"Pinsekirker uddriver fattigdommens ånd"

Det er klart at omvendelse til fremgangsteologi ikke i sig selv betyder en udfrielse fra fattigdom. Men i overført betydning har de færdigheder, som de omvendte får, stor betydning for deres sociale mobilitet og økonomiske muligheder, skriver Jonas Adelin Jørgensen. Her er det en pinsekirke i Brasilien i juli 2012. Foto: EVARISTO SA Denmark

Til forskel fra den mere asketiske klassiske pentekostalisme, så fokuserer fremgangsteologien i høj grad på materiel velstand og økonomisk fremgang som tegn på Åndens nærvær, skriver generalsekretær i Dansk Missionsråd, Jonas Adelin Jørgensen

Den indflydelsesrige religionssociolog David Martin, der som en af de første studerede sydamerikansk pinsekristendom, stiller i sin nu klassiske bog, "Tongues of Fire" fra 1990, et spørgsmål, som mange andre studier har forsøgt at svare på:

Hvad er sammenhængen mellem omvendelser til pentekostalisme, nye teologiske forståelser, sociale forandringer og økonomisk adfærd og øget politisk engagement?

Lægger pinsekirker vægt på materialisme?
Udgør de i virkeligheden en fare ved at vende folks opmærksomhed væk fra den uretfærdige, sociale, politiske og økonomiske situation, de lever i, ved at love dem en åndelig genvej til rigdom og lykke?

For er det sådan, at dem, der bliver medlemmer af en pinsekirke, bliver mindre politisk engagerede og mindre kritiske i forhold til de uligheder, som en moderne globaliseret kapitalistisk økonomi skaber?

LÆS OGSÅ: "Pinsekirker gør op med traditionelle kønsroller"

Eller er det snarere sådan, at omvendelse fører til øget økonomisk velstand og stærkere sociale fællesskaber?

Dette spørgsmål bliver skærpet, når vi taler om den særlige form for pentekostal teologi der kaldes fremgangsteologi.

Tror på 'uddrivelse af fattigdommens ånd'
Ligesom pentekostal teologi i almindelighed, så fremhæver fremgangsteologien de kristnes åndelige erfaringer i form af tungetale, profetisme og uddrivelse.

Men til forskel fra den mere asketiske klassiske pentekostalisme, så fokuserer fremgangsteologien i høj grad på materiel velstand og økonomisk fremgang som tegn på Åndens nærvær og som et konkret resultat af udfrielse fra onde ånders magt.

Derfor kan man ligefrem tale om en uddrivelse af fattigdommens ånd! Denne form for pentekostalisme har kun haft begrænset udbredelse i den amerikanske og europæiske kontekst, men har samlet mange tilhængere i Sydamerika og Afrika.

Vi møder den i en håndfast udgave i Igreja Universal do Reino de Deus i Brasilien, den mildt fremgangsteologiske Redeemed Christian Church of God i Nigeria og Zimbabwe Assemblies of God, Africa / Forward in Faith Ministries ZAOGA.

Alle tre kirker har flere millioner tilhængere - og for øvrigt mange menigheder i Europa.

Bliver de fattige menighedsmedlemmer så rigere?
Når jeg taler om en skærpning af spørgsmålet, så tænker jeg på: Hvis materiel velstand og økonomisk fremgang for den enkelte er et vigtigt kendetegn på Åndens nærvær, giver kirkerne så, hvad de lover?

Bliver medlemmer af fremgangsteologiske kirker befriet fra fattigdommens ånd og dermed rigere? Og hvis de ikke bliver det hvorfor har denne form for kristendom så succes i Sydamerika og Afrika, hvor disse kirker har tusindvis af menigheder?

LÆS OGSÅ: Pinsekirken har ændret kristendommen

Disse store spørgsmål har en række forskere studeret forskellige steder i Sydamerika og Afrika, og denne artikel præsenterer tre forskeres fund. Før jeg går nærmere ind på det, så er det nyttigt at kort opridse, hvad det er for en kontekst, fremgangsteologien har succes i:

Det er i vanskelige økonomiske situationer, i samfund som kun langsomt er ved at omstille sig til moderne globaliseret økonomi. Det er blandt mennesker, som har en vis uddannelse og som gennem globale medier ser, hvad succes i vestlig forstand indebærer, men som aldrig vil være i stand til at opnå dette: et hus og en bil, som de selv ejer, et arbejde, der kan betale for familie og børn, hospitalshjælp og uddannelser.

Det er dem, som fremgangsteologien specielt tiltaler. Lad os se nærmere på hvorfor.

Det sociale netværk og sikkerheden tiltaler
Englænderen David Maxwell har studeret ZAOGA og har undersøgt hvilke forandringer, omvendelse til fremgangsteologien medfører:

Den omvendte bliver tæt knyttet til en lokal menighed, hvor han eller hun forbereder sig på modtagelsen af Ånden. Det sker på to måder: dels gennem et brud med det gamle liv, som er karakteriseret ved rygning, alkohol, udenomsægteskabelige affærer og deltagelse i traditionel religion. Dels gennem at deltage intenst i de aktiviteter, som menigheden har bøn, oplæring i bibellæsning og socialt arbejde.

Når en person bliver medlem af en menighed, så bliver man også medlem af et socialt netværk, hvor indsamlinger og uddelinger til syge og trængende er almindelige.

Der er med andre ord en slags basis-velstandsydelser i menigheden, hvor alle bidrager i form af tiende, og midlerne omfordeles til de trængende.

LÆS OGSÅ: Afrikas kirker holder fast i åndelige erfaringer

For nye menighedsmedlemmer er læsefærdigheder vigtige: De omvendte skal selv kunne læse deres bibel, og det kræver, at de kan læse. Hvis de ikke kan, så må de lære det.

Endvidere må de forstå og kunne argumentere for centrale dele i den pentekostale praksis: tungetale, udfrielse gennem bøn og åndskamp.

De nyomvendte bliver straks del en lille bibelstudiegruppe i menigheden, og gennem læsning af pentekostale blade og pamfletter og deltagelse i kirkens aftenbibelskole bliver det nye medlem uddannet.

Pentekostalisme betyder store forandringer for mænd
David Martin har selv i "Tongues of Fire" påpeget de forandringer, som omvendelse betyder for mænd i Sydamerika.

Det traditionelle sydamerikanske mandeideal machismo fremhæver hjemmet som kvindens område og gaden som mandens ("la casa" og "la calle").

Pentekostalismen tager afstand fra vold, både hjemlig og på gaden. Troskab mod ægtefællen fremhæves som fundamental for den kristne. Tobak og alkohol er syndigt. Hustrumishandling, drukkenskab og udenomsægteskabelige affærer medfører sanktioner i menigheden, og det er ikke sjældent, at sådanne personer bliver præsenteret som dårlige eksempler foran hele forsamlingen.

Det nye ideal for en pentekostal mand er en god ægtemand og familiefar, som kan sørge for sin egen familie. De penge, som tidligere gik til tobak, alkohol og prostituerede går nu i stedet til køleskab, fjernsyn og børnenes skolegang.

På dette område er der med andre ord tydelige økonomiske og sociale gevinster for den enkelte familie ved især mændenes omvendelse til pentekostalismen.

Kirken bliver de omvendtes nye familie
Den hollandske forsker Birgit Meyer, som især har forsket i pinsekirker i Ghana, fortæller, at der i fremgangsteologiske kirker prædikes stærkt mod de omvendtes deltagelse i traditionel religion, og at der er en tæt forbindelse til økonomi og politik i denne retorik: Forfædredyrkelse, besættelse og uddrivelse, frugtbarhedsritualer og begravelsesritualer må omvendte hverken deltage i eller betale penge til.

Nogle af disse traditionelle ritualer er økonomisk bekostelige, og afholdes traditionelt sammen med den større familie. Ved at bryde med denne traditionelle religiøsitet bliver kirken de omvendtes nye familie.

I fremgangsteologiske kirker bruges dette ganske bevidst, hævder Meyer, af de unge veluddannende kvinder og mænd, som i storbyerne vil bryde ud af den traditionelle hierarkiske samfundsstruktur, hvor magten ligger hos de gamle mænd.

De unge vil også have adgang til politisk og økonomisk magt, og det får de gennem dette brud med fortiden.

Lad mig vende tilbage til Maxwell, som specielt har fokuseret på de omvendtes økonomiske liv, og som har flere interessante iagttagelser om sammenhængen mellem økonomisk adfærd og teologiske forståelser:

Gæld er en synd for pentekostale
For det første, og i modsætning til de fleste andre zimbabweanere, så køber pentekostale ikke på kredit. De betaler kontant eller venter med at købe.

Gæld er i sig selv en slags synd på linje med tobak og alkohol. Det er en synd, fordi gæld griber den troende og binder ham eller hende. De troende lærer derimod at lægge et budget og derved få en strategi til at få deres økonomiske ønsker opfyldt.

Både mænd og kvinder opfordres til at klæde sig pænt, og gudstjenester i de zimbabweanske fremgangsteologiske kirker er blandt andet også en opvisning i dyre jakkesæt, nye ure, smykker og kunstfærdige håropsætninger. Fremgang med andre ord!

Man bruger sine hænder til fordel for andre
En anden vigtig ændring er hvad Maxwell kalder penny capitalism, en foretagsomheds- og opsparingskultur i lille format.

De troende opfordres i ZAOGA til at bruge deres hænder til fordel for kirken og dem selv. Kvinderne bager og sælger kager og popcorn, syer puder og tøj, og mænd køber og sælger elektriske apparater og mobiltelefoner.

Det i sig selv er ikke forskelligt fra, hvad mange andre zimbabweanere gør, men forskellen er, at ZAOGA har gjort dette til en fast del af menighedslivet. Der er ligefrem sange i kirken, hvor omkvædet er vi arbejder for at feje fattigdommen væk.

LÆS OGSÅ: "Kristendom er en afrikansk religion"

Af de penge som kvinderne tjener, giver de tiende til kirken, som så igen fordeler pengene blandt de fattige og trængende især blandt kvinderne.

Disse penge er ikke som gæld en syndig kraft, der klæber til personer, men er en god kraft, som skal udbrede Gudsriget og revolutionere samfundet.

Hvorvidt penge er en syndig eller en helliggørende kraft spiller også en stor rolle i forhold til forestillingerne om en fattigdommens ånd i ZAOGA, fortæller Maxwell.

Ifølge denne forståelse kan økonomisk fattigdom have åndelige årsager, nemlig besættelse af en fattigdommens ånd.

Fattigdommens ånd er centrum i traditionel afrikansk religiøsitet
Det betyder, at ligegyldigt, hvor mange penge en person tjener, så er der hele tiden flere og flere udgifter, som sluger hele overskuddet. For at blive fri for fattigdom er der derfor brug for uddrivelse, eksorcisme, af fattigdommens ånd.

I ZAOGA er denne ide koblet sammen med kritikken af traditionel religiøsitet: Det er fattigdommens ånd, som er centrum i den traditionelle afrikanske religiøsitet, hævdes det, og traditionel religion er derfor ikke blot afgudsdyrkelse, men også grunden til Zimbabwes fattigdom.

For traditionel religion fører til druk, utroskab, polygami og forbrug på efterkommernes regning. Det er det åndelige indhold af forfædretroen, hævder ZAOGA.

Hvordan svarer dette på spørgsmålet om, hvorvidt der er en sammenhæng mellem fremgangsteologi, sociale forandringer og økonomisk velstand?

Fremgangsteologi kan øge social mobilitet og økonomiske muligheder
For at opsummere og omformulere Maxwells, Meyers og Martins iagttagelser:

Det er klart at omvendelse til fremgangsteologi ikke i sig selv betyder en udfrielse fra fattigdom. Talen om en fattigdommens ånd er derfor vanskelig at forstå bogstaveligt.

Men i overført betydning har de færdigheder, som de omvendte får, stor betydning for deres sociale mobilitet og økonomiske muligheder:

Hvis en familiefar holder op med at drikke og afstår fra udenomsægteskabelige affærer, og i stedet koncentrerer sig om familielivet, så vil det forbedre hele familiens økonomiske situation.

Videre: hvis unge veluddannede kvinder og mænd ikke længere ønsker at være under storfamiliens autoritet og leve i frygt for åndelige og økonomiske sanktioner, men derimod ønsker at være åndeligt, økonomisk og politisk uafhængige, så kan fremgangsteologiske menigheder være en god platform for dem.

Her får de en ny familie, hvor forfædrenes fattigdom fejes væk med hårdt arbejde, sparsommelighed og foretagsomhed. Her er der virkelig fremgang først og fremmest for den enkelte.

Det er måske svært for udenforstående at se dette som et direkte tegn på Åndens velsignelse. Men forandringerne er reelle, og omvendelse til fremgangsteologien betyder en række ændringer, der påvirker de troendes individuelle sociale og økonomiske liv meget håndgribeligt, og det til det bedre.

Hvorvidt omvendelser også indebærer samfundsforandringer og forbedringer ud over de enkelte familier, er endnu ikke entydigt. Men for de enkelte familier og individuelle troende virker fremgangsteologien. Og derfor har fremgangsteologien haft succes i Sydamerika og Afrika.

Jonas Adelin Jørgensen er generalsekretær i Dansk Missionsråd og ekstern lektor på Københavns Universitet

Det er klart at omvendelse til fremgangsteologi ikke i sig selv betyder en udfrielse fra fattigdom. Men i overført betydning har de færdigheder, som de omvendte får, stor betydning for deres sociale mobilitet og økonomiske muligheder, skriver Jonas Adelin Jørgensen. Foto: Kristian Djurhuus.