Pilgrimspræst: Når vi vandrer i mørke, vandrer vi i nuet

Vi er vant til at se og nyde naturen omkring os, når vi vandrer. Men hvad sker der, når vi vandrer uden synssansen? Pilgrimspræst Elisabeth Lidell tager dig med på en tur gennem mørkets lyse sider

På denne tid af året begynder mange at udtrykke glæde over, at dagene bliver længere. Men den slags udsagn preller af på mig. For jeg har det svært med januar måneds kulde og mørke.

Min krop går i slow-motion, jeg sover længere, naturen er grå og trist. Jeg skal ganske enkelt tage mig sammen for at komme ud i det sorte mørke, der sænker sig over og omkring alting.

Man kan selvfølgelig tage sydpå til lys og varme eller fylde kalenderen med kultur og vennebesøg. Vi har vinterbolig i København, hvor kommunen sørger for lys og lamper i overflod. Især er det et flot skue en vinteraften på badebroen til ’Det kolde Gys’, den populære vinterbadeklub på Amager at se lysene fra de mange nye højhuse. En del kirker arrangerer kyndelmisse-gudstjenester med lys og fakler, hvilket også er en smuk skik.
 
Men man kan også forsøge at blive i mørket. Min familie har jeg fejret jul i vores sommerhus på Mols. Der kan man se stjerner med Mælkevej og måne. Det er ligefrem ved at blive en trend med steder i Danmark, hvor mørket virkelig kan opleves: f.eks. nationalparkerne Thy og Mols Bjerge. For der er noget positivt i mørket; skatte kan ligge gemt der, hvor universet åbner sig mod det uendelige himmelrum.

Er man på aftenvandring i en pilgrimsgruppe, giver det en helt speciel oplevelse. Målet bliver mindre vigtigt, sanserne skærpes overfor nuet. Mørket skaber et lukket rum omkring kroppen og udelukker forstyrrelser udefra. Det kan give en bedre koncentration, men hvis man har tendens til at føle angst, kræver det, at man føler sig tryg. Som vandringsleder har man derfor et særligt ansvar: man skal kende ruten godt, så folk kan være trygge i mørket.

Så kan mørket til gengæld være meget stemningsfuldt. Ved klimatopmødet i København, COP 15 i 2009 vandrede vi 200 mennesker fra forskellige trossamfund i København i fælles bøn for klimaet. Ligeledes vandrer vi hvert år før jul en gruppe pilgrimme fra Aarhus Stift på Risskov Kirkegård med evangeliets julebudskab om lyset, der skinner i mørket. På den måde erfarer vi, at Guds ord er en lygte for min fod, et lys på min sti, som der står i salme 119. Og vi synger Taizé-sangens enkle linier meditativt, igen og igen, mens vi bevæger os op forbi gravstederne: ’Jordens mørke er ikke mørke, Gud, for dig: Som dagens klare lys bliver natten.’

Den svenske forfatter Selma Lagerlöf udgav i 1904 sine Kristuslegender. Den første fortælling i bogen hedder 'Den hellige nat'. Fortællingen handler om Jesu fødsel julenat: Så når man står derude i mørket, kan man som Selma Lagerlöf konkludere, at: 'Det er ikke lys og lamper, det kommer an på, og det er ikke måne og sol, der er det væsentlige, men det, som er nødvendigt, er at vi har øjne, som kan se Guds herlighed'.

Alt det svære: Sindets mørke, sygdom, alderdom, død, ensomhed korresponderer med Nordens mørke.

Kristne mystikere har berettet om oplevelser af ’et blændende mørke’. Vi kan ligefrem spørge, om man i modgang og mørke har særligt øje for Gud? Søren Kierkegaard konstaterer det på den måde, at: ’Troen ser bedst i mørke!’ I en elsket Davidssalme udtrykkes det med ordene: ’Siger jeg: ’Mørket skal dække mig, lyset blive til nat omkring mig’, så er mørket ikke mørke for dig, nattens lys er som dagen, mørket er som lyset.’ (Sale 139, 17-18)

Flere steder i landet kan man koble sig på en guidet vandring. Selv glæder jeg mig til at gå rundt i Københavns gader torsdag aften den 19.1. Hvert år i januar måned arrangerer Alban- og Sergeisamfundet en økumenisk kirkevandring for at øge forståelse og samarbejde mellem kristne kirkesamfund. Man går et par km fra kirke til kirke og deltager i små andagter.