"Sareen kommer ikke til at kede sig"

Den nye kirkeminister for ligestilling og kirke kommer nok ikke til at kede sig. Tillykke med udnævnelsen! skriver Jens Kvist. Foto: Foto: Tommy Quist Andersen

Manu Sareen virker sympatisk ydmyg over for den store opgave, han står over for som ny kirkeminister, skriver sognepræst Jens Kvist

En provokation uden lige. En joke. En besynderlighed. Det har ikke skortet på forargede mishagsytringer i kølvandet på udnævnelsen af Manu Sareen som minister for ligestilling og kirke.

Kirkeforfatning venter forude
Rækkefølgen er ikke opmuntrende, men det er jo de tre regeringspartier, der har formuleret det. Selv kender jeg ikke Sareen fra andet end et interview umiddelbart efter åbningsgudstjenesten i dag, hvor jeg faktisk fandt ham sympatisk ydmyg over for den opgave, han står over for, så jeg skal ikke bruge stærke superlativer vedrørende hans person.

Men det, der står om folkekirken i regeringsgrundlaget, kan nok bekymre mig noget: "Regeringen ønsker at ændre på den særstilling, som Grundloven tildeler tildeler den danske folkekirke. Der nedsættes et udvalg, som skal komme med forslag til en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken med en klar ansvarsfordeling for økonomiske og indholdsmæssige forhold."

Det er uden tvivl en kirkeforfatning, alle de mange ord dækker over, og en sådan talte ministeren da også om i interviewet i dag, hvor han vil nedsætte et udvalg bestående af både tilhængere og modstandere af en sådan forfatning, og med repræsentanter for alle partier.

Hensigten med en kirkeforfatning har hele tiden været den, at kirken skulle være "herre i eget hus," som det noget forvrøvlet er blevet formuleret. Mig bekendt har kirken kun én herre, og det er ikke den selv!

Regeringen vil blæse og have mel i munden samtidig
Men hvis man er tilhænger af en forfatning (hvad jeg altså ikke er), kan man ikke samtidig sige i regeringsgrundlaget, at regeringen vil tillade homoseksuelle vielser alle medlemmer af den danske folkekirke får mulighed for at blive gift i kirken uanset deres seksuelle orientering.

Det hænger ikke sammen med det andet, for det er at ville blæse og have mel i munden på samme tid! Meningen med en kirkeforfatning er jo netop, at folketinget ikke skal lovgive i spørgsmål om kirkens såkaldte indre anliggender, hvad homoseksuelle vielser jo må siges at være. Her er der altså en klar selvmodsigelse!

Kort sagt, den nye minister for ligestilling og kirke kommer nok ikke til at kede sig. Tillykke med udnævnelsen!

Jens Kvist
Sognepræst i Aabenraa