Mindedag i hjertets erindring

For Jette Dahl er allehelgen en højtid i taknemmelighedens og erindringens navn.

Uanset hvordan døden har talt sit tydelige sprog, så er afskeden ikke fuldbragt, før vi har båret vore døde ind i kirken, i Guds hus. Her lyser Gud sin velsignelse både over den døde og os, der lever, skriver åndelig vejleder Jette Dahl

Søndag den 4. november er allehelgensdag, mindedag for de døde. Det er en særlig søndag i kirkeåret. Mange steder er det skik og brug, at navnene på de mennesker, der er døde i årets løb, læses højt fra prædikestolen, og vi mindes dem i stilhed.

Jeg mistede min far for to år siden. Han døde fredfyldt, mæt af dage, 81 år gammel. Selv om vi i familien ikke havde ventet det på det tidspunkt, så var ingen af os i tvivl om, at det var det bedste, der kunne ske for far. Det farvede i den grad hele situationen.

Begravelsen, som jeg var taknemmelig for at kunne forestå, blev en højtidelig afsked med et menneske, der havde fået lov til at levet livet helt til ende og sat sine værdifulde spor i os. Således er far med os til hver en tid. "Taknemmelighed er hjertets erindring", som én har udtrykt det.

Vi er ikke herre over, hvordan afskeden bliver, når et menneske dør. Som sognepræst igennem 25 år har jeg været vidne til, hvordan døden kan give et menneske hvile, som tilfældet var med min far.

Men det stik modsatte har jeg jo også erfaret, der hvor døden kommer voldsomt og uden forvarsel og uden afsked. Børn, unge, voksne, der er døde alt for tidligt og efterlader ubærlige spor i de pårørende. Ingen og intet bliver nogen siden den samme efter et sådant tab.

Uanset hvordan døden har talt sit tydelige sprog, så er afskeden ikke fuldbragt, før vi har båret vore døde ind i kirken, i Guds hus. Her overgiver vi dem i Guds varetægt. Vi lægger det menneske, vi elsker og som altid vil være en del af os, i Guds hånd og beder ham bevare ham/hende til en glædelig opstandelse fra de døde.

Her lyser Gud sin velsignelse både over den døde og os, der lever. Vi er i samme fællesskab, belyst af Guds ansigt, og velsignet af ham og mærket med Jesu korstegn. Gud sætter sine spor i os, som kun han kan gøre det.

"Herren velsigne dig og bevare dig. Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig. Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!"

Det er Guds fredshilsen til os ved enhver gudstjeneste og kirkelig handling. Det har for mig altid været gudstjenestens højdepunkt, både at lyse den og at modtage den og vil altid være det. Guds kraft og nærvær er her så proklamerende stærk og klar i disse tre tusind år gamle velsignelseord efterfulgt af korets tegn.

Således kan vi gå fra kirke, sendt tilbage til livet. Vi lever i dette guddommelige lys, hvordan end livet former sig, og når vi bærer vore døde ud til graven, omslutter Guds velsignelse dem.

Med denne gode afsked følger Gud os til dørs. Herigennem fortæller han os, at selv om vort farvel med hinanden blev som det blev, måske slet ikke, favner og løfter Gud os, ja bærer os igennem også de tunge og svære dage og år.

I grunden er hele livet en lang øvelse i at tage afsked, give slip og hvile i Gud.

Ingen anden end dig kan leve dit liv og dø din død. Vi kan have hinanden at støtte os til og læne os op af, men jo mere vi får fat i at leve i Guds velsignelses lys og således stå selv, jo mere har vi i virkeligheden at give af og dele ud af til hinanden. Det forunderlige er, at I Guds lyshav forenes vi og bliver helt ét.

Til eftertanke:
"Nu åbner savnet sine øde vidder.
En ukendt strækning ligger foran dig.
Frygt ikke ensomheden på din vandring,
du skal få styrke på din smertes vej.
Her i din nød, hvor alt er fyldt af fravær,
er Gud dig nær og rækker dig sin fred.
 
Du drejer hovedet, må se tilbage.
Ti tusind gange sker det om igen.
Du går alligevel i livets retning,
når du gør sorgen til din følgesvend.
Din vandring ledes over gåders afgrund
og i din uro får du skænket fred.
 
Lidt efter lidt, igennem savnets smerte
må du befris fra mange stærke bånd.
Men gennem sorgen når du nye dage,
hvor nye hænder venter på din hånd.
Og fra vor fremtid kommer Kristus til dig
og fylder alt med nærvær og med fred".
 
(Svein Ellingsen 1997
Helge Severinsen 1999.)
 
Bøn:
Himmelske Far,
du livets skaber og giver.
Vi takker dig for livet, du har givet os
og for mennesker at dele det med.
Vi beder dig:
Vær hos dem, der har mistet den, de elskede
og favn i al evighed vore døde i din himmel.
Lad os være ét i dig og hvile i dit velsignelseslyst.
Vær du vort lys og vort liv nu og i al evighed.
Det beder vi i Jesu Kristi navn.
Amen.