del i nadveren. Enhver har imidlertid lov til, inspireret af Grundtvig, at forholde sig frit og bruge hvilken åndelig betegnelse man vil om sig selv.

Det mest berømte slogan Menneske først og kristen så, som muliggjorde det tyvende århundredes alliance mellem grundtvigianisme og kulturradikalisme især indenfor for skolen, er udlevet som slogan.

Mange af de grundtvigske nåede aldrig længere end til Menneske først og glemte kristendommen, selvom det netop var kristendommen, der var betingelsen for, at Grundtvig formulerede sig, som han gjorde. Sloganets kraft hviler ikke kun på dets første halvdel.

At missionsfolkene skulle være de sande arvtagere (hvilket sognepræst Henrik Højlund hævder, red.) er forkert. Synet på Bibelen står i vejen.

For Grundtvig var Bibelen en historiebog, en aldeles uundværlig vejledning i, hvad sand kristendom er, og højt elsket, men dog en historiebog. Den vidner om det levende ord, men kan ikke selv være det alene som skrift.

Det kan missionsfolkene stadig ikke stille sig tilfredse med.

Morten Kvist er valgmenighedspræst i Herning og kommentarskribent ved kristendom.dk.