Norske argumenter for kirkeasyl
I Norge talte kirkeledelsen for, at kirkerummet er helligt i sig selv. Men den etiske argumentation for kirkeasyl var vigtigere for lægfolket, fortæller norsk ph.d. og teolog Hanne Stenvaag
Når Jesus siger: "Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem" (Matt 18, 20), betyder det så, at det er ligemeget, hvor kristne mødes for at holde gudstjeneste? Er nogle rum mere hellige end andre?
Følg med i kristendom.dk s sommerserie om Hellige Rum:
I Norge har der været kirkeasyl mere eller mindre sammenhængende siden 1993. Det begyndte i Tromsø i 1993 med kosovoalbanske flygtninge, og det første kirkeasyl var blandt andet inspireret af erfaringer fra Danmark med kirkeasylet i Blågårds kirke.
I slutningen af 1993 var rundt regnet 700 mennesker i kirkeasyl i omkring 140 kirker og kapeller i Norge. Situationen blev løst ved, at alle kosovoalbanske flygtninge fik en ny behandling af deres sager.
Iransk kvinde var syv år i kirkeasyl
I perioden efter denne første bølge har kirkeasylbilledet været anderledes. Kirkeasylanternes baggrund og oprindelsesland er blevet mere sammensat. Omfanget af kirkeasyl har været mindre - fra 30-100 kirkeasylanter i perioden frem til først i 2000-tallet - til perioder med kun en håndfuld kirkeasylanter. Det sidste tal fra medierne er fra november 2009, hvor der var 13 personer i kirkeasyl.
Kirkeasylerne har til dels haft lang varighed, flere år har ikke været usædvanligt. I 2007 fik en iransk kvinde opholdstilladelse efter syv år i kirkeasyl.
Er kirken hellig eller diakonalt forpligtet?
I min afhandling lavede jeg interviews med kirkeasylanter og sympatisører i seks forskellige kirkeasyl i begyndelsen af 2000-tallet og forsøgte at studere en teologi ud fra praksissen med kirkeasyl. Denne blev delvis holdt sammen med den teologiske debat, som kom til udtryk gennem officielle dokumenter fra kirkeligt hold.
I den norske debat har der hovedsageligt været to forskellige måder at begrunde kirkeasylet teologisk på. På den ene side har vi tanken om kirken som et helligt rum udenfor myndighedernes magtsfære. På den anden side finder vi kirkeasylets begrundelse i kirkens diakonale ansvar overfor mennesker, som er i nød og søger kirkens hjælp.
Kirkefolk valgte det kultiske argument
Etikprofessor Lars Østnor betegner disse forskellige tilgange som henholdsvis en kultisk og en etisk organisering af argumenterne for kirkeasyl.
I de fleste diskussioner om kirkeasyl vil man kunne finde begge typer argumenter i større eller mindre omfang. I min analyse fandt jeg, at kirkeledelsen i Den norske kirke i stor grad valgte en kultisk argumentationslinje med vægt på at begrunde kirkeasylet med kirken som en helligt rum.
Interviewmaterialet viste, at informanternes begrundelser for at give kirkeasyl og for at engagere sig i kirkeasylarbejde klart befandt sig indenfor en etisk forståelse af kirkeasyl.
Den første bispeudtalelse om kirkeasyl fra 1993 siger, at asylretten er begrundet i at vedkommende befinder sig i et helligt område. Den lægger vægt på, at kirkeasylet er et ubetinget asyl. Den mener, at menigheden heller ikke kan fjerne kirkeasylanterne med magt, og at menigheden bør indtage en neutral rolle. Kirkeasylets midlertidighedsaspekt understreges.
Kirkeasylet er et dilemma for kirken
I en vejledning om kirkeasyl fra Mellomkirkelig råd fra 1998, problematiseres vægten på det hellige rum ud fra en protestantisk måde at tænke på, og vejledningen sætter begrebet helligt sted i gåseøjne.
Samtidig siges det eksplicit, at det kultiske argument er det primære, og at det er kirkebygningen der giver beskyttelse, ikke menighedens aktive handling eller omsorg for den pågældende asylant i kirkesummet. Princippet om, at kirkeasylet er for alle, fastholdes.
Kirkeasylets dilemma opsummeres som: Gæster der ikke vil gå Menigheder der ikke vil kaste mennesker ud af kirken med magt Myndigheder der ikke vil gå ind og hente dem ud med magt.
Både i argumentation og i den praksis, der fortælles om i interviewmaterialet, fremstår en helt klar hovedvægt på en etisk begrundelse for kirkeasylet. For informanterne handler det om mennesker i nød. Det handler om det, de forstår som en opfordring til at hjælpe, begrundet i den kristne tro.
En tekst, som ofte er nævnt i materialet, er Mattæus 25: Jeg var fremmed, og I tog imod mig.
Kirkeaktivister gik ikke op i hellighed
Trosaspektet blev også tydeligt ved at kirkeasylet/kirkeasylanterne fik en plads i gudstjenestelivet. Samtidig med at den etiske begrundelse er tydelig, fremkom der en helt klar afgrænsning mod en type politisk begrundelse for kirkeasylet.
Meget af argumentationen kan karakteriseres som en type nærhedsetik. Samtidig havde en stor del af informanterne gennem engagementet i kirkeasyl fået større indblik i et mere kritisk syn på flygtningepolitik. Kirken som et helligt rum var en tematik, som nærmest var fraværende.
Kultisk kirkeasyl-begrundelse er afpolitiserende
Vægten på enten kultiske eller etiske argumenter i forhold til kirkeasyl giver sig udslag i forskellige konsekvenser.
En kultisk begrundelse forankres i kirkerummet og ser kirkeasylet som et ubetinget asyl. En etisk begrundelse vil i større grad lægge vægt på årsagerne til at søge kirkeasyl. Helligt rum-argumentationen lægger vægt på, at menigheden ikke bør tage parti for kirkeasylanten. En etisk begrundelse understreger betydningen af mødet mellem menighed og asylant.
I forhold til politisk stillingtagen får de to argumentationslinjer forskellige konsekvenser. I en norsk kontekst mener jeg, at netop den afpolitiserende side ved den kultiske argumentation er en vigtig grund til, at Den norske kirke har lagt vægt på denne, selvom tanken om det hellige rum er teologisk problematisk i en luthersk kontekst.
Tyskerne sætter kirkeasyl i gåseøjne
I Tyskland har man haft kirkeasyl siden begyndelsen af 1980-tallet. Her sættes begrebet kirkeasyl ofte i gåseøjne for at vise, at samtidig med at man henter inspiration fra middelalderens kirkeasyltradition, er det i dag problematisk med en argumentation, som baserer sig på det hellige rum.
Nogen har villet kalde det menighedsasyl, fordi man forankrer kirkeasyl i menigheden og i retten til samvittigheds- og trosfrihed.
Kirkeasyl tager udgangspunkt i en forståelse af, at Europa fører en restriktiv flygtningepolitik. Kirkeasyl forstås som en tidsbegrænset beskyttelse i enkelttilfælde, mens man arbejder for en ny behandling af asylsøgernes sager.
I mange delstater er der fra myndighedernes side blevet udtalt, at man ikke ønsker at hente asylsøgerne i kirkerne med magt. Man har også en kirkelig organisation, der arbejder med kirkeasyl. Se www.kirchenasyl.de
Hvad er hellighed?
Den største forskel mellem kultisk og etisk vægtlægning af argumenter er, hvilken ramme man diskuterer kirkeasyl indenfor. Er det kirkerummet som er i fokus, eller er det menneskerne det handler om?
Jeg tror, det er muligt at trække på begge typer argumenter.
Der findes noget, som gør kirken til et symbol, når flygtninge oplever, at deres menneskeværd trues. Jeg tror, det både hænger sammen med mange kirkers engagement i flygtningespørgsmålet, men også at man kan forstå kirken som en samfundets samvittighedsinstans.
Alligevel mener jeg, at det er vigtigt, at den overordnede ramme for at forstå og argumentere for kirkeasyl er en etisk ramme.
Flygtningespørgsmål er et af samtidens mest brændende etiske og politiske spørgsmål. I en diskussion om kirkeasyl tror jeg også, at det er vigtigt at stille spørgsmål til, hvad vi forstår ved begrebet hellighed i kristendommen.
Jesus var selv religionskritisk
Da er det relevant også at tage med i betragtning, det man kan se som kristendommens religionskritiske arv, som for eksempel kommer til udtryk gennem fortællingen om Jesus som helbreder på sabbatten, eller den profetiske tradition om den rette gudsdyrkelse:
Nej, den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed,og bryde hvert åg; ja, at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne. (Es 58, 6-7).
Hanne Beate Steenvag er norsk teolog og ph.d. fra Oslo Universitet. Indlægget er et lettere omskrevet bidrag til den nyligt afholdte Nordisk Kirkeromskonferanse i Tromsø.