Da søndag blev den kristne helligdag
Uden statslig indblanding fra kejser Konstantin i år 321 var søndagen ikke blevet til en hviledag i kristen sammenhæng, skriver religionslærer Karen M. Larsen. Læs eller genlæs hendes indlæg om søndagsgudstjenesten
Søndagen er den alment anerkendte ugentlige helligdag for stort set alle kristne. Nogle kirkesamfund, som for eksempel den katolske kirke, kræver sågar af sine medlemmer, at de går i kirke hver søndag.
Og selv i folkekirkelige sammenhænge synes der at være dem, der mener, at man kan måle folks tro ved at se på, hvor tit de kommer i kirke om søndagen.
Men hvor stammer ideen om, at søndagen skal være kristendommens ugentlige helligdag, fra? Ja, det kan man blive klogere på ved at læse Paul F. Bradshaws & Maxwell E. Johnsons bog: The Origins of Feasts, Fasts and Seasons in Early Christianity.
Det Nye Testamente giver ingen svar
Det interessante er nemlig, at der intet sted i Det Nye Testamente findes noget krav om, at man skal fejre gudstjeneste om søndagen.
Faktisk findes der end ikke noget skriftsted, der med rimelighed kan siges at vise, at Det Nye Testamentes forfattere i det hele taget kendte til, at de Kristus-troende mødtes regelmæssigt om søndagen for at fejre nadver eller på anden vis markere dagen.
Hentydninger i ikke-bibelske tekster
Man skal til ikke-bibelske tekster som for eksempel Peters Evangelium, som i øvrigt blev afvist af kirkefædrene, fordi man mente, at det kunne tolkes doketistisk, (doketisme: lære om at Kristus ikke har haft et virkeligt menneskeligt legeme, red.) og det virulent antisemitiske Barnabas brev, tekster der begge måske stammer fra starten af 100-tallet, før man kan se rimeligt entydige henvisninger til, at søndagen blev set som den kristne ugentlige helligdag.
Skabelsens dag eller dagen for Jesu genopstandelse?
Men skikken synes nært knyttet til Lille Asien (det nuværende Tyrkiet) og Syrien. Den var ikke universelt udbredt blandt kristne i 100-tallet. Først i tiden herefter bliver fejringen af søndagen stadigt mere udbredt.
Interessant er det også, at tilhængerne af at markere søndagen som den kristne ugentlige helligdag blot så det forhold, at Jesus opstod fra de døde på en søndag, som én af flere forklaringer på denne skik.
Andre supplerende eller ligefrem vigtigere forklaringer var, at søndag er skabelsens første dag, og at Jesus vil komme tilbage i herlighed på denne dag.
Sabbatten var mere oplagt som helligdag
Når søndagen (den første dag i den jødiske uge) havde så svært ved at sætte sig igennem, så skyldtes det, at det for mange kristne var mere oplagt at markere den syvende dag, sabbatten, som ugentlig helligdag.
Sabbatten er en del af skabelsesordenen (Første Mosebog kapitel 2, vers 2-3) og den er foreskrevet i De ti Bud (Første Mosebog, kapitel 20, vers 8-11).
Der hersker ingen tvivl i forskningen om, at jødekristne har fejret sabbat lige fra starten, men efterhånden bliver flere og flere forskere opmærksomme på, at grænserne mellem jødekristne og hedningekristne ikke var klare men i stedet meget flydende i kristendommens første århundreder.
Meget tyder på, at en del hedningekristne menigheder også har markeret sabbatten, om end næppe som en arbejdsfri dag men i stedet som en dag, hvor man mødtes for at studere de hellige skrifter og få troen udlagt.
Grænser mellem jødedom og kristendom
Muligvis er søndagen, som særlig kristen dag, opstået på den måde, at man efter sabbatten, lørdag eftermiddag, som i henhold til den jødiske uge er starten på den første dag i ugen, har mødtes til at fejre nadver. I hvert fald synes søndagens gudstjeneste i starten at have fundet sted lørdag aften frem for søndag morgen.
At søndagen blev til den kristne ugentlige helligdag hænger efter alt at dømme sammen med et ønske blandt nogle kristne menigheder om at lave nogle klare grænser mellem kristendom og jødedom.
Selve ideen om en syvdages uge er jødisk, romerne kendte den ikke, men ved at flytte helligdagen til søndagen blev forskellene mellem kristendom og jødedom markeret. Om end man så havde det problem, at nogle kristne gik til sabbats gudstjeneste i synagogen om lørdagen og så i kirke om søndagen.
En anden måde at markere forskelle på var at kræve, at kristne skulle faste om lørdagen, altså gøre denne dag til en bodsdag (Bod: den afmålte lidelse eller offeret, der pålægges et skyldigt menneske for at afbøde for den synd, der er blevet begået, red.).
Et krav som de kristne, der fastholdt en eller anden form for positiv markering af sabbatten, naturligvis opfattede som vranglære.
Lov dikteret af kejser Konstantin i år 321
Ideen om at søndagen skal være en hviledag dukker interessant nok først op i en lov dikteret af kejser Konstantin i år 321, hvor søndagens erklæres til hviledag for alle i romerriget undtagen bønderne. Indtil da havde man i kristne sammenhænge ikke forbundet søndagen med en hviledag.
I stedet havde mange af oldtidens teologer anklaget jøderne for dovenskab og driveri på sabbatten og fremhævet, at hviledagen ikke skulle tolkes bogstaveligt men i stedet ses som en hentydning til den store hviledag, som de troende skal fejre, når Gudsriget kommer i sin fylde. Uden statslig indblanding var søndagen altså ikke blevet til en hviledag i kristen sammenhæng!
En interessant lille slutdeltalje er, at koncilet i Nikæa i år 325, der ellers mest er kendt for sin formulering af dogmet om, at Jesus er sand Gud og sandt menneske, også forbød de troende at bede knælende om søndagen. Hvad nok hænger sammen med, at knælende bøn i den tidlige kristendom blev brugt til at markere fastedage.
Karen M. Larsen
Religionslærer, cand.mag og panelist på kristendom.dk