Pinsen er festernes fest

Når vi fejrer pinse, er det en fejring, af at der er noget, der hedder kirke, menighed, dåb, nadver og salmer, skriver ph.d-studerende Jette Rønkilde

Kronologisk følger pinse efter jul og påske, og om muligt afspejler kirkeårets kronologi de fleste menneskers opfattelse af, hvad pinse i grunden er for en størrelse.

Men mon ikke det viser sig, at hvis man stiller spørgsmålet, hvad der er den vigtigste og mest betydningsfulde højtid vi fejrer i kirken, er det ikke pinsen, der bliver topscoreren.

Det skyldes måske, at der til pinsen, velvidende at nogle ynder at se pinsesolen danse, ikke er knyttet så stærke folkeligt forankrede traditioner, som der er til kristendommens øvrige højtider. Vi har ingen pinse-træer, pinse-gaver eller pinse-æg for den sags skyld.

Pinsen er kristendommens fest

Men pinsen er efter min mening festernes fest, for Helligånden er grunden til, at kristendommen overhovedet eksisterer, og det er på grund af den første pinse, at vi nogensinde er kommet til at fejre den kristne jul og påske, og at vi i det hele taget mødes i en kristen kirke til gudstjeneste.

For pinse er festen for, at alt det, vi kender som kristendommen, blev gjort til noget, der var relevant for alle mennesker og ikke kun tilhører en fjern fortid.

Det er festen for, at disciplene fik mulighed for at fortælle om den tro, der kunne flytte bjerge på andre sprog, så mennesker fra hele verden kunne få lov at møde den samme tro. Og kristendommen er fuldstændig utvetydig i, at det netop er gennem Helligånden, at det kristne budskab stadig kan tales af og til mennesker.

Det volder alt den Ånd, somdaler,
Det virker alt den Ånd, somtaler,
Ej af sig selv, men os tiltrøst
Af kærlighed med sandhedsrøst.

Sådan skriver Grundtvig i pinsens nok mest sungne og elskede salme. Det er vist ikke bare en skrøne, at der engang er klaget til en biskop over, at en sognepræst undlod at vælge denne salme pinsedag i den lokale sognekirke. Og den udmærker sig også ved at være en form for ordbog til, hvad det er Helligånden gør.

Helligånden indgyder mennesker med håb

Helligånden er ikke kun sin egen, den er præcis den samme Gud, som også findes i både skabelsen og fortællingen om Jesus. Og den taler os til trøst Helligåndens mål er at indgyde mennesker håb, mod og lyst til at være til. Og den gør det af den samme grund, som Gud også blev menneske: af kærlighed. Helligånden er på den måde en form for fortsættelse af Bibelens fortællinger; dens virke er alt det, som ville kunne skrives ned som 2eren og 3eren af Apostlenes Gerninger.

Helligånd er en svær størrelse at forholde sig til for hvis den er så virkelig og nærværende, er det vel nærliggende at spørge, hvorfor den ikke griber mere aktivt ind, når mennesker ødelægger hinandens livsmuligheder.

For at komme med et muligt svar på den berettigede indvending, kan vi måske bruge Johannesevangeliets afskedstaler. Her siger Jesus, at åndens opgave er at fortælle mennesker om synd, retfærdighed og dom. Og oversat til almindeligt sprog, at Helligåndens opgave er at give mennesker mulighed for at vide, hvordan de bedst forvalter de muligheder, hver enkelt af os får. At kende den dybere sandhed om vores liv og tilværelse.

Ingen kirke uden ånd

Det betyder så også, at Helligånden er grunden til, at vi fejrer gudstjeneste, fordi det er gennem den, at mennesker overhovedet finder på at tro på noget som helst. Og det er også Helligånden, der gør det muligt, at vi i gudstjenesten gør os en forhåbning om, at vi kommer til at møde Gud.

Så når vi fejrer pinse, så er det en fejring, af at der er noget, der hedder kirke, menighed, dåb, nadver, salmer. At der er noget, der hedder kristendommen, med dens fortælling om Gud, der skabte os, blev menneske for at møde os og stadig er helt sprællevende gennem sin ånd for uden ånd, ingen kirke, uden ånd, ingen tro, uden ånd, ingen Gud.

Jette Rønkilde er ph.d-studerende ved Afdeling for Kirkehistorie og Praktisk Teologi på Aarhus Universitet