Nattens perle os viser alt det mørke i livet

"Nattens perle udtrykker livets mørke, alt det, som er svært – alle de landskaber af sorg og tvivl, som vi som mennesker må gå igennem" skriver pilgrimspræst Elizabeth Knox-Seith, hun beskriver, hvordan fasten handler om at finde sig selv og Gud.

I Vadstena Klosterkirke samles en stor gruppe konfirmander en sen fredag aften. Udenfor er det snekoldt, og cyklerne står i lange rækker. De er stillet lidt hulter til bulter foran kirkedøren, så man må cirkle omkring dem for at komme ind. Hold da op, tænker jeg – her er da nogen, som vil i kirke! 

Indenfor er der sat lydanlæg op, og mange stole. Det ligner begyndelsen til en koncert, og ser slet ikke spor faste-agtigt ud. De unge står omkring stolene og snakker, fortroligt og varmt med hinanden. Christer Staaf, en af kirkens præster, kalder dem sammen, og de sætter sig ned, på én gang, og bliver opmærksomme. 

Der synges sange, som de unge selv har skrevet, og et par stykker er modige nok til at blive kaldt frem og synge solo. Stærke sange, som handler om fasten og om at være til. Om at finde sig selv, i en broget verden. Om at finde Gud, som bærer, midt i mørket. 

Oppe på en power-point toner et billede frem af Kristuskransen – den kendte perlekrans, som bruges til bøn, og som stammer netop her fra Linköbing stift, hvor Martin Lönnebo, kransens ophavsmand, engang var biskop. 

I aften er det nattens perle, som er i fokus – den sorte perle. Nattens perle udtrykker livets mørke, alt det, som er svært – alle de landskaber af sorg og tvivl, som vi som mennesker må gå igennem. Christer Staff fortæller, nænsomt og enkelt, så de unge forstår det. 

Nattens perle har med fasten at gøre, for i fastetiden må vi – som Jesus – bevæge os ud i vores livs ørkener, få øje på de mørke sider hos os selv. Vi må omfavne dem, nænsomt, så vi finder tilbage til livet. Dødslængsel, smerte, det ikke at føle sig god nok, det at føle sig udenfor – alt det kender de unge. Midt i natten er der et usynligt lys, som taler til os om håb, fortrolighed, Guds nærvær. 

Impulsen til Kristuskransen kom engang, da Martin Lönnebo sammen med et tre præster fra sit stift fór vild i Egyptens ørken. De skulle bevæge sig gennem en wadi, fra ét kloster til et andet, og havde troet, det var en let sag. Men i fire døgn kom de til at vandre, næsten uden vand, og helt uden mad, og var på grænsen til at dø. En nat lå Martin Lönnebo og så op på stjernehimlen, mens de andre sov. Han havde lige givet sit sidste vand væk til en af sine medvandrere, som tørstede. Noget i ham skete den nat. Han taler ikke om det. Men de som fulgte med ham ved, at der skete en forvandling. 

På en måde kan man sige, at denne ørkenvandring var den ultimative fasteoplevelse. Det var ikke en bevidst faste, men en hændelse, som skete. Da vandrende blev skrællet ned, helt ind til eksistensens inderste punkt. At de overlevede, var et mirakel.

Ud af denne erfaring kom flere gode ting – herunder bl.a. inspirationen til at starte Vadstena Pilgrimscentrum i midten af 1990´erne. Hans-Erik Lindström, pionéren bag pilgrimscenteret, og den første pilgrimspræst i Sverige, var med i ørkenen, og erfaringen blev livsafgørende for ham.

For de unge, som midt i Vadstena Klosterkirke hører om nattens perle, og synger sange om lyset, som findes bag alt mørke, skabes en lille ørkenerfaring, midt i fasten. Et reflektionsrum, hvori de mærker lidt af tilværelsens gåder. Og hvori de forsikres om, at de ikke er alene, når de mærker livets smerte trænge sig på. 

Martin Lönnebo skrev, efter sin ørkenvandring, en hel serie af bønner, som taler om erfaringen.
Her kommer nogle få af dem: 

Herre Jesus, Guds søn, forbarm dig over os.
Forbarm dig over vore brist på tårer,
forbarm dig.
Vor ligegyldighed ligner en ørken,
hvor intet forladt kan bjerges.
Når jeg ser disse trætte menneskeøjne,
som ikke venter glæde,
kan råbet ikke længere holdes tilbage,
forbarm dig.
Det stiger ud af avisen, som jeg læser,
inden jeg har nået at slukke for TV-apparatet.
Jeg hører det fra jordens hele ydre,
det kommer fra ørkenen i mit inderste,
det råber ind i min drømme, forbarm dig.
Det ånder i mine lunger,
det fylder min krop dag og nat,
det beder i takt med hjertets slag.

Milde lys, i en dunkel, tåget verden. Led du mig frem.
Natten er mørk og jeg er langt fra mit hjem.
Led du mig frem.
Styr du min fod.
Jeg vil ikke se, et skridt er nok for mig.
Omsluttede af natten, som skjuler
siger vi dig tak til den, som vi ikke ser og forstår,
selvom vi gør det hviskende,
usikre på vore egne ord.
For mørket som omslutter os,
skjuler jo lidelsen og tvivlen,
det som har været,
de gamle sår,
det som er,
de smertede,
det som skal komme,
vor uro.
Mørket, som omslutter os,
skjuler selv dig.
Derfor hvisker vi vort svage, men taknemmelige
ære være du min Fader.

Du er blevet én af os. Alt vor mørke er du
for at kunne oplyse det.
Vor svaghed kender du
for at kunne blive vor styrke.
Støvfnugget jorden har du, Gud
ført til dit hjerte.
Du ser på mig med kærlighed
og jeg bliver virkelig.