Stender: Folkekirken lider af mangel på kroppe
Selvfølgelig er det en overvindelse at få kroppen ud af sengen søndag morgen eller forlade det hyggelige morgenbord med kaffe og overskårne for at tage hen til en gudstjeneste, skriver præst Poul Joachim Stender
De gamle grækere satte ånd og krop lige. For grækerne var en slap krop med bodegamave og dansehåndtag et lige så afgørende tegn på mangel på kultur som uvidenhed.
Grækerne måtte hædre Zeus og Apollon med idræt. Derfor blev der med regelmæssige mellemrum afholdt idrætslege til gudernes ære.
Grækerne kunne lide at se på den nøgne, veltrænede og olieglinsende krop. Ikke kun ved idrætslegene, men også når der blev holdt skønhedskonkurrencer for mænd i landskabet Elis og for kvinder på Lesbos.
Det menneskelige legemes fysiske skønhed, bevægelsernes harmoni, den erotiske udstråling og sanseligheden var af så stor betydning for grækerne, at guderne måtte fremstilles som det fuldkomme menneskelige legeme. Hvor mange folkeslag har haft guder med så smukke bryster som Afrodites og så stramme baller som Poseidons?
Kropsløse helgener erstattede guderne
I 394 e.Kr., efter at have eksisteret i 1169 år, beordrede den kristne kejser Theodosius den Første De Olympiske Lege lukket. Han var åndens mand med dobbelthage og hængerøv. Og havde, som mange kristne stadig har det, utroligt besvær med nøgne mænd og kvinder og deres fysiske skønhed og udfoldelse.
LÆS OGSÅ: Græsk mytologi: De olympiske guder
De sanselige guder blev erstattet af kristendommens kropsløse helgener med store øjne, små munde og en parodi af en krop. Nøgenheden fik figenblade og lændeklæder over sig. Siden da har det ikke stået godt til med kroppen i kristendommen. Mærkeligt!
Et vigtigt ord i kristendommen er inkarnation. Det betyder ”i kød”. Gud blev den første jul kød i Jesus. Ikke et man. Men en mand med baller og kønsorgan, safter og sekreter. Og 33 år efter opstod denne Jesus med hud og hår fra de døde efter brutalt at have været blevet henrettet på et kors. Aldrig har menneskekroppen fået et større kompliment fra evigheden end ved Jesu fødsel og opstandelse.
Der er ingen tvivl om, at ånden i 2000 års kristendom har fået og får fuld gas. Men ligesom de gamle grækere skal kristne hele tiden bestræbe sig på at sætte ånd og krop lige.
Kirken mangler ikke salmer og orgler
Der er et dansk mundheld, der siger: ”Det er bedre at sidde på kroen og tænke på kirken end at sidde i kirken og tænke på kroen”. Det fortæller noget om, hvordan man tror, at man kan nøjes med at være kristen oppe i sit hoved. Men det hører med til at være kristen, at man også involverer kroppen. Og en af de bedste kristne kropsøvelser er at gå i kirke, når der er gudstjeneste.
Den danske folkekirke mangler nemlig ikke nye salmer eller større orgler. Den mangler kroppe. Og det er helt i orden, at man de første gange nøjes med at tage sin krop med i kirke og lader tankerne kredse om fadølsanlægget på kroen.
LÆS OGSÅ: Hvad er forskellen på gudstjeneste og højmesse?
Det der sker under gudstjenesten er så medrivende, at tankerne på tidspunkt forlader kroen og tager op til kroppen i kirken. Selvfølgelig er det en overvindelse at få kroppen ud af sengen søndag morgen eller forlade det hyggelige morgenbord med kaffe og overskårne for at tage hen til en gudstjeneste. Men hvem i alverden siger, at man skal have lyst til at gå i kirke, før man gør det?
De fleste af os synes ikke, at det er en fornøjelse at stå op om morgenen og gå på arbejde. Man skal også være noget af en masochist for at synes, at det er skægt at løbe en tur en kold, regnfuld februardag. Men et andet mundheld lyder, at appetitten kommer, når man spiser.
Når man er kommet i gang med sit arbejde eller løbeturen, kan det blive en fornøjelse. Og på nøjagtig samme måde er det at tage sin krop med til en gudstjeneste. Inden man ser sig om, er man blevet hvirvlet, med krop og sjæl, ind i den centrifugale kraft fra Guds ord. Så derfor er en af fastens stærkeste kropsøvelser at snuppe en gudstjeneste i kirken på trods af manglende lyst.
Poul Joachim Stender er præst og forfatter.