Præster bør også holde hviledag om søndagen

Skulle der en dag udkomme en skønlitterær bog fra Elizabeth Knox-Seith, vil det ikke overraske. Hendes ...

Det at holde gudstjeneste er noget andet end at drive projekter, skriver pilgrimspræst Elizabeth Knox-Seith. Foto: Annette Greenfort

Man kan lade søndagen være det hellige rum, den er beregnet til at være
Elizabeth Knox-Seith

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind har bedt sine medarbejdere om at komme hviledagen i hu. Det samme bør præster gøre, siger pilgrimspræst Elizabeth Knox-Seith

Skal det være slut med emails og arbejde om søndagen? Kristendom.dk har bedt pilgrimspræst Elizabeth Knox-Seith, der i en årrække har arbejdet med retræter, stilhed og kristen meditation, om at kommentere på Søren Pinds udmelding om at holde hviledagen i hu, og om hvorvidt præster også burde holde hviledag om søndagen.

Jeg er helt enig i Søren Pinds udmelding og er glad for, at den sætter en debat i gang omkring grænser, og hvad vi må forstyrre hinanden med. I Lolland-Falster Stift har biskop Steen Skovsgaard forlængst indført regler for, at præsterne ikke må forstyrre hinanden ved at sende mails om søndagen. Nogle gange kan det virke lidt som en selvmodsigelse, for præster har jo netop ikke fri om søndagen - så før i tiden brugte vi ofte søndagene til at indhente det sidste, vi ikke havde nået, så vi i stedet kunne holde fri en anden dag.

Men det at have en fælles præmis giver faktisk en frihed, som Søren Pind også udtrykker det, nemlig friheden til ikke at blive forstyrret af de andre. Så det betyder, at man kan lade søndagen være det hellige rum, den er beregnet til at være - det rum, hvor vi kommer hviledagen i hu og også selv falder lidt "ned", selvom vi måske holder indtil flere gudstjenester denne dag.

Men det at holde gudstjeneste er noget andet end at drive projekter - så netop på den måde er det at komme hviledagen i hu meget vigtigt. Man må vente med sine spontane indfald og sender ikke uden eftertanke alle mulige mails til andre kolleger. Det er faktisk blevet et lille helle her i stiftet, at det ikke vælter ind med mails om søndagen.

Andet end dem, man selv sender, til andre uden for "hellet" - sådan som jeg nu sender denne kommentar til kristendom.dk om at holde hviledagen i hu netop på en højhellig søndag efter en meget travl uge, hvor der ikke var tid til at få skrevet noget.

Elizabeth Knox-Seith
Pilgrimspræst