Påskens budskab er, at Gud gør det umulige muligt

Opstandelsen har konsekvenser, ikke blot for menigheden eller kirken, men for verden som helhed, skriver sognepræst Martin Herbst

Påskedag oprejste Gud Jesus fra de døde. Det lyder umuligt. Det er det også. Derfor er det umuligt at forklare opstandelsen. Følgelig er der ingen udførlige beskrivelser i Bibelen på, hvordan den skete. Det er også umuligt at bevise opstandelsen. Den tomme grad beviser intet.

Opstandelsen må ikke forklejnes

Filosoffen Nietzsche mente ligefrem, at den var beviset på, at disciplene havde stjålet Jesu lig og gemt det og dermed, at opstandelsen aldrig havde fundet sted! Man kan hverken forklare eller bevise opstandelsen af den enkle grund, at selve påskebegivenheden er umulig.

Husker man ikke dette, kommer man let til at udvande budskabet. Det kan ske ved, at man reducerer påsken til et symbol på forårets komme, en metafor for menneskets ønsketænkning eller en litterær konstruktion, der sikrer, at det hele ender godt.

Men ligesom påskebegivenheden er hinsides enhver forklaring eller bevisførelse, er det fejlagtigt at reducere den til et smukt symbol, en psykologisk metafor eller en narrativ konstruktion.

Påskebegivenheden er, hvad den er: En historisk begivenhed. Og vel at mærke ikke en begivenhed, hvor Gud overværer det hele på afstand, men en begivenhed, hvor Gud gør sig til ét med begivenheden i en sådan grad, at Gud selv bliver begivenhed.

I denne begivenhed sker det utænkelige, det uforudsigelige, det uforklarlige. Død bliver til liv. Umulighed bliver til mulighed. Det er fylde over fylde. Generøsitet over generøsitet. Gave over gave.

Som det ofte er blevet påpeget, er påskebegivenheden et mirakel. Men selv blandt mirakler er opstandelsen i særklasse. For når Jesus udfører mirakler i Det Nye Testamente, gør han det ved at tage afsæt i noget forhåndenværende, som enten bliver tildelt en ny dimension eller genvinder sin gamle.

Ved brylluppet i Kana laver han vand om til vin det er et mirakel, ingen tvivl om det men vandet var der allerede. Da han gør den blinde seende, er der ligeledes tale om et mirakel, men det består i, at øjnene genvinder deres oprindelige funktion.

Selv opvækkelsen af Lazarus er ikke en total nyskabelse, for hans krop var der allerede, om end den var livløs, og selv efter genoplivningen måtte Lazarus gå sin egen død i møde.

Med opstandelsen er det anderledes. Her består miraklet ikke i, at noget mindre bliver til noget mere, eller i, at noget genvinder en tabt funktion. Hvad angår opstandelsen, er der intet at bygge videre på, intet at reparere. Kun et stort tomt hul. Og efter opstandelsen er Jesus ikke den samme som før. Alt er blevet forandret. Noget radikalt nyt er brudt ind i den menneskelige virkelighed.

Julen ville ikke give mening uden påske

Ligesom påskebegivenheden er i særklasse blandt mirakler, har påsken en særlig status i forhold til de andre kristne højtider. Juleaften fejrer vi Jesu fødsel. Pinsedag fejrer vi kirkens fødselsdag. I mere grundlæggende forstand betyder julen, at Gud inkarnerede sig i skikkelse af Jesus fra Nazaret, og pinsedag fyldte Helligånden disciplene med mening og kraft.

Men selv om Gud inkarnerede sig julenat, ville inkarnationen være betydningsløs, hvis opstandelsen aldrig havde fundet sted. Og uden opstandelsen ville den kristne kirke aldrig være blevet født. På denne måde er påsken den centrale kristne højtid. Den kaster sit lys tilbage på julen og frem på pinsen og fylder dem begge med mening.

Påskeberetningen i Matthæusevangeliet kap. 28. koncentrerer budskabet på en måde, der både rummer forstyrrelse og fred. Kvinderne kommer løbende ud til graven men ankommer for sent og illustrerer dermed, at de menneskelige følelser og tanker, selv når de er bedst, altid kommer for sent, når det drejer sig om at forstå betydningen af påsken.

Ved englens tilsynekomst, som et lyn fra en klar himmel, gribes kvinderne af frygt, og vagterne styrter omkuld. På denne måde understreges det, at påskebegivenheden vender op og ned på alt.

Kvinderne, der repræsenterer disciplene, skal tænke det hele igennem igen. Men også vagterne, som repræsentanter for den ydre politiske magtstruktur, er rystet af begivenheden. Opstandelsen har med andre ord konsekvenser, ikke blot for menigheden eller kirken, men for verden som helhed. Det er en totalt grænseoverskridende begivenhed.

Påsken er fylde over fylde

Påskesøndag vil jeg ikke bruge min prædiken på at forklare, hvordan opstandelsen skete, ej heller på at bevise, at den skete. Jeg vil heller ikke reducere den til et symbol på forårets komme, et metafor for ukuelig livsvilje eller en optimistisk litterær struktur.

Jeg vil holde mig til, hvad påskebegivenheden er: Den begivenhed, hvor Gud gør det umulige muligt. Det er fylde over fylde. Generøsitet over generøsitet. Gave over gave. Når den begivenhed bliver en del af den menneskelige virkelighed er alt forandret. Se! Noget nyt er blevet til!

Martin Herbst
Sognepræst i Korsvejskirken i København