Synspunkt

Præst: Frelsen er et hverdagsvilkår, vi ikke har magten over

Man hverken kan eller skal gøre noget for at blive frelst, skriver sognepræst Caroline Thisted. Foto: colourbox.com

Frelsen bliver netop hverdagsrelevant, fordi den angår hvert eneste minut, hver en vejrtrækning og min næste som mig selv, skriver sognepræst Caroline Thisted

Hvad er frelse? Frelse er en befrielsestilstand, hvor det der klemmer, presser og tvinger er ophørt. Det er også, men ikke udelukkende, en hinsidig virkelighed i Guds rige, hvor al pinsel er borte og alt er fuldstændiggjort i overensstemmelse med Guds oprindelige vilje og skabelse.

Da imidlertid Gud er evig, må vi se også det dennesidige under frelsesfortegnets mulighed. Frelst kan vi blive her og nu. Frelsesmuligheden er derfor ikke kun begrænset til, at vi er sat fri af døden, fordi vi med Kristus tror på opstandelsen. Frelse er i al evigheden – her og nu og ikke alene der og da på den anden side. Og da frelsen er i al evigheden må man snarere overveje, hvordan frelse er en mulighed i livet, hverdagen og den konkrete levede situation. For frelsen finder altid sted.

Hvad kan man da gøre for at blive frelst – altså opnå denne befriede tilstand, hvad enten her i livet eller efter livet. Det vil gøre-mennesker ofte gerne vide. Hvordan man selv kan påvirke og fremme frelsen. Men man hverken kan eller skal gøre noget for at blive frelst. Vi kan derimod starte med at erkende, at vi ikke er det. At vi i livet netop er presset og tynget og som en art livsslaver går fra sted til sted og gør vores gerning.

Hvis vi derfor i stedet forudsætter, at frelsen, ligesom livet, er Guds gave og hans mulighed at række os, så må vi slippe det åg (!) det er at forsøge at frelse os selv. Som om vi skulle kunne forløse os frem til en fri tilstand, hvor intet klemmer, presser eller tvinger os. For kunne vi dét, da ville vi blot stå i den bizarre situation, at vi i netop forsøget på selvfrelse bliver så meget desto mere klemt af os selv og vores frelseskrav.

Alene det at ville forsøge at frelse sig selv er en gerningsretfærdighed, der er alt for optaget af sig selv og af troen på, at mennesket har magten til at befri sig – i den forstand at vi skulle kunne oprette og vedligeholde frie liv med dage, der aldrig gav os følelsen af slaveri. Da bliver vi blot så meget desto mere slaver af os selv og står med hænderne om vores egen hals.

Så det vi kan ’gøre’ er at ophøre med at forsøge at gøre noget som helst for os selv og i stedet lægge det hos Gud at befri vores liv. Og undervejs langt hellere arbejde med på medmenneskets befrielse; fra vold, kynisme, fattigdom og armod af enhver karakter. Det må være næstens frelse – ikke vores egen – som vi er optaget af at gøre noget for.

Og med det må man gøre sig tanker om frelsens indhold, hensigt og mål. Kan der siges noget om frelsetilstanden? Ja det kan der. For frelse er: At man bliver frelst fra et mindre liv til et større, fra tørhed til frugtbarhed, fra tomhed til fylde. Og det er altid Guds gerning.

Fordi Gud er uden begrænsning af hverken tid eller sted, så nøjes frelsen ikke med at ligge udenfor livet, men også i det. Ganske enkelt bundet på den tro, at Gud er med os til verdens ende, til alle tider på alle steder, og derfor vil hans frelse også være såvel her som der.

Det medfører også, at frelse er for alle – hver og en. Derfor bliver frelsen netop hverdagsrelevant, fordi den angår hvert eneste minut, hver en vejrtrækning og min næste som mig selv. Frelsen er et hverdagsvilkår, som vi ikke har magten over, men som en mulighed livets Gud rækker os.

Når vi har hjulpet med på medmenneskets frelse i trængte dage, og når vi selv er klemt i livet og oplever vores halse ufrie, må vi have tillid til, at frelsen netop er for os alle og derfor også for os. For i yderste instans tror vi, at netop dét er Guds vilje og retning, hans mål med os; at vi skal frelses.

Caroline Kollenberg Thisted
Sognepræst