Nisser er religion på lavt niveau

Selvfølgelig er kristendommen en religion, men julen viser, at den er en afvigende af slagsen, skriver valgmenighedspræst Morten Kvist

Julen er en god anledning til at hæfte sig ved, hvordan kristendommen adskiller sig fra andre religioner. Det er inkarnationen, vi fejrer, og den vil ingen andre vide af.

Igennem mange år har det været sagt, at kristendommen ikke er en religion, men den skinbarlige sandhed. Underforstået, at religion blot er menneskets dyrkelse af sig selv, hvad der ikke er meget sandhed i. Det var dengang, der var brug for at sætte turbo på sekulariseringen. Det hører man ikke så ofte længere.

Det er heller ikke uden videre begribeligt, hvorfor kristendommen ikke skulle være en religion. Vi har jo både kult, hellige handlinger, lovprisning, særlige rum, alt til religion hørende. Meditation er kommet til, og ordet ærefrygt kan stadig bruges.

Rigtigere er det derfor at sige, at selvfølgelig er kristendommen en religion, men en afvigende af slagsen. Alle højtider peger på det, men julen folkeligt og tydeligt.

Religion er følelsesforvaltning
Lad os sætte, at religion er forvaltning af en følelse: Følelsen af at være lukket inde i sig selv, og især trangen til at komme ud, gør et menneske religiøst. Følelsen retter sig i sidste ende mod det højeste, som alle er enige om at kalde Gud. Som et minimum retter den sig mod noget ubestemt anderledes.

Det er denne følelse, alle religioner tager hånd om og gør noget meget forskelligt ved: Undertrykker den, forsøger at styre og lede, belønner bestemte udtryk for den, fordømmer andre, sætter den lejlighedsvis fri i orgier og i gamle dage i ofring af mennesker.

Kejser for en dag!
I det gamle Mesopotamien havde man således en årlig fest, hvor en tilfældig mand af folket blev udnævnt til kejser for en dag. Hvad han pegede på, fik han, hvad han sagde, skete. Det var en berusende følelse at få mere end sine hedeste drømme opfyldt, at trangen til at komme ud af sit liv blev imødekommet på et meget højt niveau som kejser for en dag.

Men det var kun én dag! Når folkekejseren gik i seng om natten, sov han ind i døden, for at han ikke skulle vende tilbage til folket og fortælle om befrielsen. Befrielse og død hørte sammen. Trangen skulle have luft, men i øvrigt holdes nede.

Kristendommens kult er vigtig
Kristendommen omgås trangen til at komme ud af sit liv helt anderledes. Julen er udfrielse, for her ingen frygt. Her er ingen besværgelser, intet forsøg på at please Gud, og først og fremmest ingen fare ved at blive udfriet. Hyrderne går jo blot tilbage til deres får, uden tvivl forandrede, men det er ikke farligt, hvis de finder ud af, at de nu skal lave noget andet. Det føler mennesker ganske vist ofte.

Netop derfor siger englen til hyrderne, at de ikke skal frygte. Om det stadig virker, kan man ikke vide. Det tror vi imidlertid på, og det er grunden til, at vi opretholder vores kult.

Uden kult ville frygten, undertrykkelsen og fordømmelsen sandsynligvis få bedre vækstbetingelser.

Nå, vi må videre
Derfor skal kristendommen også være kult og altså en religion, der vil se længere end til blot udfoldelsen af sin egen indflydelse. Den vil hele tiden videre, svarende til, at barnet i krybben vokser og må videre. Han fik kun kort tid i stalden, hyrderne endnu kortere, inden de blev sendt videre.

Inkarnationens fest er til for at komme videre uden frygt og på denne måde tage indelukketheden og trangen til at komme ud alvorligt. Det har vi svært ved at vænne os til, og derfor falder vi igen og igen tilbage til mere normale religioner, hvis opgave er at holde mennesker på plads.

Nisser er dårlig kult
En af de normale og aktuelle religoner kunne vi kalde for Nissekulten. Overalt er der nisser, som med hjerteløse nylonsmil skal få os til at lade som om, det ikke er mørkt og kulden vores rette element. De har erstattet engle og julestjerner. Her kommer julefar, hoho, ler han dumt og digitalt, så ikke engang børnene gider hæfte sig ved det.

Det er dårlig kult og religion på lavt niveau, ingen udsigelseskraft, ingen impuls til overskridelse.

Lad os i stedet få nogle flere krybbespil, meget gerne moderne, som moderne mennesker kan falde ind i. Udskriv en præmie til den, der kan lave sådan et.

Morten Kvist er valgmenighedspræst i Herning og kommentarskribent ved kristendom.dk.