Pavevalget kan vække en længsel efter synlighed for os i folkekirken
Det er længe siden, at noget, der mindede om respekt for præstens embede, var almindelig, skriver konstitueret sognepræst Margrethe Horstmann
Kristeligt Dagblad har venligst stillet online-spalteplads til rådighed i anledning af pavevalget, så ikke-katolikker kan fremkomme med deres synspunkter på dette.
For de af os, der holder af folkekirken, det vil sige dens højmesse, der med ordets prædiken fastholder skrøbelige mennesker i deres dåb til syndernes forladelse og i nadveren mætter den sult og stiller den tørst, der ikke kan stilles af brød og vin alene, er pavevalg et mærkeligt skuespil at bevidne. At katolikkerne på en anden måde end vi synligt stiller deres begejstring for den nye pave til skue uanset den massive medie-ekspert-kritik af ham, er ganske rørende.
LÆS OGSÅ: Generalvikar: Pavevalget er "Guds kup"
For os, der nærmest skal forsvare, at vi er medlemmer af folkekirken, for slet ikke at sige ansat i den, kan det måske ligefrem vække en længsel efter den synlighed, der råbes på af kredse, der ikke er til at overse. Det er længe siden, at noget, der mindede om respekt for præstens embede, var almindelig, tænk blot på den netop omtalte afskedigelsessag fra Nordjylland. At det netop skyldes manglende viden om embedet, der afstedkommer beskyldninger om låsede døre og manglende smil og gør det til fyringsgrund, kunne meget vel være tilfældet.
Prædikenen på søndag bliver ikke anderledes for pavens skyld
At den lærde tyske pave Benedikt abdicerer og den argentinsk-italienske, mere jævne, pave Frans afløser ham, betyder for os lutheranere intet i forhold til den prædiken, der skal lyde på søndag. Den bliver ikke anderledes af den grund.
LÆS OGSÅ: Billedserie: Pave Frans hyldet af katolikker på Peterspladsen
Syndernes forladelse skifter ikke karakter, og præsten har ikke noget at have en eventuel optimisme i. For i og med at paven er Kristi stedfortræder(ganske vist kun, når han taler ex cathedra, men hvornår er det?), og kirkens absolutte overhoved, er en helt anden kirkeforståelse end vores på banen.
Det er ganske vist ikke nogen tåbelig forståelse; i den katolske kirke gives ikke køb på arvesølvet på grund af tidsåndens krav om cølibatets ophør og kønsneutrale vielser. Og der er en synlig pragt, som en beskeden landsbymenighed kun kan sukke efter. At vi forfjamsket prøver at efterligne med at arrangere en række events og tale om religiøse ledere afslører kun, at vi ikke vil besinde os på vores egen kirke. Dertil kunne pavevalget måske være en ansporing, ikke andet.
Fare: Paven som X-Factor-idol
For kan noget menneske træde i stedet for Kristus? Ja, vil en katolik sige; Iben Thranholm, hvis skribentvirksomhed, jeg sætter højt, lagde ud med at tale om det absurde i at Kristi stedfortræder abdicerede, men endte med en højstemt tale om pave Frans som Guds gave og den vidunderlige stemning på Peterspladsen. Heri ligger faren. Paven som X-Faktor-idol.
Det er sandt, at Kristus har en talsmand, Helligånden, og den virker gennem paven som gennem ethvert andet menneske, hvis den vil. I Martin Luthers sendebrev til pave Leo X siger han, at den sande Kristi apostel kalder sig Kristi træl. For en stedfortræder har det med at træde i stedet for den, han er stedfortræder for.
Den evangeliske kirkes embedsforståelse er, at præsten er Kristi tjener som alle i øvrigt skal være det, men præsten har det som sit arbejde at tale om det. Og det gøres kun ved at tale om Herren. Vil katolikkerne gå til alters med os, der er døbt i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn? Det er spørgsmålet.
Margrethe Horstmann er konstitueret sognepræst og panelist ved kristendom.dk.