Nytårshilsen: Kirkerne i øst og syd forstår ikke vores bibellæsning
Jeg færdes jævnligt blandt afrikanske og asiatiske kirkeledere. De snakker alvorligt om at bryde forbindelserne til folkekirken i Danmark og andre skandinaviske kirker. Hvad skal jeg sige til dem om vor hjemlige måde at læse Bibelen på, spørger professor og missionsteolog Knud Jørgensen
Fra min pind i Oslo ser jeg ned på Danmark og konstaterer, at den norske kirke og den danske folkekirke er i samme båd for tiden. Begge steder har man hjulene i gang for at finde nye ordninger for vore statskirker.
I Norge blev paragraffen i grundloven om den norske kirke som statskirke ændret i 2012, og man er nu på vej mod en synodal ordning. I Danmark er kirke- og ligestillingsministerens udvalg gået i gang med at udarbejde forslag til reformering af folkekirkens styring. Lykke til!
LÆS OGSÅ: Dyremose: Hvordan bevarer vi kirken som en FOLKEkirke?
Jeg har aldrig haft sans for "statskirker", og den danske folkekirke er meget tæt på at være en statskirke.
Helt siden kejser Konstantin anerkendte kristentroen som en legitim religion, og siden hans sønner dernæst gjorde kristentroen til Romerrigets officielle og eneste religion, har kirken været fristet til at blive civil-religion, det vil sige en slags religiøs serviceorgan for statsmagten.
Resultatet blev et europæisk kontinent, som efterhånden blev kaldt for kristenheden. Det kan der siges mange positive ting om, men det betød, at mission blev erstattet af kristianisering og katekismeoplæring for næste generation.
Europa er ikke kristent længere
I dag giver det ikke mening at tale om Europa som et kristent kontinent. Det kan man så beklage og holde sørgetaler om sekularisering og afkristning. Eller man kan se virkeligheden i øjnene og arbejde på at skabe ordninger for en kirke for folket, mere end en kirke af folket.
Og det danske udvalg har et stærkt udgangspunkt i det formål, som i 2006 (i en betænkning til kirkeministeriet) blev formuleret sådan:
"Folkekirkens mission som kristen kirke er at forkynde Kristus som hele verdens frelser (...) Kirkens overordnede opgave danner udgangspunkt for de konkrete former, kirkelivet får i sogn, provsti og stift. Alle konkrete målsætninger må dybest set tjene denne opgave".
Amen! Nej, jeg er ikke så naiv, at jeg tror, at en styringsreform kan skabe vækkelse i land og folk, men jeg tror de konstantinske strukturer har virket hæmmende for kirkens mission både lokalt og nationalt.
Nu kan man så at sige begynde forfra og skabe ordninger, som for alvor vil bidrage til "at forkynde Kristus som hele verdens frelser".
Vi har stærkt brug for missionærer
Kunne den nye situation også bruges som en anledning til at uddanne missionærer og ikke kun traditionelle præster? Både i Danmark og Norge befinder vi os de facto i en missionssituation, hvor der er stærkt brug for missionærer og evangelister.
Jeg noterer, at Teologisk Fakultet i Aarhus i årets løb er blevet ophævet som selvstændigt fakultet. Det, synes jeg, er trist. Kunne kirker i Danmark i stedet drømme om, hvordan man i fællesskab kunnet uddanne præster til mission og evangelisering? Kunne vore teologiske læresteder se kritisk på sig selv og hele vor teologiske bagage i lys af en forandret kontekst?
I den forbindelse er det et positivt skridt, at den lille bitte enhed, som kaldes "Folkekirkens Mission", nu er flyttet ind hos Folkekirkens Mellemkirkelige Råd. Ikke en sag, som skaber overskrifter, men dog et tegn på, at folkekirken er på vej mod at blive kirke for folket og mod at tænke mission som en del af sin selvforståelse.
LÆS OGSÅ: "Kristen mission er i klemme"
Når jeg kigger ind af vinduerne til kirke og samfund i Danmark, er der en anden ting, jeg ser, at Norge og Danmark har til fælles: Man er begge steder i gang med en drøftelse af behovet for en ny religionslovgivning.
I Norge har regeringen et udvalg kørende, som næste forår skal lægge frem en indstilling til en religionslov. Ligesom i Danmark har man faktisk ikke haft en sådan lovgivning før.
I Danmark læser jeg, at sagen for nylig har været på tapetet i Kristent-Muslimsk Samtaleforum. Årsagen er den samme som behovet for en ny kirkestruktur.
Da jeg var barn for meget længe siden, var næsten 100 procent af Danmarks befolkning medlemmer af Folkekirken. I dag er tallet reduceret til under 80 procent. Og af de 80 procent er der maksimalt 4 procent, som regelmæssigt går i kirke. Vort religiøse landskab ændrer sig dramatisk.
"Religionsfrihed er det fælles hus vi bor i", ser jeg, at Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, skal have sagt på samtaleforummet. Nemlig, i grunden er vi jo alle minoriteter og har derfor brug for en religionslov i vort fælles hus.
Debatten sidste forår om at afskaffe en række helligdage hører hjemme i samme skuffe: Flere af disse højtider er en arv fra det konstantinske fangeskab.
Uden for Skandinaviens grænser har man ikke fri skærtorsdag, Kristi Himmelfartsdag, anden pinsedag, anden juledag med flere. Bevares, det er flot at have fridage, men bland kristentroen udenom.
LÆS OGSÅ: Folkekirkens særstatus: for eller imod?
Udlandet forstår ikke vores nye vielseslovgivning
En ting til: Jeg forstår, at 2012 var året, hvor der blev åbnet en række nye valg- og frimenigheder. Det, mener jeg, er positivt, al den stund vi har brug for nye slags måder at være kirke på for forskellige mennesker og grupper.
Men hvis en vigtig årsag er loven om vielse af par af samme køn og hele debatten om, at ægteskab og partnerskab ikke er to forskellige ordninger; ja, så er det negativt.
Negativt på flere måder, men især fordi kirker og kristne i syd og øst ikke kan begribe, hvordan kirker og kristne i nord og vest kan være med på sådanne ordninger.
Jeg færdes jævnligt blandt afrikanske og asiatiske kirkeledere. De ikke bare ryster på hovedet, men snakker alvorligt om at bryde forbindelserne til folkekirken i Danmark og andre skandinaviske kirker.
Hvad skal jeg sige til dem om vor hjemlige måde at læse Bibelen på?
Knud Jørgensen er tidligere direktør i det dansk-norske missionsselskab Areopagos. Han er desuden adjungeret professor ved Lutheran Theological Seminary i Hong Kong og ved Menighetsfakultetet i Oslo.