Præst: Tidehverv er med årene blevet uinteressant

Tidehverv bliver langt hen ad vejen temmelig uinteressante både som lutherfortolkere og som modernitetskritikere. Det bliver forudsigeligt, hvordan tidehvervsfolk forholder sig til nye kirkelige eller samfundsmæssige tiltag, skriver sognepræst Mette Kathrine Grosbøll

Det begyndte med det såkaldte antinomismeopgør, spørgsmålet om lov og evangelium, ved et foredrag af Søren Krarup på sommermødet i 1978. Hvor meget er vi, der er tilsagt vores synders nådige forladelse, sat fri til at handle i verden, og hvor meget skal vi forstå os som nogle, der i alt vi gør er underlagt Guds lov og dom?

For Søren Krarup risikerede mennesker at relativere, hvad der ikke kan relativeres, hvis ikke de forstod, at man ikke kunne blande Gud udenom det verdslige anliggende. Gud er giveren også af det sekulære liv, den, der sætter det verdslige liv ved loven, og som derfor også er dets dommer. Søren Krarup blev af andre tidehvervsfolk kritiseret for sin meget ensidige forståelse af loven, fordi han med kristendom i hånden ville kunne anklage alle, han var uenig med, for ideologi, afguderi eller relativisme i sin kamp mod tidsånden.

Men opgøret gav Krarup vind i sejlene og førte år senere til, at han og Jesper Langballe, begge i bladets redaktion, i 2001 gik ind i politik som Tidehvervsmænd bevæbnet med en teologi, der var blevet stadig mere fokuseret på skabelsesordninger. Det handlede især om det nationale og grænserne, idet de siddende politikere ikke forstod, at deres indsats for indvandring og åbne grænser stod under Guds dom, Gud, som den der havde ordnet det sådan, at der skal være grænser (dog ikke hvor de skal gå helt præcist).

Hvad der kunne synes at være nationale synspunkter havde afsæt i den teologiske ordningstænkning, sådan som vi igen ser det i diskussionen om ægteskabet.
 
At Tidehverv med sin indtræden i politik herefter fik mere presse og mere politisk indflydelse end nogensinde før er indiskutabelt. At det betød en del for selvfølelsen er også. Spørgsmålet er snarere, om Tidehverv igennem årene formåede at bibeholde sin status som eksponent for uforfalsket luthersk tankegods og som væsentlig modernitetskritiker.

I hvert fald må man konstatere, at Tidehverv nu i høj grad lægger vægt på det skabelsesteologiske og er begyndt at argumentere ud fra skabelsesordninger i en grad, der mere og mere ligner den missionske argumentation, som Tidehverv oprindeligt lagde afstand til. Det Ny Testamentes radikale krav om kærlighed til næsten, også når det betyder afvisning af det kendte, traditionen og loven, nedprioriteres i dag og bliver til noget, man vrænger af i forhold til kolleger, der forsøger at løfte det argument. Ikke mindst i den pågående diskussion om ægteskabet.

Præster, der gerne vil vie homoseksuelle, er ifølge Tidehverv ulutherske, relativistiske og bange for ikke at få job.

I sit opgør med Danmarks Kristelige Studenterbevægelse tilbage i 1926 kritiserede Tidehverv, at et bestemt forhold til studenterbevægelsen til sidst kom til at overskygge forholdet til Gud. I dag er man ”wannabe-tidehverver”, hvis man lægger afstand til en meget bogstavelig Lutherlæsning, som om man derved har solgt sig selv til tidsånden og er blevet en medløber. Man hører altså ikke til i Tidehverv og det fagfællesskab, der ellers brystede sig af at være stedet, hvor meningerne kunne brydes frit, hvis ikke man deler udgiverkredsens fortolkning af Luther.
 
Dermed bliver Tidehverv også langt hen ad vejen temmelig uinteressant både som lutherfortolkere og som modernitetskritikere. Det bliver forudsigeligt, hvordan Tidehvervsfolk forholder sig til nye såvel kirkelige som samfundsmæssige tiltag; der kan altid findes et (ordnings)teologisk, luthersk argument mod alt, hvad der ligger fjernt fra et stærkt nationalkonservativt standpunkt. I min bog af samme navn fra 2007 kaldte jeg denne tendens i Tidehverv for teologisme. Det er vel det, det er.

Mette Kathrine Grosbøll
Sognepræst