Præst: Hvis du melder dig ud af folkekirken, deserterer du!

Poul Joachim Stenders værste jul var i 1984, hvor hans far netop var død. – Foto: Leif Tuxen.

"Jeg er sikker på, at du bilder dig ind, at du kan være en lige så god kristen ved ikke at være medlem af folkekirken. Vel kan du ej!" skriver sognepræst Poul Joachim Stender i et brev til et sognebarn, der er på vej til at melde sig ud af kirken

Det er ikke særlig tit, at der kommer en udmeldelse af folkekirken i Kirke Saaby og Kisserup. Men når det sker, skal jeg handle som den dresserede embedsmand, jeg er.

Jeg skal ekspedere udmeldelsen med det samme. Og det gør jeg desværre også. Men da det for nyligt var en mand, som jeg kendte særdeles godt, skrev jeg følgende til ham. Og jeg har selvfølgelig sløret hans identitet ved at give ham et andet navn.

LÆS OGSÅ: Folkekirken er presset på dåbstallet

Kære Per, du kan ikke desertere! I krig har soldater ikke lov til at stikke af. Og vi er krig i øjeblikket. Kampen mod egoisme og ondskab og selvtilstrækkelig er på sit højeste. Se bare Rusland, der har invaderet Krim med 30.000 soldater. Statslig egoisme når det er værst.

Men det er ikke værre end den egoisme vi ser, når folk invaderer hinanden for at rage så meget til selv som muligt. Og så stikker du bare af og vil have os andre til at kæmpe videre mod denne egoisme på dine vegne. Det kan godt være, at du sparer ca. 3000-4000 kr. om året. Det er penge du kan bruge til marmelade, kødpølser, toiletpapir, hakket dødt oksekød og hvad ved jeg.

Men handler det ikke om at tænke større med sine penge? Din kirkeskat går til at fortælle folk, der slås med kærligheden, sygdom, død, at himlen har kysset jorden. De er ikke alene i deres afmagt. Gud er med dem. Men vi andre skal også være med dem. Og hvem skal fortælle os det? Det skal den kirke, som du er ved at desertere fra.

Jeg er sikker på, at du bilder dig ind, at du kan være en lige så god kristen ved ikke at være medlem af folkekirken. Vel kan du ej! Du kan heller ikke være en god samfundsborger i Danmark ved at melde dig ud af samfundet. Det er ikke nok, at du tænker, at du er en god dansker. Du skal også støtte dit land gennem din skat.

Kirken er et godt sted for dig at få trøst og opmuntring og tilgivelse. Men det er også stedet, hvor du kan blive modsagt. Dine egne fortolkningen af kristendommen er måske slet ikke det budskab, Jesus gav os. I kirken bliver dine forestillinger korrigeret. Du kan ikke sætte kristendommen sammen af det i den, du bedst kan lide. Det er kristendom light.

Du bliver nødt til at tage en samlet pakke med arvesynd, dommedag og så videre. Kirken er også stedet, hvor du kan øve dig i at have fællesskab med mennesker, som politisk, socialt, holdningsmæssigt står et helt andet sted end dig. I folkekirken spiser du ved nadveren med dem, du aldrig kunne drømme om at invitere hjem til dig selv.

Du har sagt til mig, at du længes efter et liv med mere langsomhed. Per! Vi er fantastiske til langsomheden i kirken. Du skal tage langsomheden med hjem fra kirken og bruge den i dine samtaler med andre, i din tid med børnene, i dit køkken når du laver mad og i dit samvær med din elskede. Eller sagt på en anden måde. Den fred, kærlighed, tilgivelse du møder i kirken, skal du bære med dig resten af ugen og dele gavmildt ud af.

LÆS OGSÅ: Præst: Kontakt til sognebørn er vigtigere end medlemstal

Jeg skal nok melde dig ud, hvis du insisterer. Gud vil ikke efter din død spørge om du har været medlem af folkekirken eller vil han? Men jeg er sikker på at du vil få mere glæde af evigheden her og nu ved at blive i din kirke.

Bedste hilsener
Din præst"

- Helligheden udgår fra det hellige selv, Gud, og du indvies til at leve i det lys og den velsignelse, det er, skriver Jette Dahl. - Foto: Leif Tuxen.