- Nutidens missionær er mere magtesløs

Vi bør konsekvent arbejde for en mere ligelig fordeling af verdens ressourcer, for vi har magt til at arbejde for det. En mere retfærdig verden er i den grad bydende nødvendig for det store flertal, der lider økonomisk, mener missionær Arngeir Langås. - Foto: Foto:

I dag er det utænkeligt, at missionæren har formel magt i den lokale kirke. Det betyder ikke, at han ikke har indflydelse, fortæller Arngeir Langås, der er missionær på Zanzibar

Mission og dialog bliver stadigt vigtigere nøgleord for kirken. Derfor bringer kristendom.dk dette efterår en række artikler, der belyser, hvilke udfordringer, missionsarbejdet står overfor i dag.

I denne artikel om mission har vi spurgt missionær Arngeir Langås om, hvad en missionær laver i dag. Er man leder eller snarere konsulent for den lokale kirke og hvor ligger de største udfordringer? Arngeir Langås svarer:

Hvad består missionærrollen af i dag? Det er naturligvis umuligt at svare kort og udfyldende på, al den tid mission foregår i mange lande og udføres af folk fra forskellige lande, traditioner og kirker. Men for at holde mig til den sammenhæng, jeg selv arbejder i: den lutherske kirke i Tanzania.

Før landets selvstændighed i 1961 havde missionærene tit roller med formel magt. For eksempel var Bengt Sundkler i en årrække biskop i Bukoba. Det gav mening dengang, al den tid uddannelsesniveauet hos de tanzanianske kristne ikke var så højt.

Missionærer i dag er mere magtesløse
Nu er tiden en helt anden. I dag har kirken i Tanzania tre millioner medlemmer. Den er formelt uafhængig og har masser af institutioner og uddannede ansatte.

Det er derfor utænkeligt, at en missionær i dag har en position med formel magt i kirken. Så derfor er dagens missionærer på en måde lidt ydmyge og magtesløse og uden for de besluttende organer.

Men er vi så i dag helt uden indflydelse og nærmest blot tilskuere? Da vi kom til Zanzibar, fik vi tit nogle store forventinger knyttet til os. Den lokale kirke ville, at vi skulle bygge skole, skaffe læge til klinikken, stipendier osv.

Fordi vi var nye og endnu usikre i forhold til sprog og kultur slog vi det fra os: Hvordan skulle vi kunne bygge en skole? Det havde vi jo ingen erfaring med fra Danmark og heller ingen uddannelse til!

Men eftersom årene gik, fik vi så alligevel øjnene op for, at disse forventninger til missionæren ikke var helt underlige. For selv om man som missionær i vore dage ikke har megen formel indflydelse, så har man alligevel ressourcer. Og behov er der nok af, så det er bare at komme i gang.

Min baggrund og uddannelse er min ressource
Så hvilke ressourcer har en missionær? Psykologisk forventes der fra flere sider, at man kommer med noget ekstra, at man udgør en plus-værdi for kirken.

Nogle gange er opgaven klart defineret, andre gange opstår den henad vejen. For eksempel kommer missionæren en del gange til at styre et projekt eller en institution, som nok er under kirken eller associeret med den, men har en vis selvstændighed alligevel.

Man har også en uddannelse og kommer fra et på mange måder velfungerende samfund, så det er lettere at vide, hvordan man får ting til at køre og vokse. Derudover har man kontakter i Vesten som måske kan financiere projektet. På den måde er missionæren stadig væk en ressource i den kirke, han arbejder i. Det er en selvfølge, at man bidrager så godt man kan.

Det er et tab ikke at på input udefra
Er så missionæren i dag partner eller konsulent eller den bedre uddannede leder, der går foran? Man er vel lidt af det hele og har mange roller og funktioner, ligesom i en tilværelse hjemme. Partner er man, fordi man indgår i den samme sammenhæng, lever i det samme samfund, deler den samme tro og har en solidaritet med det land og den kirke, man er udvekslingsarbejder i.

I en tid med globalisering er det et tab ikke at få indflydelser udefra. For eksempel har jeg en missionærkollega på Zanzibar, som kommer fra Indonesien. Hans dialogerfaringer derfra beriger os, der samarbejder med ham. Gennem mission forbindes kirker og mennesker over hele jorden.

Er missionæren konsulent? Ja, i den grad ens sammenhæng synes, det er relevant at gøre brug af én. Men det er ingen selvfølge, at det sker. Er man en leder, der går foran? Ja, nogle gange, og nogle gange ikke, ligesom i andre ansættelsesforhold.

Man kommer med nogle nye ideer og lever på en måde, som delvist er et eksempel til efterfølgelse, men slet ikke altid. Vi håber, at vores medarbejdere tager det gode i brug, de kan se, vi har, og afviser det, der ikke er tjenligt i deres sammenhænge.

Jeg skal gøre mig fortjent til tilliden
Så hvilken indflydelse har man som individuel missionær i dag? Den nemme vej er at have mange penge at fordele. Den svære vej er at gøre sig fortjent til tillid på en eller anden måde. Det kan man for eksempel opnå ved trofast arbejde eller en ansvarlig moralsk livsførelse.

Indflydelse handler også om økonomiske strukturer. Kirkerne er i mange lande stadigvæk økonomisk afhængige af hjælp udefra. Som missionær er jeg vidne til dette og kan bruge min indflydelse til at bygge bro mellem os og dem.

Vi har magt til at arbejde for større retfærdighed
Jeg vil sige følgende til os: Det er ikke godt, at der er så stor forskel. Det skader alle parter. Vi bør konsekvent arbejde for en mere ligelig fordeling af verdens ressourcer, for vi har magt til at arbejde for det. En mere retfærdig verden er i den grad bydende nødvendig for det store flertal, der lider økonomisk.

Jeg har set madpriserne stige meget, mens vi har levet her, uden at indtægterne er steget tilsvarende. Med andre ord, de fattige er blevet endnu fattigere. Vores drøm i Vesten bør ikke være mere velstand, men mere retfærdighed og fred i verden, og ikke kun i mit eget land.

Det sværeste er balancen mellem frimodighed og ydmyghed
Hvad er det sværeste ved missionærrollen? Det spørgsmål kan kun få personlige svar. For mig handler det om at analysere relationer ret, så jeg fornemmer, hvornår og hvordan jeg skal træde i karakter, og hvornår jeg skal træde til side.

Jeg skal finde balancen mellem at være frimodig og ydmyg. Og på mange måder synes jeg sammenhængen selv lægger føringer, som jeg så må tolke efter bedste evne. På nogle områder skal jeg dele og bidrage, og på andre områder er jeg den modtagende. På nogle områder ved jeg mere, men på flere arenaer er jeg hjælpeløs og fremmed.

Det bedste ved missionærrollen er for mig måske det at være del af en større sammenhæng, indgå i en historie som er større end mig selv, og endda være omgivet af mennesker med gode hensigter og blive bedt for.

Arngeir Langås er udsendt for Danmission til Zanzibar, Tanzania, hvor han med sin kone Dorthe arbejder for dialog og fred mellem kristne og muslimer, bl.a. gennem et syprojekt for kvinder.

Du kan læse mere om deres arbejde på denne blog.