Mission er ikke, hvad det har været

Kristenhedens nye verdensorden er først og fremmeste den globale gensidighed. Og her har vi som danskere vores lille, gode rolle at spille i det store spil, skriver landsleder Birger Nygaard. Foto: Foto: Lene Ebbensgaard

Mission er temaet, når der afholdes Lausanne-konference i Sydafrika den 16.-25. oktober. Og der er nok at tale om, for mission er ikke længere en bevægelse fra Nord mod Syd, skriver landsleder Birger Nygaard

Det er sjældent, at en kirkelig konference, der afholdes et eller andet sted i verden får global betydning. Men det skete i 1910 i Edinburgh, hvor en konference for verdensmission blev igangsætter for et væld af nytænkning og nye initiativer i global mission. Siden da har vi set store -ismer som kommunisme og fascisme og nationalsocialisme komme og gå.

Men 100 år efter Edinburgh er det et faktum, at den kristne tro er blevet forvandlet fra noget, vi primært tænkte på som en vestlig religion til en global virkelighed med kirker i de fjerneste afkroge af verden.

Afrika er nu det kristne kontinent
Der afholdes nu atter en global misionskonference. Den 16.-25. oktober afholdes den tredje Lausanne-konference i Cape Town, Sydafrika med 5-6.000 deltagere. Det sker som en del af en stor fejring af 100-året for Edinburgh-konferencen, denne gang i Afrika, fordi Afrika i løbet af dette århundrede mod alle forventninger dengang netop er blevet det kristne kontinent.

Fra Danmark deltager en delegation på 29 personer fra en vifte af danske kirker og kirkelige organisationer. Evangeliet, kirken og verden er på programmet med et voldsomt program af indslag og synspunkter fra hele verden. Den vestlige verden er i mindretal på konferencen, idet den globale kristenhed nu er domineret af det globale syd.

Hvilken rolle har de gamle kirker nu?
Edinburgh 1910 Cape Town 2010. Det er den samme globale bevægelse, der samles om den samme sag. Men så er der måske heller ikke flere lighedspunkter. 2010 er en radikal anderledes verden end 1910. Og det er netop dette, konferencen skal forholde sig til. Hvordan ser verdensmission ud i dag og i årene foran?

Hvad er udfordringerne for kristen mission og for de millioner af kirker, der er vokset frem de sidste 100 år? Hvilken rolle spiller vore gamle kirker i Nord. Og hvordan relaterer vi til den dynamiske og voksende kristenhed i Syd?

Global migration skaber ændrede forudsætninger for mission
I 1910 var der en klar dagsorden om, at kristen mission var en bevægelse fra den gamle vestlige verden til resten af verden. Denne opfattelse er næsten den omvendte i dag, hvor masser af lande i Syd nu sender missionærer til Nord. Dengang var alt ordnet i velstrukturerede missionsselskaber, som sendte sine missionærer til verdens ende.

I dag sker mission ikke mindst gennem global migration, hvor migranter rejser på kryds og tværs af verden og med sig bringer deres tro, som de frimodigt deler med andre, hvor de end kommer frem. Kristentroen er således ikke længere den rige, hvide mands privilegium, men er i dag det håb i håbløsheden for den enlige mor i verdensbyernes slumkvarterer.

Vi er der for at lytte
Og hvad skal 29 danskere så på en sådan konference? I modsætning til 1910 i langt højere grad lytte og lære af andre kristne, som denne gang har noget at fortælle os. Det betyder ikke, at vi ikke har noget at bidrage med. Men kristenhedens nye verdensorden er først og fremmeste den globale gensidighed. Og her har vi som danskere vores lille, gode rolle at spille i det store spil.

I løbet af konferencen vil danske deltagere blogge og skrive kommentarer fra konferencen på kristendom.dk. Velkommen til at følge med i denne kirkelige verdensbegivenhed.

Birger Nygaard er landsleder i Areopagos Danmark.