Når livet trues, må kirken tale troværdigt

Den norske kirke bad i februar 2009 om en femårig tænkepause, før man evt. åbnede nye oliefelter i nordområderne, skriver miljørådgiver Hans-Jürgen Schorre. Foto: Arkiv

Den kristne tro kan og bør blive en drivkraft i klima- og miljøkampen, mener norsk miljørådgiver Hans-Jürgen Schorre

Kristen tro kan og bør blive en af de vigtigste drivkræfter til, at folk foretager den nødvendige kovending, som ikke mindst den rige vestlige del af verden er nødt til at foretage de kommende år. Samtidig kan kristen tro fortsat være en alvorlig bremseklods for netop denne kovending. Hvad kommer det sig af?

Det handler om at handle ret, ikke at have ret

Jeg er selv opvokset i en frikirkelig tradition i Tyskland, hvor troens kerne var sjælens frelse, og etikken i høj grad var begrænset til samlivs- og seksualetik. Denne verdens politiske spørgsmål angik os som kristne i ringe grad. Hvorfor skulle vi engagere os i denne verdens sager, når det gjaldt om at forberede sig selv og andre på Himmerige?

Samtidig med at jeg lærte dette, har jeg hele mit liv været meget optaget af og glad for naturen.

Med tiden studerede jeg biologi og teologi. Som ung studerende tænkte jeg velsagtens først, at forbindelsen mellem disse to livssfærer var debatten om skabelse vs. evolution. Som kristen og biolog ville jeg kæmpe for, at kreationisterne fik ret i debatten.

Gennem samliv og økumenisk og internationalt fællesskab med studerende fra hele verden gik det mere og mere op for mig, at Jesu appel til os i det Ny Testamente, ikke mindst i Bjergprædikenen, går ud på at handle ret, ikke at have ret. Denne bevidsthed ændrede gradvis hele mit livs- og professionsperspektiv.

Den norske kirke vågner

Nu har jeg i 12 år fået lov at arbejde på nationalt plan med netop Den Norske Kirkes engagement i miljø og retfærdighed. Jeg har fået lov at være bidragyder og præmisleverandør på dette område, og jeg registrerer mere og mere en opvågnen og et paradigmeskifte, hvor en økologisk tro er i færd med at vinde frem i mange trossamfund, ikke mindst i den Norske Kirke.

Det var netop et sådant paradigmeskifte in mind and behaviour, som nobelprisvinder og leder af FNs klimapanel, Pachauri, efterlyste på en konference i Tromsø i sommeren 2007. Nedenfor følger nogle aspekter, som jeg anser for centrale.

Radikalt kirkemøde vedtog bæredygtighedsreform

Truet liv troens svar. Kirkens vidnesbyrd i lyset af klimaændringer og arbejde med miljø, forbrug og retfærdighed. Det var titlen på hovedemnet på Kirkemødet i Den Norske Kirke i slutningen af 2007.

Baggrunden for behandlingen af emnet var den Norske Kirkes allerede mangeårige og stigende engagement i dette felt gennem etablering af et økumenisk netværk for forbrug, miljø og bæredygtighed samt den aktuelle klimakrise.

I sin hilsen til Kirkemødet sagde miljø- og udviklingsminister Erik Solheim bl.a.: Vær en stemme i vor tid, som taler ret om de store spørgsmål. Indgyd folk håb. Mán menneskene til ydmyghed. Brug jeres store netværk. Han betegnede kirken som en af de vigtigste forsamlinger i denne sammenhæng.

Et enstemmigt Kirkemøde vedtog en radikal og omfattende beslutning på dette felt, som bl.a. beder om, at der straks iværksættes en tiårig bæredygtighedsreform i hele kirken, og at der arbejdes for at troens økologiske dimension bliver tydeliggjort i alt kirkeligt arbejde og i økumenisk samarbejde med andre kirker. Enkeltpersoner og menigheder skal modtage hjælp til at fremme en jordvendt kristen praksis, hvor man følger Kristus i tjeneste for skaberværket og medmennesker.

Kirken udtalte sig om norsk olieproduktion

Kirkemødets beslutning fra 2007 havde også et særligt afsnit, der udfordrer politikerne til bl.a. at arbejde for en ambitiøs klimaaftale i København i 2009. Der var en del debat allerede dengang om, hvor konkret og radikalt man kunne udtale sig om norsk olieproduktion.

Ungdommens kirkemøde havde tidligere samme år brugt stærke ord: Som nordmænd bliver vi rige på at producere olie, som fører til klimaødelæggelser, der rammer de fattige hårdest. Ungdommens Kirkemøde vil sige højt og klart: Det er uretfærdigt! Ungdommens Kirkemøde mener, at den Norske Kirke i større grad må bringe på banen, at vi lever i overgriberens kontekst. Det voksne kirkemøde var nok noget forsigtigere i sine formuleringer.

Heftig mediedebat om kirkens stemme i samfundet

Men da det store tiårige fælleskirkelige samarbejdsprojekt Skaberværk og bæredygtighed skulle lanceres den 17. februar 2009, var det netop et kirkeligt ønske om en femårig tænkepause, før man evt. åbnede nye oliefelter i nordområderne, som blev fremmet af kirkerne i Stortinget.

Det førte til overskrifter i alle medier og en heftig debat i offentligheden og i kirken om, hvad kirken kan og bør mene noget om.

Min holdning er, at kirken er nødt til at fortsætte sit engagement både som profetisk stemme i samfundet, ved at forbedre sin egen praksis og ved at bidrage til dialog og nytænkning. Arbejdet må forankres så tydeligt teologisk i kirkens tro, at ingen i menigheden længere kan betvivle arbejdets teologiske legitimitet.

Forsagelse er én af den norske kirkes kerneværdier

I en tid, der kræver en betydelig reduktion i forbruget af energi og ikke-vedvarende råstoffer, har kirken en værdifuld tradition i begrebet gudsfrygt med nøjsomhed. Når den Norske Kirke på sin kommunikationsplatform vælger forsagelse som en af kerneværdierne, er det for at vise, at dette fremdeles er meget aktuelt.

Kirken har et bidrag at give i det fællesprojekt, som det er at redde miljøet; et bidrag, som kun kirken kan varetage, og et håb, som ingen andre kan formidle. Når alt liv er truet, må kirken tale troværdigt om fremtid og håb.

Kirkens medlemmer skal folde mælkekartonerne

Kirkens bidrag kan for mange blive en rygrad i arbejdet med at udvikle bæredygtige samfundsstrukturer. Dette kan samtidig give fornyet indhold til begreberne mission, omvendelse og efterfølgelse. Som trossamfund kan kirken bidrage med et helhedssyn på livet, som kan hjælpe folk til at forstå sig selv, deres medmennesker og medskabninger i forholdet til hinanden og med Gud.

For at være troværdige må kirkens medlemmer være villige til at efterleve deres tro i hverdagen i små og store handlinger: folde mælkekartoner sammen, spise mindre kød, rejse med kollektiv transport, påvirke politikere og bruge stemmesedlen som konkrete skridt i efterfølgelsen af Jesu gerning. At yde omsorg for medmennesker og medskabninger er at forkynde evangeliet i handling.

Økoteolog udfordrer den kristne teologi

Kirken udfordres i dag til at lede i Bibelens budskab efter nøglen til en helhedstænkende, økologisk og kontekstuel livsforståelse, der kan give os kraft og vejledning til at leve som Jesu efterfølgere i en truet verden. Dette kan blive kirkens vigtigste bidrag til et paradigmeskifte i tænke- og levevis.

Den sydafrikanske økoteolog Ernst Conradie peger på fire hovedområder, som teologien må tage et opgør med: en ordløs accept af Guds transcendens, en dualistisk antropologi, der ikke er bibelsk, en reduktion af frelsens betydning og en flugt-eskatologi.

Jeg tror, at Gud elsker denne Jord

Jeg genkender alle de fire områder, som Conradie nævner, fra min opvækst. En sådan forståelse præger fortsat store dele af kristenheden, ikke mindst i USA. Men jeg ser også mange store ændringer, der tyder på et tiltrængt paradigmeskifte.

Jeg vil besvare Conradies udfordring ved at formulere mit credo i denne sammenhæng:

Jeg tror, at Gud er meget større end min forstand (transcendent), men at han også er ophav til, elsker og gennemtrænger hele skaberværket

Jeg tror på en helhed af sjæl og legeme, og at Gud er optaget af hele mennesket

Jeg tror, at frelsen gælder hele skaberværket (jf. Romerbrevet kap. 8)

Jeg tror på Gudsrigets frembrud her, og at Gud vil genskabe hele denne Jord, som han elsker

Hans-Jürgen Schorre er rådgiver i miljø- og samfundsspørgsmål i Kirkerådet, Den Norske Kirke.

Artiklen er oversat af Sara Høyrup, www.hoyrup.biz