Når staten bliver missionær

Mange anser med god ret folkekirken for at være en statskirke og ser kirkens præster som statsembedsmænd, ...

Mange anser med god ret folkekirken for at være en statskirke og ser kirkens præster som statsembedsmænd, mener ph.d. Jørgen Skov Sørensen. - Foto: Foto: / Colourbox

Folkekirken er blevet missionerende. Men er det ikke et problem, også for kirken selv, at den som statskirke har magten i ryggen, spørger ph.d. i missiologi Jørgen Skov Sørensen

Mission og dialog bliver stadigt vigtigere nøgleord for kirken. Derfor bringer kristendom.dk dette efterår en række artikler, der belyser, hvilke udfordringer, missionsarbejdet står overfor i dag.

I denne artikel om mission retter vi blikket mod den danske folkekirke. Ph.d. i missiologi Jørgen Skov Sørensen spørger: Kan det overhovedet lade sig gøre at bedrive autentisk mission, når man har statsapparatet i ryggen?

Gennem missionshistorien har autoritet spillet en afgørende rolle. Mange ikke alle, men mange - missionærer gik i det 18., 19. og begyndende 20. århundrede hånd i hånd med de koloniserende vestlige staters magthavere.

Mens statsembedsmændene koloniserede land, og handelsmændene satte handelen i system, sørgede missionærerne for det, man kunne kalde 'den åndelige kolonisering'. Sådan var god missionsteologi, men det er den som bekendt ikke mere. Heldigvis for det, kan de fleste vel nok blive enige om.

Kolonialiseringens tidsalder er forbi i hvert fald i dens statslige form men lurer der måske i stedet andre problemstillinger, når en statskirke i dag driver mission i en multireligiøs og sekulariserende nation som Danmark?

Missionsteologer taler om autenticitet, ikke autoritet
Missionsteologer taler i vore dage om vigtigheden af missionens autencitet frem for missionens autoritet. Hvilken betydning har det for den mission, folkekirken som statskirke driver? Kan en statskirke drive statsautoriseret mission? Og i så fald, er det da teologisk legitimt?

Folkekirken nyder som evangelisk-luthersk kirke særlige grundlovssikrede privilegier i sammenligning med andre trossamfund i Danmark. Det betyder, at mange med god ret anser folkekirken for at være en statskirke og ser kirkens præster som statsembedsmænd, hvilket gennem tiderne har givet folkekirken en vis, nærmest uantastelig, status i samfundet: en status som Kirken med stort K, hvor præster, provster og biskopper har været set som dele af statens maskineri, en del af øvrigheden.

Statskirkens position begrundes forskelligt
Alt efter teologisk og kirkeligt ståsted har man enten set folkekirkens statskirkelige position som en begunstigelse eller en brist for kirkens liv og vækst. Nogle har fokuseret på statens indsnævrende indflydelse på kirkens aktiviteter (en statskirke har vanskeligt ved at stille kritiske spørgsmål ved statens dispositioner), mens andre har holdt fast i, at folkekirken er en folkekirke, og at der netop gennem båndet til staten opstår en unik og endnu vigtigere adgang til folket.

Dette synspunkt er i nogen grad underbygget af, at over 80% af befolkningen stadigt er medlemmer af kirken, hvilket sagtens kan ses som et positivt resultat af folkekirkens nære forbindelser til staten snarere end som et resultat af kirkens mission.

Skal stat og kirke skilles?
Den tiltagende multireligiøse virkelighed i Danmark har imidlertid sammen med en omsiggribende sekularisering medført, at der både fra politisk og folkekirkeligt hold i de senere år har rejst sig røster, som argumenterer for en adskillelse af stat og kirke.

Fra dele af det politiske spektrum er et trossamfund, der understøttes af staten, således som Grundloven stadfæster det gældende for den evangelisk-lutherske folkekirke, en anormalitet i en politisk ideologi, der holder på, at alle religioner har lige ret, og at ingen religioner skal favoriseres i et sekulært samfund.

Samtidigt har en række folkekirkefolk støttet tanken om adskillelse af stat og kirke med det sigte, at en kirke, som er fri af statens bånd, vil have frie hænder til kritisk at kunne udtale sig om de områder, hvor kirken finder, at staten har fejlet.

Vi har dog på den anden side også set store dele af det folkekirkelige landskab argumentere for, at folkekirken bør bevare sit tætte forhold til staten for derved at øve indflydelse på statens gøren og laden: at sidde med der, hvor beslutningerne bliver taget. Dette er et synspunkt, som en god del af det politiske spektrum også nikker ja tak til.

Der er ofte tavshed om folkekirkens missionsrolle
Hvor der tales meget om det rimelige eller urimelige i, at folkekirken har særlige økonomiske privilegier og generelt nyder samfundsmæssig særstatus overfor andre trossamfund, berøres spørgsmålet om folkekirkens rolle som missionerende kirke imidlertid sjældent i denne debat.

Det kan skyldes, at folkekirken som sådan traditionelt ikke har set sig selv som aktiv i missionsarbejde. Det har været et kirkeligt anliggende, som traditionelt har ligget udenfor den officielle folkekirkes regi, placeret i private og frie folkekirkelige organisationer, som uafhængigt af folkekirkens officielle strukturer har drevet mission inden - og udenfor landets grænser.

Der er imidlertid som med så mange andre forhold i folkekirken i disse år nu også skred i denne arbejdsfordeling i folkekirkeligt regi.

Folkekirken er missionsaktør på en ny måde
Med dannelsen af Stiftssamarbejdet Folkekirke og Religionsmøde i 2003 fik folkekirken en national instans, som med sin formålsparagraf bekræfter, at mission er en del af arbejdet. Samtidigt er stadigt flere sognemenigheder blevet åbne for, at der er missionsopgaver, som bør løses af den lokale menighed på forskellig vis. 

Endelig slog en betænkning fra Kirkeministeriet (altså et officielt statsadministrativt dokument) i 2006 fast, at folkekirkens mission som kristen kirke er at forkynde Kristus som hele verdens frelser, og at: [denne] overordnede opgave danner udgangspunkt for de konkrete former, kirkelivet får i sogn, provsti og stift.

Betænkningens indledning slutter af med at konstatere, at alle konkrete målsætninger [] dybest set [må] tjene denne opgave (Betænkning 1477: Opgaver i sogn, provsti og stift).

Med disse tiltag og denne udvikling er folkekirken med et slag blevet missionsaktør på en måde, som tidligere var ukendt.

Er det statens opgave at missionere?
Men hvilken betydning får det da, at folkekirken som missionerende kirke er en kirke, som understøttes af staten? Er det statens opgave at understøtte evangeliserende missionsarbejde, der som hovedformål har at forkynde Kristus som verdens frelser?

Nok er folkekirken 'folkets kirke' med en overvældende majoritet af befolkningen som medlemmer, men der er en stadigt stigende del af selvsamme befolkning, som ikke er medlemmer. Heraf er der igen - en relativ stor del, der ikke bekender sig til en kristen kirke eller et trossamfund overhovedet. Folkekirkens forkyndelse har traditionelt været bundet til højmessen, hvortil man som interesseret selv måtte finde vej.

Med de nye tiltag i folkekirkeligt regi åbnes der imidlertid for mission, forkyndelse af kristendom og Kristus som verdens frelser, udenfor kirkens mure, f.eks. i mødet med andre religioner og det sekulære samfund.

Kan staten, som er alle borgeres fælles referenceramme, være en del af denne forkyndelse? Mange vil mene nej, og man vil lægge argumentationen netop i tanken om statens neutralitet over for alle borgere og i den ideologiske anormalitet, at staten skulle promovere én blandt mange religioner.

Et sådan argument er mest sandsynligt fra politisk hold, men jeg tror, at vi i årene, som kommer, også vil komme til at møde et folkekirkeligt argument, som stiller alvorlige spørgsmålstegn ved staten som evangelisk-luthersk missionerende instans. En del folkekirkefolk vil pege på det samme politiske eller ideologiske argument som det, der er nævnt ovenfor: i et multireligiøst samfund må staten så vidt muligt holde sig religiøst neutral.

Er folkekirkens mission illegitim?
Der vil imidlertid også være en del, som peger på et decideret teologisk argument. Er det overhovedet muligt for folkekirken at fremstå med den fornødne autencitet i missionen, når kirken nyder opbakning fra staten? Er det overhovedet muligt som statskirke med et magtfuldt statsapparat i ryggen at fremstå som en troværdig og autentisk samtalepartner for andre religioners repræsentanter?

Det er på ingen måde utænkeligt, at det giver et bedre udgangspunkt for folkekirkens missionsbestræbelser, at man har staten i ryggen. Der er trods alt stadig en vis autoritet forbundet med det at være statskirke, og medlemstallet vidner om det.

Men er autoritet nok for en folkekirke i mission? Eller sat endnu mere på spidsen: er statens autoritet muligvis for meget? Gør det folkekirkens mission teologisk illegitim? Mister folkekirken sin autencitet i mission, når staten er med? Er statsautoriseret mission i virkeligheden ikke blot en ideologisk, men også en alvorlig teologisk anormalitet?

Jørgen Skov Sørensen er ph.d. i missiologi