Præst: Folkekirken er en kirke for folket - men Bibelen er rettesnoren
Kristendommen er en pakkeløsning – ikke et samlesæt, vi kan stykke sammen, som det passer os, skriver sognepræst Jens Borg Spliid med henvisning til den verserende sag om dyreclairvoyance i folkekirken
Det er på mode at sætte sig selv i centrum. Tidligere var mennesker i vores del af verden markant mere interesseret i, hvad nærmiljøet og venner havde af kritik, mens det i dag er blevet vendt til et tilbagevendende fokus på selvrealisering og selvhjælpsløsninger i håbet om at forbedre sig. Den enkelte er i større grad blevet vænnet til selv at definere målestokken for, hvad der er godt og skidt, hvad der er rigtig og forkert.
Det er dermed også blevet populært selv at skulle definere indholdet af sin tro. Det bevidnes af adskillige teologiske diskussioner gennem de sidste år. For nylig har det været diskussionen om dyreclairvoyance; desuden har der været diskussion om, hvorvidt opstandelsen skal forstås konkret eller billedligt, hvorvidt Gud er Verdens Skaber og opretholder, og flere andre emner.
Den amerikanske præsident John F. Kennedy blev kendt for at sige: ”Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig. Spørg i stedet om, hvad du kan gøre for dit land”. Prøv at overføre denne talemåde til kristendommen. Spørg ikke, hvad kristendommen kan gøre for dig, men om hvad du kan gøre for kristendommen. Vi er som kristne nødsaget til at indordne os under betingelserne, der følger med den gave, frelsen udgør. Det er ikke vores opgave at forsøge at redefinere hverken troen eller frelsen.
Det kræves ikke af et troende menneske, at det forsøger at danne sin egen tro. Vi skal ikke selv forsøge at gøre os til mestre, der justerer på finskruer for at få troen til at passe ind i tiden. Troen er givet udefra. Den er os givet gennem Helligånden. Vi er så privilegerede, at der følger en brugsanvisning med til troen. Bibelen er rettesnoren for, hvordan vi kan bruge den gave, vi er blevet givet.
Af Johannes Åbenbarings sidste kapitel fremgår det, at vi hverken skal lægge til eller trække fra. Det er altså ikke op til os at vurdere, hvad der skulle være i Bibelen, eller hvad der burde være udeladt. Det er ikke et spørgsmål om, hvordan vi får Bibelen, kristendommen og troen til at ligne noget, vi holder af – den er smuk nok i sig selv og har ikke brug for vores hjælp til at være stærk.
Det er i stedet et spørgsmål om, hvad vi kan gøre for at delagtiggøre verden i Guds uudgrundelige kærlighed, som er årsagen til, at Jesus blev sendt hertil for at sone synden for enhver, der tror. Enhver form for diskussion om, hvad kirken burde stå for, må nødvendigvis være funderet i Bibelens ord. Luther plæderede for det samme med sit slagord ”Sola Scriptura” – Skriften alene er målestokken.
Det, der er i overensstemmelse med Bibelens ord, kan vi derfor kalde for kristen lære, som den forkyndes efter Guds vilje. At sætte sig til herre over, hvad der efter eget ønske burde være i Bibelen, er at gøre sig selv til Bibelens overmand. Jesus kom ikke for at lade sig tjene, men for selv at tjene.
Ingen er større end sin mester, siger Jesus. Spørg derfor efter, hvad du kan gøre for at tjene der, hvor Gud har sat dig. Kristendommen er en pakkeløsning – ikke et samlesæt, vi kan stykke sammen, som det passer os. Derfor kan man vel kalde kirken for rigid, men det er netop dens styrke, at der er stabilitet og tryghed i visheden om, at enhver, der tror på, at Jesus er frelser, skal blive frelst af nåde. Selv siger Jesus, at ingen, der kommer til ham, skal gå forgæves. Andet behøver vi ikke.
Folkekirken er en kirke for folket. Men det er ikke folket, der bestemmer, hvad kirken skal stå for. I så fald er det ikke længere en kirke, men en forsamling af diskussionslystne individer, der alle mener at have ret hver især, men aldrig vil kunne blive enige.
Jens Borg Spliid
Sognepræst