"Opstandelsen udpeger en retning for vores liv"

Opstandelse er en livsramme, som giver en grundlæggende tro på, at før du elsker, er du elsket, skriver sognepræst Hanne Jul Jakobsen

Englen ved den tomme grav peger i retning af Galilæa og siger med stor autoritet:

"Der skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det!"

Kvinderne løber af sted med "frygt og stor glæde," som der står i Matthæus-evangeliet, eller de flygtede, fordi de var rystende bange, som der står i Markus-evangeliet.

Og det, synes jeg, er noget af det stærkeste i påskeevangeliet: at budskabet om opstandelse bliver mødt på samme måde, som vi møder det i dag. Med frygt, med tvivl og med glæde. Ikke enten eller, men både og.

LÆS OGSÅ: Kristendommen står og falder med troen på opstandelsen

Vi forstår ikke genopstandelsen
Kristus er opstanden. Nu har jeg sagt jer det! Så enkelt formulerer englen det for os, selvom det er noget af det vanskeligste overhovedet at forstå.

Jeg forestiller mig englen stå der ved graven og ryste lidt på hovedet over kvindernes reaktion.

"Det havde han jo fortalt jer ville ske Kom nu af sted," og så peger englen i retning af Galilæa. Kom nu!

Og det "Kom nu!" går videre til os. Opstandelsen udpeger en retning for vores liv. Og selvfølgelig bliver vi forvirrede og rystede og måske ligefrem bange. For vi fatter ikke, hvad der er sket. Vi fatter ikke hvad der sker.

"Kristus er opstanden! Nu har jeg sagt jer det," siger englen.

Og vi må tro det og gå i den udpegede retning, men det er ubegribeligt, og derfor må vores glæde over og tro på, at livet har vundet, være farvet af en tvivl og en usikkerhed, præcis ligesom kvindernes var det.

Vi bekender vores tro, selvom vi ikke forstår
Troen på opstandelsen er en bekendelse: "Ja, jeg tror, Kristus er opstået fra det døde. Ja, jeg tror, livet er stærkere end døden. Ja, jeg tror, lyset er kraftigere end mørket."

Men det betyder ikke, at vi forstår bekendelsens indhold. Det betyder ikke, at vi begriber omfanget eller betydningen af den kærlighed, der har sejret.

Jeg forstår ikke Guds kærlighed, men jeg tror på, at jeg ikke kan falde ud af den. Det er den spænding, man må leve med som kristen. Jeg forstår ikke, men jeg tror. Opstandelse er både mysterium og konkret troserfaring.

Opstandelsen viser vejen
Opstandelse er en livsramme, som giver en grundlæggende tro på, at før du elsker, er du elsket; før du fejler, er du benådet; før du svigter, er du tilgivet; før du glemmer, er du husket; før du farer vild, er du fundet; før du dør, er du levende. Elsket, benådet, tilgivet, husket, fundet og levende hos Gud.

LÆS OGSÅ: Bibelen om tilgivelse

Opstandelse betyder, at der altid er en vej igennem mørke og død.

Som da Moses stod foran Det Røde Hav med en bange og frustreret gruppe af israelitter, og med ægypterne halsende i nakken. Det så håbløst ud, ja, det så faktisk uoverskueligt håbløst ud.

De var dømt til at ende der, men så viser Gud en vej for dem og skiller det ufremkommelige vand, så der bliver en vej lige igennem alt det dødelige og mørke vand. Og de bliver frelst fra både fjender og vandmasser. Det er opstandelse!

I mørke lyser troen på opstandelsen
Det er opstandelse, når der viser sig en mulighed, et håb, en vej gennem det, der så helt uoverskueligt ud. Troen på opstandelse er troen på, at der altid er en vej igennem mørke og død og håbløshed.

Uanset, hvor sort det hele ser ud i vores eget liv eller i verden omkring os - så må vi tro på, at det ikke ender sådan. Der er altid veje, muligheder og mere liv.

Påsken er de centrale temaer i livet
Påsken er den melodi, der i fortættet form spiller de helt centrale temaer i livet og i den kristne tro.

Mad og mod. Brød og broderskab. Fællesskab og fælles liv. Forladthed og fejhed. Angst og afmagt. Lidelse og larm. Død og dårligdom. Sorg og savn. Forvirring og forundring. Liv og lys. Glæde og gudstjeneste. Håb og herlighed. Enhed og evighed. Kristus og kærlighed.

Hele livets og troens register bliver brugt i påsken, og hvis vi giver os selv tid, kan vi få sat vores liv i perspektiv af toner, der er både dybe og mørke og lyse og høje.

Påskedagene har hver deres styrke
Hver dag i påsken har sin egen farve, og det er efter min mening vigtigt, at man også oplever det i dag, når man kommer til gudstjenesterne i påskeugen.

Torsdag er stærkt fællesskab, fredag er uoverskuelig mørk, søndag er fest og blomstrende glæde. Det skal vi kunne både se, høre og mærke i vores menighed.

Da jeg var barn og var med mine forældre til gudstjeneste i påsken, husker jeg ikke den store forskel på om det var langfredag eller påskedag! Så noget må ikke helt være lykkedes i mine barndoms gudstjenester. Også børn skal opleve, at der er en verden til forskel på langfredag og påskedag. På død og liv!

Kirken giver plads til både glæde og smerte
I vores liv og i kirken skal der være plads til både det, der gør ondt og det, der gør godt. Der skal være plads til både smerte, svigt, død og glæde.

Og derfor står påsken så centralt i kristendommen. Fordi det her bliver tydeligt, at vi er mennesker med en bagage af skyld og svigt og sorg, men også mennesker, der er elskede af Gud med en kærlighed, der rækker udover døden og helt ind i evigheden.

Hanne Jul Jakobsen
Sognepræst ved Møllevangskirken i Aarhus og panelist på www.kristendom.dk