Religion skal give mening
Hvis det lykkes at sætte trosbiografi på dagsordenen, har folkekirken endnu en mulighed for at forbinde sig med det moderne menneskes mest presserende opgave at finde sammenhæng i sit liv, skriver Steen Marqvard Rasmussen, sociolog og konsulent i Landsforeningen af menighedsråd
Det moderne menneske er tvunget til at finde "den røde tråd" i sit liv. Det gør vi ved at fortælle (dele af) vores livshistorie til andre og stille spørgsmål til vort liv.
Hvilken forbindelse er der mellem min kristne tro og min livshistorie? Fra jeg var teenager og frem til sidst i 20'erne, mente jeg, at hvis man kun gik i kirke én gang om året, måtte det under ingen omstændigheder være juleaften. Kontrasten mellem Jesu forkyndelse til den unge rige mand om at give alt, hvad han ejede, til de fattige (Matt. 19, 21) og det kommercielle juleræs var simpelthen for stor for mig, der var præget af ungdomsoprøret fra 1968.
Jeg mente, at folkekirken var en del af "det etablerede" og gik i den periode meget lidt i kirke. Det skete derfor aldrig juleaften. Min julestemning var trist, for Jesu forkyndelse gnavede og afslørede hulheden i vores danske jul, mente jeg.
Gennembruddet til et positivt syn på kirkelig kristendom kom, da jeg læste Dietrich Bonhoeffers opgør med 'den billige nåde' i bogen Efterfølgelse fra 1937. Den alvorstunge teologi i Bonhoeffers dramatiske kamp mod nazismen viste mig, at kirke og samfundskritik kunne forenes, og det åbnede døre.
Dette er blot et eksempel på, hvordan kristentroen er vævet ind i min livshistorie. Det vigtige er her ikke at udfolde denne historie, men erkendelsen af, at selve sammenvævningen altid er til stede, og at det er vigtigere end nogensinde at se disse forbindelser og fortælle om dem til andre.
Mere præcist vil jeg i denne artikel begrunde, hvorfor vi også bør opfatte kirkelig voksenundervisning som noget, der finder sted, når en lille gruppe fra menigheden gerne under ledelse af en præst fortæller hinanden om, hvad kristendommen har betydet for deres liv. Samtaler af den art er forudsætningen for at udvikle et sprog for troen, der gør den personligt relevant. Når en præst deltager i denne form for "rundkredsteologi", er der endvidere god chance for, at personernes mere eller mindre hjemmestrikkede kristendomsopfattelser kan blive justeret af den fagkyndige kristendomskonsulent.
Dette er noget andet end tidligere tiders vidnesbyrd på bedemøder. Samtalen, der forbinder kristentro og livshistorie, er ikke styret af en norm om korrekt forbedring og helliggørelse. Den foregår under individualismens fortegn, dvs. med respekt for, at Herrens veje er uransagelige. Opklaring og hjælp til tolkning af ens livshistorie er i centrum.
I det følgende vil jeg belyse to spørgsmål: Hvorfor er dette trosbiografiske arbejde vigtigt for en del moderne mennesker? Og hvorfor er det vigtigt for kirken at have tilbud, der kan understøtte dette behov?
Det brudte liv
Det moderne menneske lever en opsplittet tilværelse. I løbet af hverdagen bevæger vi os igennem en lang række adskilte sektorer børnene bliver afleveret i institutioner, forældrene bevæger sig til hver sin arbejdsplads, hjemmelivet foregår tidligt om morgenen og sidst på dagen, hvor familien ser hver sine udsendelser i tv og interesserer sig for hver sine hjemmesider på Internettet.
Over tid finder der en anden slags opsplitning sted. Livet fra vugge til grav er organiseret som "en lang march gennem institutionerne". Dertil kommer mange andre mulige brud. Det kan være, at ens forældre bliver skilt, at familien skal flytte efter nye jobs, at man selv flytter til en anden by for at tage en uddannelse, at man selv bliver skilt osv.
Disse opsplitninger er udtryk for bevægelse og fornyelse. De får os til at se den ene del af livet i lyset af de andre. De inspirerer os til at ville noget nyt, og vi har friheden til at afprøve mulighederne. Bagsiden er imidlertid, at vore liv let kan miste sin sammenhæng og falde fra hinanden i løsrevne episoder og perioder.
En tredje form for brud er ultimative og almenmenneskelige. Her tænker jeg på, at nogle af vore vigtigste erfaringer handler om mødet med det absolutte: Ens barn bliver født, og forældrene dør. Disse metafysiske erfaringer (som Hans-Jørgen Schanz kalder dem i sin bog Selvfølgeligheder, s. 24) gør, at det ikke er muligt at udtrykke livets sammenhæng uden at blive religiøs.
Religion skal give mening
Religionens opgave er netop at hjælpe os til at finde orden i de forskellige hændelser og dermed mening i tilværelsen. Sådan har det altid været, men strengt taget er denne opgave særligt påtrængende for det moderne menneske. Det skyldes, at tilværelsen umiddelbart er mere usammenhængende og dermed meningsløs end før i tiden, jf. ovenfor.
Det moderne menneske er derfor tvunget til at finde "den røde tråd" i sit liv. Det gør vi ved at fortælle (dele af) vores livshistorie til andre. Hvad valgte jeg, og hvad ville jeg med disse valg? Hvorfor svigtede den nære ven, og hvorfor indtræf dette uheld eller lykketræf? Hvordan fik jeg kræfterne til at komme igennem den uoverskuelige krise? Hvordan kan det være, at jeg igen har fået livsmodet tilbage? Osv.
Det moderne menneskes religiøse søgen i disse år handler netop om at finde svar på sådanne spørgsmål og om at udvikle andagtsformer, der kan støtte en daglig eftertanke og bøn herom. Hvis det lykkes, er der tale om en religiøsitet af vital betydning for den pågældende.
Nogle retter i den forbindelse blikket mod folkekirken. Et afgørende spørgsmål til kirken er derfor: Hjælper den det moderne menneske til at finde "den røde tråd" i livet ved hjælp af kristendommen? Har folkekirken konkrete tilbud om at få indvævet kristendommen i sin livshistorie?
Folkekirkens tilbud
Svaret er både ja og nej. Folkekirken bidrager faktisk på nogle måder: Adgangen til dåb, konfirmation, vielse og begravelse er den afgørende grund til, at det store flertal af danskerne forbliver i folkekirken. Og disse overgangsritualer er netop en sammenvævning af kristendom og den personlige livshistorie ritualerne, hvor personen (med navns nævnelse) er i centrum, inddeler livshistorien i nogle grundlæggende faser. Denne tidsinddeling er basal, men selvsagt ikke nok til at skabe den vitale forbindelse mellem tro og hverdagsliv. Dertil kommer, at nogle danskere givetvis får god hjælp i kriser via præsternes personlige sjælesorg.
Spørgsmålet er imidlertid, om folkekirken har andet at byde på end overgangsritualer og individuel krisehjælp? Hvad med den mere normale hverdagssituation, hvor vi hverken er i krise eller står overfor overgangsritualets store forandring? Tilbyder folkekirken da også steder, hvor almindelige mennesker kan tale med hinanden om troens betydning i deres liv? Eller er hovedreglen, at folk selv må ligge og rode med forbindelsen mellem tro og personligt liv?
Hvis det lykkes at sætte trosbiografi på dagsordenen, har folkekirken endnu en mulighed for at forbinde sig med det moderne menneskes mest presserende opgave at finde sammenhæng i sit liv. Det vil gøre kristendommen til en integreret del af det personlige liv, og det vil tilføre lidenskab til menighedslivet.
Artiklen har tidligere været bragt i fra Kirkefondets magasin "Kirken i dag" nr. 4/2007 om kirkelig voksenundervisning. Bragt med tilladelse.