Synspunkt

Pilgrimspræst: Påsken er en vandring

Gennem de sidste 15 år har jeg arrangeret en ”Emmaus-vandring” i Nationalpark Mols Bjerge 2. påskedag, skriver pilgrimspræst Elisabeth Lidell. Her Trehøje i Mols Bjerge Foto: Sørensen, Jesper Nørgaard

Bibelens pilgrimsberetning om Emmaus er en af mine favoritter, fordi den lærer os, at Kristus er vores medvandrer på livets vej, siger Elisabeth Lidell, der er pilgrimspræst

”Enhver pilgrimsvandring kan siges at være en påskevandring”. Så klart formulerer Martin Lind det i bogen ”Salt, brød og vin – en pilgrimsteologi”. Nordens største helligdom, Nidaros Domkirke i Trondheim, har igennem generationer været en pilgrimskirke, hvortil mennesker har valfartet i deres søgen efter Gud.

På højalteret, som er bygget over Olav den Helliges grav, er motivet netop Emmaus, Bibelens pilgrimsberetning par excellence.
 
Måske derfor er netop den fortælling en af mine favoritter fra Bibelen. Det er en af de afsluttende historier i Lukasevangeliet: To venner, to af Jesu disciple, vandrer til Emmaus, og først til sidst oplever de, at Jesus slår følge med dem. Fortællingen lærer os, at Kristus er vores medvandrer på livets vej: gennem fortvivlelse til håb, gennem død til liv.
 
På en pilgrimsvandring kan vi erfare, at Kristus slår følge og bliver vores rejseledsager. Ordet bliver kød og tager bolig i os; evangeliet får ben at gå på. Vandringen fremmer et ægte møde med én selv, med natur, medmennesker og Gud.

Derfor har jeg gennem de sidste 15 år arrangeret en ”Emmaus-vandring” i Nationalpark Mols Bjerge. 2. påskedag mødes vi til andagt eller gudstjeneste i en af de smukke kirker og udfolder derefter dagens evangelium undervejs i henholdsvis samtale og stilhed.

Lærkernes påskesang ”vivit – vivit”, der på latin betyder ”han lever – han lever” følger os overalt i naturen. Og ligesom kvinderne ved graven ledte efter Jesu døde legeme, leder vi efter påskeæg, som er gemt i bakkerne.
 
Vandringen mellem Jerusalem og Emmaus kan beskrives som en pilgrimsvandring og netop derfor som en sammenfatning af menneskets liv. Emmausvandringen er en fortælling om relation og samhørighed. To vandrere skildres som ”kompagnoner”, et ord, som kommer fra latinsk cum pane, som betyder med brød.

Kompagnoner, eller venner, er mennesker, som deler brød. Brødsbrydelsen binder dem sammen. I kristen tradition holder man aldrig nadver alene. Måltidet spejler en relation, et fællesskab. Og som optakt til vores nadver i det fri har jeg formuleret bønnen:

Gud, vi takker dig for naturens undere og længslen i vore hjerter. Jesus Kristus, slå følge med os på vores vandring, berør os med dit ord, så vi genkender dig – og bliv hos os som vært og som gæst, når vi holder nadver. Helligånd – pust liv i længslens glød, så vore hjerter bliver brændende og vi følger dig, som er Vejen, sandheden og livet.Elisabeth Lidell er pilgrimspræst 

Emmausvandringen er en fortælling om relation og samhørighed. To vandrere deler brød og brødsbrydelsen binder dem sammen. I kristen tradition holder man aldrig nadver alene. Måltidet spejler et fællesskab, mener