Når stilhed giver plads til en indre storm
En tur alene i et sommerhus følger og forfølger stadig præst Simon Hoel. Han var 17 år. Og kan stadig huske stilheden
At få sit synsfelt skærpet. Deri ligger noget af fastens hemmelighed. Jeg fravælger forskellige fokus, der fylder i mit liv, for i stedet at fokusere på andre vigtigere områder. Områder, der i lang tid har skreget på min opmærksomhed. Fokus opad og indad … men også udad.
Med øjne, der ser ud på verden, og på min næste. At faste. At afstå. Blive stille. Og for en periode trække stikket ud. Det kan være både tiltrængt og godt. Og man går ud af stilheden forandret … har jeg erfaret. Især var min første oplevelse med flere dage alene i stilheden, som 17-årig, en revolutionerende oplevelse for mig.
”Må jeg godt tage i sommerhus alene et par dage?”
”Øhh … ja”, var svaret fra mor og far.
Oplevelsen var skræmmende og dragende på samme tid. Tre dage alene i et sommerhus ved Hals med en slukket Nokia 3210 (eller måske var det Mobilix?) og uden TV med ”Beverly Hills 90210” og Z-TV.
Til gengæld fyldt med indre billeder på baggrund af bønnestunder, enkelte bibelopslag og en biografi, der ændrede mit perspektiv på mange områder: ”Historien om Keith Green”. Min notatbog fra denne tur har jeg stadig. Med et par skriftsteder, tegninger og citater, der stadig forfølger mig, eller fylder, den dag i dag.
Da jeg trådte ud af stilheden igen, var jeg underligt nærværende. Tilstede. Alene i stilheden. Den larmende stilhed. Men alene med Gud. Det gjorde hele forskellen. Det gjorde den forskel at det gav mig mod til at vælge med mit liv at ville gøre en forskel. Et fornyet fokus indad, opad … og udad. Ikke mindst det sidste tog jeg med ud af stilheden. Paradoksalt nok.
Det var ikke en stilhed før en storm. Det var en stilhed, der gav plads til en storm. En storm, der stadig raser og fodres, når jeg tør at åbne mine øjne og se. Se ud. Enlige mødre med forliste forhold bag sig, der kæmper med identitet og bekræftelse. Mænd, der udadtil virker stærke, men som i det daglige kæmper med at holde facaden, fordi de i virkeligheden er følsomme og små drenge indeni. Et land med alt, alt, alt for mange, der er bundet af alkoholismens lænker. Arbejdsløse, der kæmper med at bryde ud af negative spiraler af afvisninger:
”Er der virkelig ingen, der kan bruge mig?” Rodløse flygtninge, med indre billeder, vi ikke kan forholde os til, der stuves sammen på centre:
”Er jeg købt eller solgt?”
Jeg tillader mig at gentage et citat, fra sidste uges blog, fra profeten Esajas. Det bør gentages. Det skal gentages. Det fortæller om en central ting ved det at faste.
At faste – at afstå – for at bistå: ”Nej, den faste, jeg (Gud) ønsker, er at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed, og bryde hvert åg; ja, at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne.”
I løbet af de kommende dage vil jeg afstå fra alkohol. I stedet vil jeg give de penge, jeg ellers ville have brugt på special-øl m.m. til Blå Kors. De arbejder med at løse ondskabens lænker.
Så mange penge er det nu ikke. Men man skal vel starte et sted?
Simon Hoel er 32 år og gift med Solveig. Han er far til Lea + har en lille ny på vej. Han er tidligere efterskolelærer og i dag præst i Roskilde Vineyard.