"Ritualer skal inkludere alle"

Kristendommen er frigørelse fra jordiske magtstrukturer og en insisteren på Guds Rige. Her er alle være velkomne. Det bør afspejle sig i ritualerne og i kirkens sprogbrug, mener Elisabeth Engell Jessen.

Herren er en maskulint term, der tager udgangspunkt i et hierarkisk og potentielt undertrykkende forhold mellem herren og slaven, skriver ph.d. studerende Elisabeth Engell Jessen

Hvem er det egentlig, der velsigner her?

Diskussionen om, hvorvidt man kan tale om Gud som Herren er en af de ældste i den feministiske teologi. Baggrunden er ønsket om et inklusivt sprog, og problemet med Herren i denne forbindelse er todelt: dels er det en kønnet (maskulin) term, og dels tager den udgangspunkt i et hierarkisk og potentielt undertrykkende forhold mellem herren og slaven (altså mig?).

I modsætning til dette hævder klassisk feministisk teologi, at termen Gud er kønsneutral og ikke sætter subjektet i et underkastelsesforhold til det guddommelige.

For så vidt synes de fleste medlemmer af den globale kristne kirke sådan generelt - at være enige i, at en grundlæggende pointe i kristendommen er frigørelse fra jordiske magtstrukturer og en insisteren på Guds Rige. Her skulle alle være velkomne.

Problemet opstår, når ønsket om et inklusivt sprog tørner sammen med traditionen. Dette er et sprogligt sammenstød, der kan observeres fra kirkebænken. Og kirkegængeren kan så enten se de forskellige navne for Gud (Gud, Herre, Fader) som en illustration af, at alt, vi kalder Gud, alligevel bare er analogier, eller som symptom på en forstokket teologi alt efter temperament.

Man må godt forholde sig spørgende til kirkens traditioner

For præsten er der den ekstra finesse i spil, at man ikke i den folkekirkelige virkelighed kan ændre i ritualernes ordlyd efter forgodtbefindende. Og for så vidt handlede Lene Sjørup kirkeretsligt forkert i Morgenandagten.

Kirkeretsligt forkert jo, men måske folkekirkeligt rigtigt? At være en kirke, der insisterer på at være for alle, indebærer, at man tager ansvar for, at ingen føler sig overtrumfet eller ignoreret.

At det er meget svært at gøre alle glade burde ikke på noget tidspunkt afholde folkekirken (det vil sige folkekirkens medlemmer, altså du og jeg) fra at stille spørgsmålstegn til traditionen.

Og det er vores fælles ansvar at holde hinanden fast på en sprogbrug, hvor ingen føler sig sat i et sprogligt forhold til Gud, hvor de ikke kan ånde.

Alle skal have mulighed for at kommunikere med Gud

Alt andet lige er sproget en af vores vigtigste kommunikationslinjer til Gud, og vi bør gøre, hvad vi kan, for at holde linjen åben. Både i lønkammer og sammen.

Hvert eneste navn, vi giver Gud, understreger et særligt aspekt af gudsforholdet. Og her kan Herren også være en positiv hierarkisk term i den forstand, at vi bliver mindet om, at vi ikke selv er troens endemål.

At vi står i et taknemmelighedsforhold til noget andet, og at vi blot er én blandt mange, der har den samme religiøse referenceramme. Med finfølelse og situationsfornemmelse kan Herre måske endda blive et positivt grundlag for en fornyet gudsrelation en relation, hvor det moderne jeg jeg jeg fylder mindre, og noget andet fylder mere.

Og så er der selvfølgelig det med, at Herren bare ligger godt i munden. At ordlyden i den aronitiske velsignelse er så smuk. Og at mange kirkegængere opfatter netop velsignelsen som det sted i gudstjenesten, hvor der tales mest direkte til dem: Herren velsigne dig.

Det er bestemt ikke ligegyldigt. Men det er heller ikke ligegyldigt at være opmærksomme på, hvordan vi formulerer os. Måske har jeg ikke selv et problem med det men hvis personen ved siden af mig på kirkebænken har, så er det mit ansvar at tage det alvorligt.

Elisabeth Engell Jessen er ph.d. studerende på Teologisk Fakultet ved Universitetet i Oxford