Præstestuderende i Vatikanet: Den katolske kirke får to store helgener
Begge paver, som nu skal helgenkåres, havde en helt særlig folkelighed omkring sig og var paver, som gennem deres embede forkyndte det glade budskab, skriver katolsk præstestuderende i Vatikanet Kasper Baadsgaard
Helgenkåringer er altid en stor fest for den katolske kirke, ikke fordi vi derved får to nye personer at tilbede, men fordi vi får to nye personer at bede til, to personer hvis liv og virker i særlig grad er et eksempel til efterfølgelse.
Meningen med helgener er netop denne: personer hvis liv er inspiration for andre. Personer, som man kan bede til og bede om at gå i forbøn for en, hvilket nogle gange leder til mirakler. Dette er muligt, fordi en helgen er en, som er i himlen, altså en, som er i dette perfekt stadie i fuldkommen kærlighed med Gud.
LÆS OGSÅ: Katolikker tilbeder ikke helgener
Både Johannes Paul II og Johannes XXIII er eksempler på to store paver, som hver for sig gennem deres liv og virke er forbilleder og inspiration for os andre.
Johannes Paul II gjorde kirken levende
Helgenkåringen af Johannes Paul II vil få stor betydning for mange katolikker, specielt fordi de fleste stadig kan huske ham og hans virke som pave. For mig er der særlig to ting, som jeg forbinder med ham. Først og fremmest hans passion for unge.
Johannes Paul II begyndte de store internationale samlinger for unge mennesker forskellige steder i verden - Verdens Ungdoms Dagene. De bliver stadig afholdt, og i denne sommer er det i Rio, hvor unge fra hele verden vil mødes med pave Frans.
LÆS OGSÅ: Johannes Paul II er en atypisk helgen
Dernæst for hans mange rejser. Johannes Paul II bragte pavedømmet langt ud over Vatikanets grænser, selv til lille Danmark i 1989. At paven ikke bare var manden i Vatikanet, men blev en levende folkelig person gjorde kirken levende og forstærkede det globale fællesskab.
Johannes XXIII ville ud til folket
Johannes XXIII var en anden stor pave, som mest er kendt for indkaldelsen til Andet Vatikankoncil. Mindre kendt er nok hans person. Der er mange historier om ham og hans måde at være pave på. En af mine favoritter er, at han, uden at sige det til folk omkring sig, gik ture i Vatikanets have og snakkede med de folk han nu mødte, hvilket på den tid var højst unormalt. Han ville ikke gemme sig væk i et kontor, han ville være hyrde for folk, som jo også er pavens funktion.
Dette var også grundlaget for beslutningen om koncilet, der var for langt mellem Vatikanet og den virkelighed, han kom fra. Mens han endnu bare var kendt som Roncalli, arbejdede han som apostolisk nuntius (pavelig ambassadør), hvor han hjalp mange jøder med at flygte under Anden Verdenskrig og dernæst som biskop i Venedig.
LÆS OGSÅ:Den gode pave, der ville have fred på jorden
De pegede begge på Jesus
Begge paver havde en helt særlig folkelighed omkring sig og var paver, som folk kunne forholde sig til, som gennem deres embede forkyndte det glade budskab. Og netop dette er jo en helgen, en som i sit liv peger mod Jesus og ikke sig selv. Derfor bliver det fantastisk at få to nye helgener, hvis liv i særlig grad giver os andre inspiration, to store paver som var paver for folket.
For mig betyder deres helgenkåring, at vi nu kan fejre disse to på deres respektive festdage, som alle helgener har i den katolske kirke, lære af deres eksempel og vigtigst af alt blive ved med at bygge videre på det fælles projekt, som de to i særlig grad bidrog til: udbredelsen af Guds kærlighed.
Kasper Baadsgaard er præstestuderende i Vatikanet