Synspunkt

Præst og menighed skal frit kunne vælge hinanden

Det gør ikke noget, at præsteansøger og menighed i det mindste får en begrundet fælles tro på, der nok skal kunne komme noget godt ud af at leve med hinanden i et samarbejde ”i medgang og modgang”, skriver sognepræst og dr.theol. Anders Eyvind Nielsen. Foto: Colourbox

Ligesom i mand og kvinde i et ægteskab behøver præst og menighed ikke være helt enige, men de skal kunne finde en fælles melodi, skriver sognepræst Anders Eyvind Nielsen

I Grundtvigs kærlighedssang ”Hvad er det, min Marie” fra august 1851 til sin 2. hustru, Marie Toft, som han blev gift med i oktober samme år, sammenligner digteren dét at være ”viet sammen” med et kirkeligt forhold: ”som kirken og dens amen, som præst og menighed”.

Det passer godt med Grundtvigs kirkelige frihedstanker om, at præst og menighed frit skulle kunne vælge hinanden. Ikke fordi, der på nogen måde skal være private følelser involveret på begge sider af bordet, med flettede fingre, knus og kram til højre og venstre.

Men det gør ikke noget, at præsteansøger og menighed i det mindste får en begrundet fælles tro på, der nok skal kunne komme noget godt ud af at leve med hinanden i et samarbejde ”i medgang og modgang”. I Jesu forbøn, der gerne går under ”Jesu ypperstepræstelige bøn”, beder Jesus ikke om, at hans disciple skal være ens, men ét. Dén lader vi lige stå et øjeblik.

I folkekirken er det reelt og principielt hverken staten (dronningen eller kirkeministeriet) eller biskoppen, men den eller de lokale menighedsråd, der vælger deres præst. Og det er der virkelig gode folkelige og praktiske, juridiske og kirkelige grunde til, at det forholder sig sådan.

Biskoppen skal under sit orienterende møde med menighedsrådet naturligvis præsentere de indkomne ansøgninger på en fair og vejledende måde. Kun i det tilfælde, hvor menighedsrådets indstillingsmøde, som holdes uden biskop og provst, ikke er enstemmig, er biskoppen frit stillet til for eksempel at følge mindretallet.

Det forudsættes selvfølgelig, at ansøgeren har eller vil bestå bispeeksamen. Det drejer sig om en uformel samtale om nogle pastorale opgavebesvarelser med henblik på at sikre, at præsteansøgeren ligger inden for folkekirkens evangelisk-lutherske bekendelse.

Det ligger således i kortene, at menighedsrådet har en stor og vigtig opgave i at få den bedst tænkelige præst til sognet. Her skulle ansøgerens prøveprædiken naturligt nok kunne bidrage til en saglig samtale om ansøgerens teologiske og kirkelige ståsted.

Ikke for at der skal udøves censur for at sikre, at man får en præst med for eksempel nøjagtigt det samme bibelsyn, som det, man selv ønsker at blive bekræftet i. Et menighedsråds holdninger kan jo være skiftet ud ved næste valgperiode.

Dynamikken behøver ikke leve af enigheden, den kan ofte vise sig mere frugtbar i forskelligheden. Kunsten er ikke at gå på opdagelse efter grøfter. Man kunne let falde for fristelsen til at grave dem dybere. Det, der er brug for i hverdagen, og det både i og uden for kirken, er viljen til at bygge broer.

Men desværre er det vist langt fra prøveprædikenen, der står i forgrunden, men derimod diverse ønskelister om fortsatte og nye tiltag. Men det, at der ’skal ske noget’, kan kirkeligt set aldrig være et mål i sig selv. Kirken lever ikke af seertal, men af at blive hørt. Den korteste vej til hjertet går gennem øret.