"Se ikke på trosforbilleder, men vær et"

På allehelgensdag fejrer vi i den katolske kirke de mennesker, som ikke er blevet erklæret trosforbilleder på kanonisk vis, men som har levet det, skriver diakon Kaare H. Nielsen

Ofte lærer vi troen at kende gennem andre mennesker. Nogen er lysende forbilleder, der viser vej til Gud. Andre er knap så lysende forbilleder, men mest af alt lyseslukkere for vores tro.

Jeg mødte tre forskellige mennesker, som også kom i forskellige kristne kirker, men som hver for sig betød meget for min personlige tro.

Onkel Harald viste mig, at Gud er stor

Da jeg var 5-7 år gammel, besøgte vi min onkel Harald og hans kone, som begge var en del af baptistkirken. Jeg husker ganske tydeligt, at min onkel bad, før vi skulle spise, det gjorde vi ikke derhjemme.

Han takkede Gud for maden. Han takkede, fordi vi var kommet godt til Vejle, og bad for, at vi måtte komme godt hjem igen. Og selv om der vel er gået små 45 år, husker jeg hans bøn ganske tydeligt.

Onkel Harald var prædikant i forskellige baptistkirker, og når han på sine rejser kom på besøg hos os, talte han om sin tro på en helt almindelig måde.

Troen var ikke en del af hans liv; den var hans liv. Han talte på en enkel og forståelig måde om Gud. For denne Gud var intet umuligt. Han helbredte og var synlig i hverdagen. Det var så naturligt for min onkel som det er for andre, at tale om vind og vejr.

Det var spændende, når han fortalte om Guds virke. Jeg forstod ikke så meget af det, men fik en fornemmelse af, at Gud er stor. Og selv om han er stor, så elsker han os mennesker. For onkel Harald betød troen at leve med Gud i hverdagen. Og han gjorde det!

Gud skriver lige på krumme linjer

Mange år senere, da jeg selv var blevet kristen og ansvarlig for en menighed i det midtjyske, mødte jeg et par, som fik stor betydning for mig.

De var, hvad vi katolikker teknisk kalder skilt og gengift. Et udtryk, der siger noget om, at de ikke helt levede som forventet. Men de to var altid til stede, hvis der skulle gøres noget. Man gik aldrig forgæves, hvis man havde brug for hjælp og spurgte de to.

Deres liv var måske ikke helt efter bogen, ville nogle sige. Men, og det er afgørende, de levede deres tro, trofaste og kærlige. De var de første i kirken om søndagen. De kom for at bede. Helt praktisk forenede de bøn og handling, som den kristne tro hviler på.

Naturligvis var de et levende eksempel på, at vi kan komme i situationer, hvor det ikke er muligt at opfylde loven og profeterne. Men på trods af det levede de deres tro på en autentisk måde.

Et hjerte, der banker for Guds kirke

På samme tid mødte jeg også præsten ved den apostolske kirke og hans hustru. De er, til dato, de mest autentiske kristne, jeg har mødt.

Når vi bad sammen, oplevede jeg, at de var helt rene i deres sind og ånd. De var medfølende og engagerede i bønnen og virkelig ét med Herren.

De åbnede mine øjne for andre kirker, og den rigdom de rummer. Ganske naturligt bad de for vækkelse i andre kirkesamfund. De længtes efter, at Gud måtte blive synliggjort i de kirker, der fandtes i byen.

Samtidig rummede de konsekvens og mildhed, var favnende og havde et klart og kærligt kristent budskab. Budskabet, at der kun er frelse i Jesu Kristi navn. Men frem for alt levede de det, de forkyndte.

Se ikke på trosforbilleder; men vær selv ét!

For nogle dage siden åbnede pave Benedikt Troens År, som fejres i den katolske kirke indtil november 2013. Vi havde den glæde at få to nye kirkelærere. Hildegard af Bingen, som er kendt i mange kredse, og Juan af Avila, som er et insidertip.

Begge er mystikere fra den sene middelalder og ordensfolk. De hører til i kategorien trosforbilleder og var/er ganske sikkert betydningsfulde mennesker.

I min hverdag er det dog andre mennesker, der har sat præg på min tro. Mennesker som min onkel Harald, der delte mine livsvilkår; mennesker som det par, der ikke altid har levet op til normen, som har haft deres personlige kampe. Og mennesker som den apostolske præst, der har vist mig Guds hjerte. Alle har de holdt ud og lever deres liv i kærlighed til Gud og mennesker.

Det fejrer vi på Allehelgens Dag i den katolske kirke. Vi husker de mennesker, som ikke er blevet erklæret trosforbilleder på kanonisk vis, men som har levet det.

Den kristne tro bør leves i hverdagen. Det handler om at være kristen i hverdagen. Derfor var de her omtalte mennesker til inspiration. Og jeg er taknemlig over at have mødt disse mennesker.

Men Gud har det lidt som musik- og filmindustrien. Der skal ikke laves kopier, men der skal være originaler. Eller med et lidt omskrevet citat fra filmen Bruce the Almighty: Se ikke på trosforbilleder, men vær det.

Alt godt og Guds fred.

Kaare H. Nielsen er katolsk diakon og panelist på kristendom.dk