Jul

Vi skal fejre jul på Regensen

Det var for mig julens højdepunkt: at stå højt oppe over byens tage, fornemme højtidens stilhed og høre byens forskellige kirkeklokker invitere til højmesse, skriver Elisabeth Lidell, der er pilgrimspræst. Foto: Privatfoto

Selve juleaften har ”børnene” inviteret os til København, forklarer pilgrimspræst Elisabeth Lidell, der ligesom forrige år skal holde jul på kollegiet Regensen midt i København

Det gælder for mange præster, at adventstiden er fuld af stress. I min tid som almindelige sognepræst var december ikke min yndlingsmåned. 

Forventningspresset var kæmpestort, både fra mig selv, familien og menigheden. Der skulle produceres taler, prædikener, ærøske æbleskiver, julebreve, foretages husbesøg med mere. Når vi kom frem til juleaften, var jeg klar til at gå til køjs!

Da jeg blev pilgrimspræst, blev situationen en anden. Nu er tempoet roligere omkring højtiden, for vinter er fordybelsestid. Derfor inviterer jeg til samtalesalon i skumringstimer i november og december. 

Omkring spisebordet skaber vi et trygt forum, hvor vi kan hjælpe hinanden med at sætte ord på det med Gud, så vi kan få større frimodighed til at gå ud i hverdagen med vores tro. 
 
LÆS OGSÅ: Hvorfra kommer navnet jul?
 

Fjerde søndag i advent, den 21. december, på årets korteste dag, vintersolhverv, benytter vi anledningen til at samle os om evangeliets julebudskab om lyset, der skinner i mørket. Således fejrer vi i Kristus-messen (engelsk: Christmas), at Guds Søn blev menneskenes lys i den mørkeste midvinternat. 

Juleaften fejres på Regensen

Selve juleaften har ”børnene” inviteret os til København. I år skal vi holde jul hos vores yngste datter, som studerer og bor på det gamle kollegium, Regensen. Det gjorde vi også i fjor, og det var en dejlig afslappet måde at fejre højtiden på. 

Det traditionsrige Regensen – benævnt Collegium Domus Regiæ – er fra 1623 og dermed et af Danmarks ældste kollegier. Hostrup, Jens Otto Krag, Kaj Munk, Brorson, Kingo og Blicher er nogle af de personligheder, der i tidens løb har haft deres studentertid på Regensen. 

Det er et åndehul midt i København ved siden af Rundetårn og hjem for 100 privilegerede alumner. Med højt til loftet og under historiens vingesus holder de unge mennesker fast i den studentikose livsglæde. 

LÆS OGSÅ: 10 forudsigelser af Jesu fødsel

Vi pakkede sidste år bilen og kørte fra Århus til hjertet af København. Her tog vi til Nørregade og så Folketeaterets varme og lystige forestilling – ”Jul i Nøddebo Præstegård” - som just omhandler gamle dages regensianere. 

Den frække Nicolaj og hans lærde brødre, som egentlig havde tænkt sig at bruge juleferien på at studere, bliver til sidst lokket på landet, hvor de forelsker sig i de smukke præstedøtre. Vi foretog den omvendte bevægelse og blev på kollegiet. 

Lillejuleaften var alle de studerende rejst hjem, og vi tilrejsende, min mand og jeg samt min datters svigerforældre, kunne nu indlogere os på værelserne. 

Så spiste vi risengrød med nisseøl (på ærøsk vis, hvor vi hælder øllet ud over grøden), og en mandelgave blev vi ikke snydt for. Ansvar for julemaden havde vi uddelegeret: traditionel julemiddag med and, rødkål, hvide og brune kartofler og risalamande. De efterfølgende helligdage stod den på rester. 

Juleevangeliets ord lyser op i vintermørket

Den 24. december om eftermiddagen gik vi så i ”min gode gamle” domkirke, hvor jeg var præst i årene 1980-89. Frue Plads med lys i vinduerne i Bispegården (hvor jeg havde kontor) og domkirken, hvis klokker kimede. 

Vi valgte gudstjenesten med Hartmanns vidunderlige juleliturgi og med sang fra de mange matrosklædte og lysbærende drenge fra Københavns Drengekor. Kirken var propfuld med højstemte mennesker.

Så langt tilbage, vi overhovedet kan huske, har juleevangeliets gyldne ord lyst op i vintermørket. I vore forskellige livsfaser har vi sat fokus på forskellige aspekter af den velkendte historie. Vores aktuelle situation afgør, hvad vi lægger mærke til, når vi hører beretningen om den allerførste juleaften. Og vi danner os billeder indeni os selv, når vi hører ordene. 

Gud blev menneske julenat

Rigtig mange dvæler ved billedet af Maria og Jesus, mor og barn, Madonna og barnet. Hvorfor stopper vi altid op her? Fordi det lige præcis er her, Gud giver sig til kende. Julenat blev Gud menneske. Og DET er svært at fatte, det ER et mysterium, at Maria sidder dér med Guds barn i sine arme. 

Ja, lige så ufatteligt er det måske for os, at Gud er nær. Men Gud er lige så tæt på hver enkelt af os som det lille barn på moderens skød. 

Det nyfødte barn har total tillid til, at dets skrig bliver hørt af moderen, at dets sult bliver mættet. Ja, der er ligefrem et sådant dejligt gudsbillede i Det Gamle Testamente: Gud er som en kvinde, der ammer sit barn og aldrig glemmer det! (Es. 49,15) Så tæt forbundet med os, at Han hører os, når vi råber, når vi beder, når vi samles til gudstjeneste i Hans navn.

LÆS OGSÅ: Hvor kommer adventskransen fra?

Efter gudstjenesten nød vi en jule-cocktail under det berømte lindetræ i Regensgården og kunne så indtage vores julemiddag i ”lille sal”, hvor vi arvede kollegianernes smukt pyntede store juletræ. 

Fra vinduerne kunne vi se ned på Købmagergade, som nu var ganske mennesketom. Vi dansede om juletræet, sang salmer og ”Nu er det jul igen”. Lige netop denne sang er oplagt i disse omgivelser, hvor vi kunne fare op og ned ad trapper og gennem sale. 

Inden vi gik til køjs, gik vi en lille aftentur i den hellige nat gennem det julestille København. 

Julemorgen gik min datter og jeg op på loftet, åbnede taglugen og kravlede op ad hønsetrappen for at hejse splitflaget i anledning af Jesu fødselsdag. 

Det var for mig julens højdepunkt: at stå højt oppe over byens tage, fornemme højtidens stilhed og høre byens forskellige kirkeklokker invitere til højmesse.

Elisabeth Lidell er pilgrimspræst.

Vi valgte gudstjenesten med Hartmanns vidunderlige juleliturgi og med sang fra de mange matrosklædte og lysbærende drenge fra Københavns Drengekor. Kirken var propfuld med højstemte menneske, skriver pilgrimspræst Elisabeth Lidell. Foto: I
Regensen er et åndehul midt i København ved siden af Rundetårn og hjem for 100 privilegerede alumner, forklarer pilgrimspræst Elisabeth Lidell. Foto: Anna Blinkenberg-Lidell