Synspunkt

Præst om dyreclairvoyance: Vi skal ikke være alt for hurtige med kætterdomme og blanke afvisninger

Hvad skal vi vi invitere indenfor i folkekirken, og hvor går grænsen? Er der plads til dyreclairvoyance og hestetelepati, for eksempel? Se, hvad sognepræst Gudmund Rask Pedersen svarer i dette indlæg. Billedet er fra Knuthenborg Safaripark Foto: Polfoto/Thomas Borberg

Kirken skal bevæge sig ind i den brogede verden, som inklusive alle dens bobler og ufattelige mærkværdigheder er skøn endnu og i virkeligheden en samtale og overvejelse værd i alle ender og kanter, skriver sognepræst Gudmund Rask Pedersen

Min kone har fået en hest. Hun er meget glad for den. Hun påstår, at de kommunikerer sammen, de to, og at hesten også er meget glad for hende.

Jeg kan ikke helt følge min kone. Men jeg kan tydeligt se og mærke, at relationen til hendes hest er umådelig vigtig og værdifuld for hende. Samtidig med, at jeg glæder mig over, at min kone har fået dette livgivende forhold ind i sit liv, så glæder jeg mig også over, at hun stadig gerne vil bruge tid sammen med mig – også uden hesten er der – og at hun tydeligvis godt kan skelne mellem kærligheden til den ene og til den anden - hesten og mig.

Når en kirke på Sjælland under overskriften ”Noget om strudse og himmelhunde” inviterer til en aften om dyreclairvoyance med besøg af en såkaldt dyretelepatør, som efter sigende skulle kunne formidle kontakt mellem mennesker og deres afdøde dyr, så kan jeg ikke helt følge dem i tiltaget som et oplagt folkekirkeligt emne.

Men jeg må så også sige, at jeg gennem årene har set så mange andre i mine øjne lidet kirkelige arrangementer løbe af stablen rundt omkring i det brogede folkekirkelige liv. Så hvad skal være kriteriet for, hvad vi kan invitere til og ikke invitere til i kirkelig sammenhæng?

Kriteriet kan i alle tilfælde ikke alene være noget med, hvad jeg som præst eller menighedsrådsmedlem personligt lige nu går og fumler med af tanker og overbevisninger om det ene og det andet. Men hvad så?

Fra forholdet til min kone ved jeg, at jeg alt i alt kommer længst ved at forholde mig åben og lyttende til hendes beretninger om kommunikation og gode stunder med hesten. Og først herefter i en åben samtale så konstruktivt som muligt fremføre min skepsis over for det ene og det andet af det, jeg her har hørt.

Det kunne såmænd også godt være et muligt sigtepunkt for, hvad vi i folkekirkelig sammenhæng kan tage fat på af emner i det eksistentielle og menneskelige felt set meget bredt: Alt muligt af det, som det ene og det andet folkekirkemedlem derude i det aktuelle nutidsliv går og fumler med af tro og tanker om alt mellem himmel og jord.

Kigge på det. Tale om det. Lytte, spørge, diskutere og næsten skændes: Men for Guds skyld (hvilket altid først og fremmest betyder for vores egen og vores menneskeligheds skyld) ikke være alt for hurtige med kætterdommene og blanke afvisninger af det, naboen – eller sågar konen – går og tænker og tumler med, og indimellem måske ligefrem tror på.

Kriteriet for, hvad vi kan invitere til og ikke invitere til i kirkelig sammenhæng må i sidste ende ikke så meget være tematikken, hvor fremmedartet og sær den så end måtte kunne virke på hver enkelt af os, men fortegnet for, hvad vi i det kirkelige i grunden har at samles om. Kortest sagt: Kristus.
 
Sagt med de stærke ord fra Filipperbrevshymnens indledning: ”I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus, han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig.” (Filipperbrevet kapitel 2, vers 5-7)

Så er retningen ligesom angivet, også for os: Ind i det menneskelige. Ind i den brogede verden, som inklusive alle dens bobler og ufattelige mærkværdigheder er skøn endnu og i virkeligheden en samtale og overvejelse værd i alle ender og kanter.

NB. Jeg har selv fået lidt rideundervisning her i foråret på en hest, som kan noget med øjnene. Ligesom om den…

Gudmund Rask Pedersen,
Sognepræst