"Ret opmærksomheden mod Gud"

Jesu disciple skal ikke frygte, for Jesus kommer tilbage og bringer forløsning og frihed, skriver Ole Skjerbæk Madsen, missionspræst i Areopagos. Foto: Foto:

Bønnen skaber retning i livet. Tanker til anden adventsuge fra missionspræst Ole Skjerbæk Madsen

Våg altid og bed! sagde Jesus i evangeliet til anden søndag i adventstiden.

Ordene kommer i forlængelse af, at Jesus taler om en tid, hvor menneskene gribes af angst på grund af alt det, som sker omkring dem i naturen. Det er en tid, der kan opleves, som om alt går under. Men Jesu disciple skal ikke frygte, for Jesus kommer tilbage og bringer forløsning og frihed.

Når bekymringerne overvælder os, skal vi standse op og rette vores opmærksomhed mod Gud, som har vist os sin kærlighed og omsorg i Jesus selv. Bønnen skaber retning i livet, hvor det synes uoverskueligt. Bønnen angiver retningen!

En sådan bøn er St. Patricks brynje et af de stærkeste udtryk for keltisk åndelighed:

Jeg iklæder mig i dag himmelens kræfter:
solens lys
månens stråler
ildens glans
vindens hastighed
havets dybde
jordens tyngde
klippens hårdhed.
 
Jeg iklæder mig i dag Guds kraft:
Guds styrke til at støtte mig
Guds magt til at holde mig oppe
Guds visdom til at lede mig
Guds øje til at se vejen foran mig
Guds øre til at høre mig
Guds ord til at tale til mig
Guds hånd til at lede mig
Guds vej til at lægges foran mig
Guds skjold til at beskytte mig.
 
Måtte Kristus værne mig i dag
så at min livsopgave må bære frugt i overflod.
 
Kristus bag mig og foran mig
Kristus under mig og over mig
Kristus med mig og i mig
Kristus omkring mig og nær mig
Kristus til højre og til venstre
Kristus når jeg står op om morgenen
Kristus når jeg lægger mig om aftenen
Kristus i hvert hjerte som tænker på mig
Kristus i hver mund som taler om mig
Kristus i hvert øje som ser mig
Kristus i hvert øre som hører mig.
 
Ole Skjerbæk Madsen er missionspræst i Areopagos og panelist ved kristendom.dk