"Sareen er blevet kastebold i et radikalt signalcirkus"

Folkekirken og dens folk skal tages langt mere seriøst, end de første dages signalpolitik lægger op til, skriver tidligere kirkeordfører Charlotte Dyremose (K) om det kirkeministerium

Manu Sareen er et oplangt ministeremne. Han kan sit stof, og han kan kommunikere klart. Hans stof er bare ikke folkekirken. Og de to oplagte kandidater til posten (Pernille Vigsø Bagge og Karen Klint) må sidde noget måbende tilbage.

Det Radikale Venstre gør op med traditionerne
Men sagligheden måtte vige for signalværdien, som Vestager så tydeligt viste på regeringens første dag:

Det Radikale Venstre ankom på Christiansborgs lånecykler mens selv Ida Auken som nyudnævnt miljøminister forstod, at en regeringsudnævnelse er en højtidelighed.

Det Radikale Venstre satte en indvandrer ind i kirkeministeriet for at signalere, at kristendommen er international selvom alle ved, at ikke kristendommen, men folkekirken er ministerens domæne. Det Radikale Venstre satte ligestilling før kristendom for at signalere det totale opgør med alt, hvad der hedder tradition noget valget af kulturminister i øvrigt bekræfter.

Jeg håber inderligt, at Sareen sætter sig ud over det signalcirkus, han er blevet kastebold i. Folkekirken er vigtigere end de politiske signaler. Og dens betydning rækker langt ud over dens egne medlemmer.

Sareen har været en anerkendt integrationskonsulent og en dygtig kommunalpolitiker med indsigt på mange områder. Det er beklageligt, at han skulle ofres på signalbålet frem for at få en post, hvor han virkelig kunne udfolde sit talent.

Formentlig betragter han det som et plaster på såret, at han også fik ligestilling. Det ved han noget om, og han har holdninger til det. Ikke alle holdninger deler jeg personligt. Men holdninger er det.

En kirkeminister bør kende kirken
Som kirkeminister har han ingen forudsætninger. Han kender måske nok kristendommen og kan signalere, at den er international. Men det hjælper ikke meget, når kirkeministerens metier netop ikke er at blande sig i den kristne forkyndelse, men blot at forvalte rammerne for folkekirken som institution.

Det kræver et indgående kendskab til vores folkekirkeordning og føling med de meget forskellige mennesker og holdninger, der udgør rygraden i den rummelige folkekirke. Det kræver forståelse af strukturerne, og det vil tage lang tid selv for en erfaren politiker at opbygge den fornødne indsigt.

Som præstedatter ved Vestager måske som den eneste i den radikale gruppe hvordan folkekirkens indre fungerer. Og det er derfor umuligt at tænke sig, at hun ikke udmærket er klar over, hvad hun har gjort, når hun har sat ligestilling over kirken og bundet de to tæt sammen i samme ministerium.

Man ser for sig embedsmændene i det fælles storkontor tale om, hvordan man ikke inden for eget hus kan ansætte præster, der ikke ønsker kvindelige kolleger, ikke vil vie fraskilte og ikke kan se, at homoseksuelle naturligvis også må kalde sig ægtefolk. For vi skal jo alle være lige og lige betyder i radikal optik som oftest ens.

Opbygningen af det nye ministerium underbygges af regeringsgrundlaget, hvor Det Radikale Venstre også på dette område har fået deres synspunkter suverænt igennem. Dog er det lykkedes at sløre det lidt ved at sikre, at de fatale konsekvenser for Folkekirkeordningen er spredt over flere afsnit:

Man vil indenfor grundlovens rammer lave en kirkeforfatning. Arbejdet sættes i gang oppefra og skal give klare retningslinjer, ikke bare for økonomi, men også for kirkens indhold.

Men andetsteds gås mere grundigt til værks. For sideløbende skal der nedsættes en grundlovskommission, der skal gøre den gamle grundlov mere moderne. Mon kirke - og statforholdet overlever den kombination?

Og så skal homoseksuelle have ret til kirkelig vielse. Og igen står det meget behændigt et andet sted, at ægteskabslovgivningen skal gøres kønsneutral.

Med en kønsneutral ægteskabslovgivning ligger det naturligvis til ligestillingsministeriets højreben, at gøre sit eget vielsesritual tilsvarende kønsneutralt. Intet sted står der skrevet, at man vil respektere kirkens indstilling om, at der bør være tale om to forskellige ritualer.

Målet er en adskillelse af kirke og stat
Tag ikke fejl. Det vil have afgørende betydning for vores folkekirke, hvis det nye regeringsgrundlag føres ud i livet. Med det nye regeringsgrundlag er vejen nemlig banet for en adskillelse af kirke og stat. Og med et nyt ministerium, der synes konstrueret til at spænde ben for sig selv, har Vestager sikret, at selv de fremmeste fortalere for den nuværende kirkeordning kan ende med at ønske en sådan adskillelse. Hvis det er så bevidst, som det ser ud, er det et ualmindeligt snedigt træk fra Vestagers side.

Valget af minister bekræfter formodningen. For ud over at vide, hvordan folkekirkens udmeldelsesblanketter ser ud, så ved den nye kirkeminister i hvert fald én anden ting om folkekirken: Han ønsker den adskilt fra staten. Til det formål har han nu ikke bare Det Radikale Venstre, SF og Enhedslisten i ryggen. Han har også et regeringsgrundlag og et nyt ministerium, der lægger op til at forfølge det mål.

Jeg håber inderligt, at Sareen besinder sig og lytter til forgængernes råd: Tag dig tid. Sæt dig grundigt ind i stoffet. Lær kirken at kende, ikke bare på indhold, men også på struktur. Kirkeministeriet er ikke et ministerium som alle andre. Derfor er det absurd at binde det sammen med Ligestillingsministeriet. Folkekirken og dens folk skal tages langt mere seriøst, end de første dages signalpolitik lægger op til.

Charlotte Dyremose er cand.scient.pol og tidligere kirkeordfører for Det Konservative Folkeparti