"Mørket begynder at vige for lyset"

Julekrybbe, Ulsted Kirke, Aalborg Stift, 2006. Foto: Foto:Gunnar Bach Pedersen/www.wikimedia.org

Guds søn kan undfanges i os og "fødes" til verden. Tanker til fjerde adventsuge fra missionspræst Ole Skjerbæk Madsen

Fjerde søndag i advent møder vi Johannes Døber. Han siger om sin opgave: Jeg er en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!

I denne uge bliver det solhverv og jul; mørket begynder at vige igen for lyset, og banes der vej i vore hjerter for Guds søn, som blev menneske, kan hans liv også undfanges i os for gennem os at fødes til verden.

I en meditation over Ordets undfangelse i os og fødsel til verden, fik jeg denne inspiration:
 
Jeg taler mit Ord ind i dit hjerte i dette øjeblik. Jeg ønsker, at det skal være et sædekorn til liv, vokse i dig og sætte moden frugt.
 
Mit Ord, skabelsens Ord, er sædekornet - i skabelsens morgen lagt ned i det ¿de og den tomhed, som var før skabningens tid og rum. Mit Sædekornsord er Lyset af Mit Lys, min herligheds afglans, min værens fuldkomne billede og lighed. Ordet, Lyset, Sædekornet i mørket, i ødet og tomheden, fremspirede det skabte lys, den første dags lys, naturens lys - det skabte lys af Mit Uskabte Lys. Ved Ordet blev alle ting til, belivet af min Ånd; skabningen blev lys og liv i mig.
 
Mit Ord, skabelsens Ord, Sædekornsordet, Lysordet lagdes af min Ånd ind i Marias moderliv, voksede i hende for at bæres og fødes til verden i jordens mørke, det gudsforladte livs mørke, egenviljens og selvretfærdighedens og mig-selv-nok-livets mørke, dødsmørket.

Lyset var i Maria, og som hun bar Ordet, var hun lys af Mit Lys, gennemskinneligt for mit nærvær, den, der siger ja til Gud, ja til Livet, ja til tjenesten, ja til vanæren for mit nærværs skyld. Hun blev den-tjenende-kærligheds-mennesket, den-der-bærer-Gud-mennesket, Guds-riges-mennesket, og som hun var, skal I ligne hende.
 
Derfor taler jeg i dag mit Ord ind i dit hjerte; ved min Ånd skal mit Skaberord, Frelseren, Mesteren begynde sit liv i dig og bære frugt.
 
Det er et løfte, jeg giver dig i dag, hvis du aldrig har modtaget mig i dit hjerte, men nu ønsker at tjene mig og være en Kristus-bærer i verden. Det er en stadfæstelse af mine løfter, jeg virker i dig, hvis du allerede har modtaget mit Ord i dit hjerte, for at Kristus ikke bare må bo ved troen i dit hjerte, men forvandle dig, så at dine gamle livsmønstre må gå til grunde i mit liv i dig, og du med apostlen kan sige: Det er ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig!
 
Verden savner Kristusbærere, bærere af Mit Lys, for at mørket kan spredes, naturens lys frigives og hele skabningen stråle i genspejlingen af Mit Lys.
 
Bliv lys, gør dig rede, for dit Lys er kommet. I enhver, som tager imod mig og tror mine løfter, er Kristus-Livet undfanget og har begyndt sit liv - i dag!

Ole Skjerbæk Madsen er missionspræst i Areopagos og panelist ved kristendom.dk