Pinsepræst: At være frelst er ikke noget negativt

Gud vil genføde hele sit skaberværk, ligesom han genføder det enkelte menneske. Denne frelse er fremtidig, skriver ph.d, præst i Pinsekirken og formand for FrikirkeNet Tonny Jacobsen

"Du lyder så frelst!" er normalt ikke ment som et kompliment. Det betyder i moderne dansk sprogbrug noget i retning af: "Du lyder selvretfærdig og bedrevidende." Det er næsten så langt fra den oprindelige mening, som det kan være. Det gamle danske ord frelse har i det meste af sin lange levetid betydet "frihalset," altså reddet eller sat fri fra fangenskab. Det at være frelst siger altså intet om den frelstes bedrifter, men alene noget om, at han er blevet reddet ud af en farlig eller ulykkelig situation.

Frelse er et af Bibelens store begreber. Det har dybe rødder i Det Gamle Testamentes fortælling, hvor Gud frelser sit folk fra slaveri i Ægypten, og hvor han gang på gang frelser nationen og enkeltpersoner fra krig, hungersnød, sygdom og mange andre ulykker.

I Det Nye Testamente bruges ordet særligt om frelsen ved tro på Jesus. Jesus frelser et menneske fra dets synder, når mennesket rækker ud til ham i tro. Denne frelse kan ske på mange måder, men vil som regel indebære, at jeg hører de gode nyheder om, at Jesus gik i mit sted og tog den straf og forbandelse, der hvilede over mig, da han døde på korset. Når jeg i tillid tager imod denne gave fra Gud – ofte gennem bøn, bliver jeg frelst.

Jeg bliver et Guds barn, bliver renset fra min synd og bliver sat i en helt ny relation til Gud, mig selv og min omverden. Denne nye relation beskriver Det Nye Testamente med mange forskellige ord: Helliget, født på ny, beseglet med Helligånden, retfærdiggjort, oprejst med Kristus.

Frelse kan også indebære et konkret indgreb fra Gud. Når Jesus helbredte syge mennesker og drev dæmoner ud, så beskriver evangelierne til tider dette som frelse. Jesus siger for eksempel til kvinden, som havde lidt af blødninger i 12 år: "Din tro har frelst dig," da de begge konstaterer, at hun er blevet helbredt (Markus kapitel 5 vers 34).

Det har vakt en del spekulationer, at Paulus taler om at "arbejde med frygt og bæven på jeres frelse" (Filipperbrevet kapitel 2 vers 12). For hvordan kan man arbejde på sin frelse, hvis den modtages af nåde ved tro? Det kan man, fordi frelse også betegner det daglige kald til at ligne Jesus mere – det, som teologer kalder helliggørelse. Paulus kalder os i sammenhængen til at have samme mentalitet som Jesus, der tjener og giver sig selv. Og han understreger, at det er Gud, som gør denne indre forvandling i os mulig.

Frelsen slutter ikke ved døden, men er en frelse til kødets opstandelse og det evige liv. Jeg skal ved den endelige udfoldelse af min frelse opstå i en åndelig krop, ligesom Jesus gjorde det, da han trådte ud af graven påskemorgen.

Frelsen er ikke kun individuel, men den indebærer en fuldstændig genoprettelse af det skaberværk, som er blevet forurenet og ødelagt af synd og ulydighed mod Gud. Paulus udfolder særligt denne tanke i Romerbrevets ottende kapitel, hvor han taler om, at vi blev frelst til håbet om, at hele kosmos skal befries fra den lidelse og tomhed, som det blev underlagt ved menneskets oprør mod Gud.

Frelsen betyder, at Gud vil genføde hele sit skaberværk, ligesom han genføder det enkelte menneske. Denne frelse er fremtidig. Paulus beskriver, hvordan både skabningen, Helligånden og de troende sukker dybt, lider og længes efter denne kommende frelse.

Hvis jeg skal sætte min forståelse af frelse på kort form, så er den både kollektiv og individuel. Den udfoldes i fortid, nutid og fremtid: Jeg er blevet frelst, jeg bliver til stadighed frelst, og jeg vil blive frelst. Alt sammen som Guds ufortjente gave.

Tonny Jacobsen
Ph.d, præst i Pinsekirken og formand for FrikirkeNet.