Modsvar: Kristendommen er lige så konkret som en voldtægt

"I min optik er det hverken politisk eller ekskluderende at bede for voldtægtsofre. Derfor bliver jeg ved med med at inkludere dem i bønnen," skriver sognepræst Christian Roar Pedersen

Kristendommen er konkret. Den er kød og blod. Det kristne budskab taler til det levede liv. Det er mit udgangspunkt, når jeg formulerer kirkebønnen til søndagens gudstjenester.

Derfor beder jeg for konfirmanderne, for vore soldater, for flygtninge og nu også for voldtægtsofre.

Sidstnævnte har sognepræst Hanne Jul Jakobsen kritiseret mig for. Dels i et indlæg på kristendom.dk den 22. juni 2016 og dels i Kristeligt Dagblad den 24. juni 2016.

For Hanne Jul er det vigtigt, at kirkebønnen afspejler en fælles horisont. Noget alment. Derfor vil hun gerne bede for flygtninge, men jeg hører hende så også sige, at voldtægt ikke er en del af danskernes fælles horisont.

Det forstår jeg ganske enkelt ikke. Voldtægter har et kæmpe omfang. De berører den måde, vi mænd og kvinder omgås hinanden. Skulle det ikke være relevant for alle, der sidder i en kirke? Der er en pointe i, at vi alle, mænd som kvinder, sammen beder for ofrene for seksuelle overgreb. Voldtægt berører nemlig os alle.

Foråret har budt på en meget ophedet debat om emnet oven på flere grove sager. Der er eksempelvis tale om mænd, der har sex med fulde teenagepiger på skift, og om gymnasieelever der optager sexvideoer af deres kammerater. Der er i den grad tale om et relevant og nærværende emne, som også skal med i bønnen.

De reaktioner fra voldtægtsofre, jeg har fået på sociale medier taler for sig selv. Ofrene takker mig for at tage dem med i bønnen, for at blive hørt og for at jeg gør opmærksom på problemet. 

Det kræver mod selv at formulere kirkebønnen. For et valg er også et fravalg. Derfor søger jeg naturligvis også at favne bredt, men jeg gør det ved at tage konkret fat. Kirkebønnen kan blive for abstrakt. Hvis man er bange for at ekskludere nogle, kan bønnen jo hurtigt blive meget kort: “Vi beder for alle mennesker. Amen."

Hanne Jul vil gerne holde kirkebønnen almen og inkluderende, så alle kan føle, de er med. Jeg synes derimod, at der er en pointe i, at vi som mennesker beder for personer, som ikke bare er os selv. At vi alle beder også for de grupper, vi ikke selv er en del af. Det er faktisk at tale imod individualismen.

Jeg har i min kirkebøn ofte bedt for menighedsråd og ansatte i kirken. Men ikke for de ansatte hos bageren overfor. Det opfatter jeg ikke som ekskluderende, og jeg har aldrig hørt nogen brokke sig over, at de ikke blev nævnt.

Så meget vil jeg give Hanne Jul, at vi glemmer nogen i vores bøn. Derfor kunne det være gavnligt, hvis vi beder for dem vi har glemt, ligesom man gør i Den ortodokse Kirke.

I min optik er det hverken politisk eller ekskluderende at bede for voldtægtsofre. Derfor bliver jeg ved med med at inkludere dem i bønnen. For kristendommen er lige så konkret som en voldtægt.

Christian Roar Pedersen er sognepræst og mediekonsulent i Aalborg Stift.