Min faste er en måde at se indad på

Asser Skude. Sognepræst ved Kapernaum

Hans lidelse, død og opstandelse har ikke været forgæves. Det er hans lidelse, død og opstandelse, der giver mig liv og det er i kraft af hans gerning at jeg kan gå ud i verden som et frit menneske, skriver Asser Skude. Privatfoto Foto: / Scanpix Denmark

Min bod er først og fremmest af ikke-målbar karakter. Min faste er en måde at se indad på. At forholde mig til det som min samvittighed indskyder i mig, skriver sognepræst Asser Skude i sin første fasteblog

Med tegningen af et kors på panden og udsigelsen af ordene ”husk du skal dø” er temaet slået an askeonsdag:

Intet menneske er som Gud, hverken udødelig eller uden plads til forbedring. Samtidig giver korstegningen også mindelser til det mærke, som Kain fik af Gud efter at have slået sin egen bror ihjel.

Trods den grusomme handling blev Kain mærket, så ingen andre mennesker måtte slå Kain ihjel. Mærket var både et tegn på hans ufuldkommenhed og hans forbrydelse, men det var også samtidig en beskyttelse og en frihed, som Kain modtog fra Gud.

På en måde er det også en lignende form for frihed, som er det kristne menneskes frihed, som fasten og dens læsninger op til påske giver indsigt i. De læsninger vil jeg fordybe mig i over de kommende uger.
Faste betyder blot ”at afholde sig fra”, dvs. at leve asketisk og f.eks. ikke mæske sig med alverdens lækkerier og overflødig kost. Faste kan også være at afholde sig fra forskellige former for mad og kun på visse tidspunkter indtage mad, ligesom visse religiøse grupper f.eks. gør. Faste for et moderne menneske kunne også være at afstå fra al elektronisk kommunikation, Facebook, SMS, Twitter, Instagram osv.

Jeg vil ikke forsøge mig med nogle af disse ovenstående former for faste. Min bod er først og fremmest af ikke-målbar karakter. Min faste er en måde at se indad på. At forholde mig til det som min samvittighed indskyder i mig. En fordybelse i den erkendelse, at jeg ikke er perfekt og dagligt fejler, og netop ved at indse mine fejl, kan jeg på rette vis modtage friheden i Kristus, som han har skænket mig og enhver som tror på ham.

Luthers medarbejder Melanchton taler i ”Confessio Augustana” artikel 12 om boden. Her siges det ”at faldne kan opnå syndernes forladelse til enhver tid, når de omvender sig, og at kirken bør give sådanne, der gør bod, afløsning” og boden består af to dele: først når personen ærligt angrer og indser sine fejl, så kan troen (som skabes af evangeliet) komme komme og trøste og befri fra den skræk, som samvittigheden har indjaget og ”dernæst bør følge gode gerninger som troens frugter”

I den forstand giver faste god mening for mig. Det er en vej til selverkendelse og selvindsigt. Ikke at jeg som person er interessant, men at jeg som menneske er ufuldkomment og har brug for Kristus og den frihed, han har skænket med sit kød og blod. Hans lidelse, død og opstandelse har ikke været forgæves. Det er hans lidelse, død og opstandelse, der giver mig liv og det er i kraft af hans gerning at jeg kan gå ud i verden som et frit menneske.

Et frit menneske er jeg ikke i den forstand at jeg ikke mere kan gøre noget galt og ikke længere har brug for at angre, nej lige modsat:

I artiklen om bod tages der skarp afstand fra dem som ’”nægter, at én gang retfærdiggjorte kan miste Helligånden”… og ”ligeledes dem, der hævder, at nogle mennesker allerede i dette liv opnår en sådan fuldkommenhed, at de slet ikke kan synde”

Fri er jeg i kraft af troen på Jesu lidelse, død og opstandelse, fri til at gå ud i verden og leve af og med det budskab og i den gudskabte verden – til at elske Gud og næsten (det dobbelte kærlighedsbud)
Min frihed er altså en rummelighed i forhold til at kunne ønske frihed for dem, som også angrer og vil forbedre sig. I artikel 12 fordømmes de ”som ikke ville give afløsning til faldne, når de efter dåben ville gøre bod”.

Og endelig er det kristne menneskes frihed en frihed, som følger af syndernes forladelse, som skænkes af troen og ikke af gerningerne.