"Pas på med hovsaløsninger, Sareen!"

Forhåbentlig vil Manu Sareen holde fast i, at folkekirken og de andre trossamfund har en positiv og betydningsfuld rolle at spille i det offentlige liv, også i fremtiden, skriver Kaj Bollmann Foto: Foto: Esben Nielsen

Sareen skal balancere på en knivsæg mellem at følge den politiske dagsorden og respektere det liv, der udfolder sig i kirken, skriver sognepræst Kaj Bollmann

Det er næppe for meget at sige, at valget af Manu Sareen som kirkeminister er en overraskelse. Det var det i hvert fald for mig.

Jeg havde som en given sag forventet, at det blev en af de tre regeringspartiers kirkeordførere, der alle tre er meget kompetente på området og har arbejdet med det i årevis. Sådan er jeg nok ikke den eneste, der har det.

Giv Sareen en chance
Lad mig erkende min egen uvidenhed: jeg vidste end ikke, at Manu Sareen er medlem af folkekirken. Jeg vidste godt, at han ikke er muslim (hvad jeg i dag har mødt to personer i det kirkelige liv, der troede han er!) men at han er døbt og medlem af folkekirken, var jeg ikke klar over. Men det er han, så shame on me!

Det havde han nu ikke behøvet at være. Kirkeministeren i Baunsgaard-regeringen (1968-71), Arne Fog Pedersen, var medlem af en grundtvigsk frimenighed. Og det overlevede folkekirken da.

Nu er de grundtvigske frimenigheder selvfølgelig en integreret del af den danske kirkehistorie ja næsten af selve folkekirketraditionen, for så vidt som den folkekirkelige frihedslovgivning jo er det. Og det er vel netop det med den tunge tradition og de dybe rødder eller mangel på samme der får mange øjenbryn til at ryge helt om i nakken ved offentliggørelsen af ministernavnet.

Sareen kombinerer tilvalg af kristendom med søgen og tvivl
Men lad os, herunder også mig selv, nu lige klappe hesten. Vi har faktisk også før haft kirkeministre uden mange års baggrund på området eller dybe rødder i det kirkelige liv.

Endda fremragende kirkeministre. Birthe Weiss er bare ét eksempel. Så lad os give Manu Sareen en chance og ønske ham hjertelig tillykke og velkommen på banen med det, som han har at byde på.

Han har i hvert fald noget, som kan blive interessant i den aktuelle situation: han kombinerer en baggrund i en ikke kristen kultur og religion med et bevidst tilvalg af dåb og kristendom men også med en søgen og tvivl, som han deler med en meget stor del af den yngre halvdel af befolkningen.

Det vil kunne give nye og interessante tilgange til arbejdet. Måske noget med at se folkekirken mere som liv og bevægelse end blot som institution?

Alle trossamfund skal være med
En af de store udfordringer, vi står over for, er at få gang i et kommissionsarbejde om udfyldning af grundlovens §§ 66 og 69, altså religionslovgivning og en styrelseslov for folkekirken, med en modernisering af forholdet mellem stat og kirke.

Også her kan man håbe, at Manu Sareens baggrund kan få ham til at huske behovet for en helhedstænkning: altså at de andre trossamfund tænkes med ind i arbejdet.

I den forbindelse: se at få de andre trossamfunds forhold tilbage under kirkeministeriet og ud af indenrigsministeriet. Det var en stor misforståelse at flytte dem! Som om de ikke også er trossamfund!

En dybfølt bøn: Ingen hovsaløsninger!
Til gengæld kan man måske have en lille frygt for de kræfter i de tre partier i rød blok, som ønsker religionens placering i det offentlige rum minimeret. Forhåbentlig vil Manu Sareen holde fast i, at folkekirken og de andre trossamfund har en positiv og betydningsfuld rolle at spille i det offentlige liv, også i fremtiden.

En dybtfølt bøn: lad være med at lave hovsaløsninger! Hverken i forholdet stat-kirke eller i øvrigt. Giv ting tid.

Det gælder også den besværlige sag om vielse af par af samme køn. Det er balancegang på en knivsæg mellem at skabe nødvendig ligestilling i samfundet for par af samme køn og undgå at blande sig i kirkens indre anliggender.

Der må og skal være tid i kirken til at tage de nødvendige ægteskabsteologiske overvejelser og finde former, der sikrer, at folkekirken ikke splittes i stumper og stykker. Så selvom det er et område, der ligger den nye minister meget på sinde, så vil han gøre klogt i at give sagen den tid, den har behov for.

Den største udfordring på posten som kirkeminister er i virkeligheden at forene på den ene side samarbejde med og respekt for det liv, der udfolder sig i folkekirken og trossamfundene og på den anden side den politiske dagsorden, som regeringen sætter for ministerens arbejde.

Den udfordring bliver ikke mindre for Manu Sareen end for alle hans forgængere på posten. Held og lykke med opgaven forhåbentlig til gavn for både folk og kirke!

Kaj Bollmann er sognepræst, bestyrelsesmedlem i Kirkeligt Centrum og tidligere generalsekretær i Kirkefondet