Nonne: Paven er en stor mand, som træder stille tilbage

Jeg mødte en mand, som gav mig indtrykket af, at jeg i dette øjeblik var det vigtigste menneske for ham, at han ville høre, hvad jeg havde at sige, skriver søster Anna Mirijam Kaschner. Foto: Privat

Da jeg mødte den nu afgåede pave for tre år siden, var det hans beskedenhed og ydmyghed, der gjorde størst indtryk, fortæller søster Anna Mirijam Kaschner

19. april 2005: Jeg sidder sammen med mine medsøstre i Birkerød foran fjernsynet og følger konklavet. Habemus Papam! og den nye pave hedder Josef Ratzinger.

Jeg er ikke klar over, hvad jeg føler i dette øjeblik. Jeg er stolt af, at det er en tysker, der nu er på pavestolen (jeg er selv tysker) og samtidig er jeg lidt forskrækket. Ratzinger er kendt som Rottweileren, den strenge leder af troslærekongregationen, vogter over kirkens rene lære.

LÆS OGSÅ: Paven: Derfor træder jeg tilbage før tid

11. februar 2013: Jeg sidder ved min computer og har lige fået en e-mail fra Nuntius Henryk Nowacki, som er pavens stedfortræder i de nordiske lande: Paven træder tilbage den 28. februar 2013.

Igen er jeg ikke klar over, hvad jeg føler: Jeg er meget overrasket og meget ked af det. Det kom helt uventet. Samtidig føler jeg en stor respekt for denne mand, som er en af de største teologer og kirkelærere i vores tid og som sætter paveembedet højere end sin egen person.

Jeg har set ham trøste mennesker i sorg

I de sidste otte år har jeg lært jeg pave Benedikt XVI at kende gennem hans bøger, hans prædikener og hans rundskrivelser. Jeg har set ham ved flere lejligheder live, for eksempel ved verdensungdomsdagen i Köln, ved hans Tysklandsbesøg i Erfurt og Berlin, og ved nogle gudstjenester i Rom.

Jeg har set, hvordan han har talt med folk, hvordan han trøstede en kvinde, som havde mistet sine kære. Jeg kunne se hans hjertevarme og hans deltagelse i menneskers sorg og fortvivlelse.

Den store intellektuelle mand var beskeden, ja næsten sky og lignede overhovedet ikke en Rottweiler. En af mine medsøstre sagde et stykke tid efter pave Benedikts valg:

Han har fået en ny opgave. Som leder for troslærekongregationen var han hyrdehunden, der skulle vogte hjorden og forsvare den. Nu er han blevet en hyrde, der skal tage sig af de enkelte.

Paven bad om min forbøn
Jeg husker et møde med ham den 25. marts 2010. Som generalsekretær for den nordiske bispekonference var jeg sammen med biskopperne fra Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island i Rom til vores Ad-Limina-Besøg. Den 25. marts var vi indbudt til audiens hos pave Benedikt. Jeg talte med ham nogle få minutter, mens han hele tiden holdt mine hænder.

LÆS OGSÅ: Paven: Jeg kan føle jeres bønner

Jeg mødte en mand, som gav mig indtrykket af, at jeg i dette øjeblik var det vigtigste menneske for ham, at han ville høre, hvad jeg havde at sige. Han spurgte, hvor jeg kom fra, hvor mit kloster ligger, takkede mig for mit arbejde for bispekonferencen og sagde helt til sidst: Bed for mig.

Denne beskedenhed, ja ydmyghed gjorde og gør et stort indtryk på mig. Samtidig beundrer jeg pave Benedikts evne til at udtrykke de dybeste og vanskeligste teologiske sammenhæng på et sprog, som alle kan forstå. Når jeg læser hans Jesus-bøger, så er det et menneske med en stor kærlighed til Jesus, som taler til mig.

Verdens katolikker er overraskede

Der skete også forfærdelige ting i kirken i pavens embedstid. Misbrugssagerne, misinformationer omkring holocaustbenægteren Richard Williamson, Vatileaks-affæren omkring kammertjeneren Paolo Gabriele Alt dette var helt sikkert en stor smerte og en stor skuffelse for paven og har taget meget af hans kraft. Nu har han ikke kræfter til overs til at lede kirken:

Jeg er udmærket klar over, at dette embede på grund af dets grundlæggende åndelige natur ikke kun skal forvaltes med ord og gerning, men ikke mindst gennem bøn og opofrelse. På grund af de mange hastige skift i nutidens verden og rystet af spørgsmål af dyb relevans for troens liv, er det nødvendigt at have åndens og legemets styrke for at kunne styre Sankt Peters båd og forkynde Evangeliet en styrke, som de sidste få måneder er undsluppet mig i sådan en grad, at jeg indser, at jeg ikke længere er i stand til på fyldestgørende måde at udfylde det embede, som er blevet mig betroet, sagde han til kardinalerne.

Katolikker i hele verden er overrasket over pavens beslutning. Det er anden gang i kirkens historie, at en pave frivilligt træder tilbage fra sit embede. Han er den katolske kirkes synlige overhoved - én der holder trådene sammen. Han er pave for katolikkerne i Asien, Afrika, Amerika, Europa og dermed er paveembedet meget moderne og globalt.

LÆS OGSÅ: Alle katolikker kan vælges som pave

Nu er der allerede spekulationer i gang om hvem, der bliver den nye pave, og hvilke forventninger, man har til ham. Jeg holder mig her lidt tilbage. I stedet for at gå ind i vilde spekulationer vil jeg hellere bede en bøn til Helligånden for de kardinaler, der i begyndelsen af marts træder sammen og skal vælge en ny pave og jeg vil allerede nu bede for den kommende pave.

Lige meget hvilken nationalitet han har, hvilken baggrund, om han er sort eller hvid han står over for en stor opgave, som han kun med Guds nåde og hjælp kan overtage.

LÆS OGSÅ:Har du været på ferie? Få overblik over pavens afsked her

Søster Anna Maria Kaschner er nonne ved ordenen Missionsøstre af det dyrebare blod (CPS) og panelist ved kristendom.dk.