Påskens personer puster liv i vores tro

Maria Magdalene står derude ved graven påskemorgen med al sin sorg. Da ser hun ham, som hun tror, må være havemanden. "Hvor har du båret min Herre hen?" spørger hun ham. Det er et logisk spørgsmål. Ikke et øjeblik regner hun med, at Jesus er opstanden, skriver sognepræst Vibeke Tuxen. Foto: Mette Frandsen

Hver gang jeg står ved en kiste, spørger jeg mig selv, om der virkelig er et liv efter døden? I den situation taler påskeberetningen om Maria Magdalene særligt til mig, skriver sognepræst Vibeke Tuxen

Jeg tænker, at jeg spejler mig i flere af påskens personer. De afspejler sider, jeg kender fra mig selv. Pilatus vaskede sine hænder og lod uretfærdigheden råde for ikke selv at komme i klemme. Her tænker jeg på, hvorfor jeg endnu ikke har skrevet mit indlæg imod de mange aborter?

LÆS OGSÅ: Forræderen og fornægteren står centralt i påsken

Der er så mange gode hænder, der gerne vil have de børn i vores del af verden. Hvem har ret til at tage de små levedygtige børns liv? Hvem har ret til at slå så mange muligheder for vækst, liv og glæde ihjel? Her rækker det ikke at vaske sine hænder.

Jeg havde ikke haft Peters mod
Da Jesus blev taget til fange i den mørke nat, flygtede disciplene. Skræmte som harer løb de af sted. Det er let at sætte sig ind i. Det havde været svært for dem at forstå Jesu forudsigelser. Da tingene pludselig skete, blev de rigtig bange. Peter vendte tilbage. Jeg havde ikke haft det mod, som Peter udviste i statholderens gård. Han fulgte Jesus på afstand med risiko for genkendelse.

Jesus så på ham med kærlighed, da han fornægtede ham. Er det ikke også den kærlighed, vi andre må håbe på? Selv efter påskemorgen var troen ikke en selvfølge. Ingen havde jo set det ske. Kun den tomme grav og en historie om engle. Var Jesus blevet levende igen?

LÆS OGSÅ: Hvorfor er påsken den vigtigste højtid?Jeg kan let identificere mig med Thomas, tvivleren, der ved selvsyn ville møde Jesus for at mærke efter, om historien om den opstandne var sand. Han har sikkert tænkt, at hvis han mødte Jesus, ville han ikke tro sine egne øjne. Det er da også svært at tro på at opstandelsen har fundet sted. Er det virkelig sandt?

Det spørger jeg mig selv om, hver gang jeg står ved en kiste. Er der virkelig et liv efter døden? Er den døde i en anden og bedre verden? Vi nærmer os nu den af påskens personer, som særligt taler til mig.

Tænk at blive kaldt kærligt ved navn
Det er Maria Magdalene. Hun står derude ved graven påskemorgen med al sin sorg. Da ser hun ham, som hun tror, må være havemanden. Hvor har du båret min Herre hen? spørger hun ham. Det er et logisk spørgsmål. Ikke et øjeblik regner hun med, at Jesus er opstanden. Nej, én må have fjernet hans døde legeme og lagt ham et andet sted.

Maria, siger en velkendt stemme. Og Maria Magdalene genkender stemmen, vender sig om og ser Jesus stå der. Det, synes jeg, er en stærk og varm beretning. Stemmen, tonefaldet, kærligheden og genkendelsen. Alt sammen mindede det Maria Magdalene om Jesus. Og så tabte hun ikke hovedet. Livet gik videre.

Tænk at blive kaldt kærligt ved navn af Jesus Kristus på hans opstandelsesmorgen?

Var det ikke de glimt, disciplene også fik lov at opleve, da de mødte Jesus og opdagede, at han ikke bar nag til dem, fordi de var løbet deres vej og på forskellig vis havde frasagt sig deres kendskab til ham?

Er det ikke alle de her personer og beretninger, der puster liv i vores tro på, hvem det er vi håber, vil komme os i møde på den sidste dag? Er det ikke den opstandne, der hvisker til os gennem sit ord og kalder os ved navn?

Vibeke Tuxen er sognepræst og panelist ved kristendom.dk.

Maria Magdalene står derude ved graven påskemorgen med al sin sorg. Da ser hun ham, som hun tror, må være havemanden. "Hvor har du båret min Herre hen?" spørger hun ham. Det er et logisk spørgsmål. Ikke et øjeblik regner hun med, at Jesus er opstanden, skriver sognepræst Vibeke Tuxen. Maleriet her af af Alexander Andreyevich Ivanov (1806-1858). Foto: Wikimedia Commons