Getsemane Have er et af retrætens arnesteder

I Ny Testamente kan vi se, hvordan Jesus, når han stod foran vigtige afgørelser – trak sig tilbage – til de 40 dage i ørkenen og til Getsemane Have. Her ses en snedækket Getsemane Have. I februar i år blev Getsemane og Ollivenbjerget dækket af et tykt lag sne. Foto: Scanpix.

Et par dage med bøn og stilhed er grænseoverskridende, skriver pilgrimspræst Elisabeth Lidell om retræten som et klassisk modsvar til hverdagens travlhed

I Ny Testamente kan vi se, hvordan Jesus, når han stod foran vigtige afgørelser – trak sig tilbage – til de 40 dage i ørkenen og til Getsemane Have. Også disciplene var travle mennesker – ”de havde ikke engang ro til at spise”, læser vi et sted (Mark 6,31).

Og efter en sådan periode med megen travlhed siger Jesus til dem (samme sted): ”Kom med ud til et øde sted, hvor I kan være alene og hvile jer lidt.”

Denne tekst bruges som retrætens urbillede: at være sammen med Kristus på et øde sted – i ensomhed – i hvile – på Jesu opfordring og efter forbillede fra ham og hans disciple. En retræte er et ”helle” midt i tidens travlhed, en ”time-out”. Her kan man være heldig at erfare sandheden i Moder Theresas ord: ”Frugten af stilhed er bøn, frugten af bøn er tro, frugten af tro er kærlighed, frugten af kærlighed er tjeneste, frugten af tjeneste er fred.” I retræten har vi mulighed for at finde ind i stilhedens kerne: Gud.

I Danmark har vi bl.a. Skovhuset (Sdr. Vissing), Løgumkloster Refugium, Helligkors Kloster (Ringkøbing), Stella Matutina (Kokkedal), Smidstrup Strand (Gilleleje), Ådalen retrætecenter og Maribo Kloster. Yderligere information kan hentes på: www.retraete.dk

I Skovhuset, som ligger i Gudenådalen ved Sdr. Vissing er der plads til 10 deltagere, inkl. en vært og en præst. Et par dage med bøn og stilhed er grænseoverskridende. Og hvis man bare MÅ tale med et andet menneske, står retrætelederen til rådighed for personligt skriftemål. Retræten er bygget op over et tema, f.eks. Fadervor, den kristne dåb, de kirkelige højtider. Alle er velkomne i Skovhuset: troende og tvivlende, unge og gamle, katolikker og lutheranere.

For at få balance i en travl præstegerning, kan man tage på retræte et par gange om året. Retræten kan give én åndelige vitaminindsprøjtninger til ens fortsatte virke. Formålet er naturligvis, at vi udover at høre en masse ord om bøn SELV får mulighed for at øve os i religiøs praksis. At vi opdager retræten som mulighed for at vokse i troen. At vi får et redskab til vores daglige praksis. En praksis, som er nødvendig, for at vi kan vejlede andre og være hyrder for menigheden.

Når der er brug for retrætesteder er det, fordi aktivitet uden fordybelse ender i tomgang. Puls uden pause ender i stress og jag. De, som ikke søger indad i stilheden og nedad mod dybden, kan heller ikke nå udad til det medmenneske, som har brug for os.