Præst: Massoud går ikke "konkurrentens" ærinde

"Der er sket en usaglig og usalig sammenblanding af at være lem på Kristi legeme og at være medlem af folkekirken, og at det sidste i nogle præsters optik har er vigtigere end det første," mener sognepræst Margrethe Horstmann

Et barn (eller en voksen, for der findes i princippet kun barnedåb) bliver i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn døbt til at tilhøre Jesus Kristus.

Det er det ene af den lutherske kirkes sakramenter, en hellig handling, som er indstiftet af Jesus selv. Det er ikke helt det samme som at være medlem af den danske folkekirke som institution, når dåben giver den døbte plads i menigheden.

Pastor Erik Sloth, Landet, har illustreret det på smuk vis:

I Apostlenes Gerninger, kap. 8, bliver den etiopiske dronnings minister døbt af Filip. Det er Ånden, altså Herrens ånd, og ikke hverken provst, biskop eller kirkeminister, der befaler Filip at holde sig nær til hofmandens vogn.

Efter en prædiken handler hofmanden i øjeblikket og siger: "Se, der er vand, er der noget til hinder for at jeg kan blive døbt?" Her burde Filip svare: "Ja. Du har ikke noget personnummer, du bor her ikke, og her er ikke nogen kirke, ikke engang en afindviet én." I stedet svarede han: "Tror du af hele dit hjerte, så kan det ske." Og hofmanden bliver døbt. Selv under disse usle, og ej i anden protokol end Ny Testamente nedfældede omstændigheder så hofmanden "ham (Filip) ikke mere, thi han drog sin vej med glæde."

Sognepræst Birgitte Graakjær Hjort citeres 5. december i Kristeligt Dagblad for at sige, at præsten er "firmaets mand" og kan derfor ikke døbe ind i andre kirkesamfund end folkekirken.

Det er i Massouds tilfælde heller ikke tale om at gå "konkurrentens" ærinde, men alene dåbens. Det forekommer mig, at der er sket en usaglig og usalig sammenblanding af at være lem på Kristi legeme og at være medlem af folkekirken, og at det sidste i nogle præsters optik har er vigtigere end det første.

Margrethe Horstmann er teolog og konstitueret præst